Dag 1: Afgang fra Pretoria
I rejser om formiddagen kl. 11.00 fra Rovos Rail Station i Pretoria. Rovos er en gennemført helhedsoplevelse. Allerede inden man stiger ombord på toget, sidder man i Rovos´ afgangslounge, hvor man får en smagsprøve på, hvordan rejsen kommer til at føles. Loungen er elegang og i smuk kolonistil, og ventetiden slås ihjel med dejlig vin og hyggelig musik.
Når du stiger ombord på toget, mærker du straks den romantiske og hedengangne æra, der strømmer én i møde allerede på vognenes gange, når I vises til jeres kupé.
En rejse med Rovos har det ultimative mål at gøre jer gæster glade og tilfredse samt give jer en mindeværdig rejse. Alt personalet I møder ombord virker næsten til at vide, hvad man ønsker, før man selv gør det. De formår at ramme en perfekt balance mellem at være høflige og formelle, men samtidig afslappede og oprigtige. Den høje service er en kæmpe del af togoplevelsen.
Togrejsen starter med at tage jer med forbi guldmineområderne ved Witwaterstrand. Der er mulighed for at friske sig op i suiten, inden I slutter jer til jeres medrejsende i loungevognen eller udsigtsvognen bagerst i toget. Der er selvfølgelig også mulighed for at bruge eftermiddagen på at slappe af i den stemningsfyldte suite.
Om aftenen serveres middagen i spisevognene. Maden ombord er fremragende, og består af traditionelle sydafrikanske retter med et internationalt præg. Alt maden er tilberedt med friske lokale råvarer, og måltiderne sammensættes med nøje udvalgte vine.
Ombord på toget er der en formel/semi-formel dress code, som skal overholdes. Om dagen er den smart casual og om aftenen er den formel, medmindre andet står anført. Skal I ud på udflugter og f.eks. safari, anbefales mere praktisk tøj og gode sko at gå i. Det er også en god idé at medbringe lunt tøj, da morgentimerne godt kan være kolde.
Smart casual betyder pæne lange bukser til herrerne, gerne sammen med en pæn trøje eller afslappet skjorte, og pæne sko. For kvinderne betyder det bukser eller nederdel til knæene med en pæn bluse, eller en kjole der ligeledes går til knæene. Undgå også gerne for bare skuldre.
Den formelle påklædning betyder for herrerne jakke og slips, og til kvinderne anbefales en cocktailkjole, aftenkjole eller et pænt sæt.
Dag 2: Kimberley
I starter dagen med en dejlig morgenmad, som serveres i spisevognene. Efterhånden som I bevæger jer afsted først på dagen, vil en lavvandet sø komme til syne på den højre side af toget. I søen kan man ofte opleve spektakulære flokke af flamingoer på helt op til 23.000 stk. Et smukt syn at betragte fra det gyngende tog.
I ankommer om eftermiddagen til Kimberley, hvor I stiger af toget for en byrundtur, et besøg ved diamantminemuseet og ved The Big Hole. The Big Hole er en imponerende diamantmine, og det er verdens største menneskeskabte udgravning. Gennem tiden har den leveret over 2.722 kg diamanter. I dag er udgravningen ikke længere et overdådigt hul spækket med diamanter, men en spændende seværdighed for turister fra hele verden. I området kan man stadig se de originale bygninger fra diamantfeberens storhedstid. På museet kan man også få et indblik i, hvordan hverdagen var i diamantminerne, og man kan lære om processen bag behandlingen af uslebne diamanter.
I rejser videre gennem Karoo. Her vil I opleve hvordan vegetationen langsomt skifter til Great Karoos karakteristiske tørre landskab.
Karoo er et 40.000 km2 stort område, som engang var et kæmpe indlandshav, og det består af Great Karoo og Klein Karoo. I Klein Karoo vil I opleve et anderledes og mere frodigt landskab end i Great Karoo. Især én type planter er talrigt repræsenteret i området, nemlig sukkulenterne der ligger som et tykt tæppe over landskabet, og som er årsagen til at Klein Karoo kaldes ”Sukkulenternes Land”. Undervejs passerer I flere charmerende byer som for eksempel den historiske Beaufort West.
Eftermiddagste serveres i loungevognen eller udsigtsvognen, og middagen serveres i spisevognene.
Dag 3: Matjiesfontein
Morgenmaden serveres i spisevognene ligesom frokosten. Om eftermiddagen bliver der ved Whitehill Siding mulighed for at stå af for en fem kilometers gåtur, sammen med en ansat fra toget, til den historiske landsby Matjiesfontein. Husk komfortable vandresko hvis I ønsker at deltage i vandreturen. Det er også muligt at køre til byen, hvor I kan slentre gennem de gamle gader.
I dag er Matjiesfontein en perfekt bevaret victoriansk stationsby, og man oplever en helt unik stemning, mens man bevæger sig rundt her. Byen, som den kendes i dag, blev grundlagt af James Logan, der kom hertil af helbredsmæssige årsager. Langsomt udvidede han byen mere og mere, og siden har den haft en turbulent og fascinerende historie. Nu er den et utroligt smukt stop på ruten og en betagende seværdighed for turister.
I rejser videre fra Matjiesfontein, og toget ankommer til den første af fire tunneler på dagens strækning. Den første af tunnelerne er 13,5 kilometer lang, og I opfordres til at udvise forsigtighed her, og hvis muligt opholde jer i suiterne eller én af de veloplyste fællesvogne.
Dag 4: Cape Town
Morgenmaden nydes for sidste gang i spisevognene inden toget bevæger sig 750 meter ned ad nedstigningen gennem Hex River Valley, inden toget når til rejsens ende ved perron 24 på Cape Town Station forventeligt kl. 10.00.
Vi er selvfølgelig behjælpelig med at booke videre ophold i Sydafrika som transfer, indkvartering, udflugter m.m. Forhør nærmere.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende og afhængig af periode samt valg af togkupé. Den endelige pris afhænger af prisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider.
OBS! Køres også med start fra Cape Town kl. 16.00 og ankomst til Pretoria kl. 10.00.
Rejsedatoer 2025
Dato | Pris fra | |
1. jan. - 30. sep. |
4 dage 17.700 DKK |
Få tilbud |