Dag 1: København – Kirkenes, Norge
Afgang fra København først på eftermiddagen. I Oslo skiftes til fly til Kirkenes, med ankomst først på aftenen.
Efter landing og hurtigt tjek ud i Kirkenes afhenter vi vores biler og kører en kort tur, direkte til Scandic Hotel i Kirkenes, for sen aftensmad.
Inden vi går til køjs, er der mulighed for en lille gåtur langs havnen for at indsnuse den friske arktiske luft og møde de første fugle.
(Middag inkluderet).
Dag 2: Via Vestre Jakobselv til Vadsø
Efter en god nats søvn står vi tidligt op og nyder den overdådige morgenbuffet, og medtager en frokostpakke til vores tur ud på Varangerøen.
Første destination er Vadsø. Ruten strækker sig over 178 kilometer og tager godt 2 ½ time, hvis der køres non stop.
Undervejs gør vi dog et par ophold for at strække benene og nyde landskabet og fuglene. Bl.a. ved Vestre Jakobselv, hvor vi følger elven og går en tur ud på molen, hvor der er gode chancer for odder og jagende kjover.
Sidst på formiddagen ankommer vi til Vadsø og Scandic Hotel, hvor vi har to overnatninger.
Vadsø Havn er kendt for at huse et stort antal overvintrende Stellersænder, Kongeederfugle og havlitter i vintermånederne. Et fåtal oversomrer som regel. Selve byen er via en bro forbundet med Stora Vadsøya med luftskibsmasten, som var pit stop under Roald Amundsens færd hen over Nordpolen i 1926. Øen er nu et spændende fugleområde med vadefugle langs strandene og odinshøns i Dammen. I den lavvandede bugt syd for selve byen ses flokke af lille kobbersneppe og andre arktiske vadefugle, som især ved højvande byder på fine fotomuligheder. Vi bruger eftermiddagen og aftenen på øen og i nærområdet.
(Morgenmad og frokost inkluderet).
Dag 3: Fotosafari til Ekkerøy Fuglefjeld
Vadsø er vores udgangspunkt for fotosafarien til Ekkerøy Fuglefjeld med tusindevis af ynglende rider og bl.a. rødstrubet piber i det omgivende terræn.
Efter blot 15 minutter i bil er vi fremme på øen og bruger formiddagen til at nyde trækket af fiskende rider til og fra fuglefjeldet, og til at gå en tur op på fjeldet og det bagvedliggende lavland med smådamme med odinshøns og vadefugle langs stranden. Er vi rigtig heldige vil jagtfalken suse fordi og skræmme fjeldets beboere på vingerne.
Efter indtagelse af frokosten tager vi på off roadkørsel ind i Komagværdalen for at komme på ”skudhold” af lille kjove, almindelig kjove, lapværling, havterne, hjejle, stor præstekrave, brushane og forhåbentlig lille kobbersneppe.
Hjemme igen, og mens vi nyder aftensmaden på et lokalt spisested (ej inkluderet) og fordøjer dagens foreløbige oplevelser, beslutter vi om vejret byder op til individuel fotografering eller endnu en fællestur til fuglefjeldet i midnatssol.
(Morgenmad og frokost inkluderet).
Dag 4: Vardø og tur på højfjeldet
Vi forlader Vadsø med kurs mod Vardø, en strækning på 74 kilometer og godt halvanden times kørsel. Vi gør selvfølgelig flere stop undervejs og nyder frokosten i det fri. Bl.a. ved Skallelv og Komagvær, hvor vi tjekker fuglelivet ved elvmundingerne. Ved Domen viewpoint på højfjeldet nær Kiberg går vi en tur for at opsøge heldet med hensyn til snespurv, bjerglærke og polarræv.
I løbet af eftermiddagen krydser vi den undersøiske tunnel til Vardø, som er vores base de næste tre dage. Resten af dagen bruger vi til fods, i det der med rette kan kaldes ”udkants Norge”.
Byen omkring Vardø Havn er kun en skygge af sig selv. De mange faldefærdige huse vidner om fordums storhedstid, før de store industritrawlere smadrede fiskeriet for den lille mand. Alligevel har byen sin særegne pittoreske charme. Riden er byens karakterfugl med en rede og et larmende ynglepar på næsten alle gesimser og vindueskarme på de gamle træbygninger omkring havnen.
Er vi heldige kan der ligge rastende/oversomrende hvidnæbbet lom i øens bugter og måske sker underet, at den nærmest sagnomspundne Rosenmåge, som yngler langs Sibiriens ishavskyst, slår et vingeslag forbi.
(Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet).
Dag 5: Hornøya naturreservat - fuglefjeld
Hornøya naturreservat - fuglefjeld og Norges østligste punkt med udsigt til Rusland. Hornøya er den arktiske juvel i Varangers krone af spektakulære fuglelokaliteter. Indtrykket af titusindvis af fugle i luften, når havørnen eller jagtfalken skaber panik på redehylderne er overvældende og spektakulær.
Mellem lomvierne på de smalle hylder spotter vi de ynglende polarlomvier, en højarktisk art, som her har et af sine eneste ynglesteder på det europæiske kontinent. Der er fugleskrig og larm overalt, og fugle non stop i luften langs klipperne. For flugtfoto-entusiasterne er det bare at vælge et spot og trykke løs. Husk plads på kortet og ekstra batterier.
Lomvier, alke og topskarv yngler på begge side af den smalle sti op til øens fyrtårn, og til kolonierne af lunder, som bor på græstørven nær klippekanten. Mange af motiverne kan studeres uden kikkert og fotograferes med mobilkamera.
Vi tager den lille færge fra Vardø Havn om formiddagen klokken 09.00. Sejltiden er 15 minutter. Sidste afgang retur fra øen er 17.15.
Mulighed for aften- og nattur til fastlandet nær Svartnes på fotojagt efter lommer, kjover og ænder i tundraens vandhuller.
(Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet).
Dag 6: Udflugt til ”Verdens Ende”
Dagsudflugt til Hamningsberg – ”Verdens ende”.
Tur/retur godt 100 kilometer.
Ved Persfjord skanner vi elvdeltaet for fotomuligheder af arktiske vadefugle, og hvis vejret er med os, traver vi en tur ind på den flade tundra bag fjorden og kikker efter kjover, fjeldvåge, mosehornugle og småfugle.
I Sandfjord kører vi fem kilometer op langs elven, så langt grusvejen rækker, og traver en tur op på højfjeldet i varangerhalvøens Nationalpark på fotojagt efter bjerglærke og pomeransfugl. Stormyrvatnet på plateauet byder måske på ænder, odinshøns og lommer.
I selv Sandfjordsdeltaet tager vi en kratluskertur efter sjagger, vindrossel, blåhals, hvidsisken og stor skallesluger. På stranden ved elvmundingen er vi måske heldige med vadefugle, gråmåge og hvidvinget måge.
Tilbage på landevejen mod Hamningsberg kører vi igennem et brutalt fjeldlandskab som Tolkien ikke kunne have tænkt bedre. Har du blot en smule fantasi er både orker og hobitter på spring i klippespaltene.
Hamningsberg er et kendt træksted, hvor vi fra fugleskjulet spotter efter havfugle som trækkende kjover, hvidnæbbet lom, mallemuk og fiskende pukkelhvaler. I det lave krat i Hamningsberg lusker vi efter hvidsisken og rødstrubet piber. I Skjåvika – bugten bag byen – skal vi ned på maven og fotografere dværgryle og stenvende, hvis der er læ.
Har vi tid, kører vi halvvejs op på den nærliggende Hardbakke, og traver videre op på højfjeldet efter snespurv, almindelig ryle, bjergand, hjejle og andre højfjeldsfugle.
Aftenhygge på hotellet og evaluering af turens foreløbige oplevelse og planlægning af den følgende dag.
(Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet).
Dag 7: Retur mod Kirkenes – flere fjelde
Efter tre oplevelsesrige døgn på og omkring Vardø forlader vi hotellet efter morgenmaden og sætter kurs mod Kirkenes. Med udgangspunkt i deltagernes ønsker stopper vi eventuelt for fotomuligheder på kendte og nye lokaliteter på tilbagevejen. Alternativt, og hvis det anspændte politiske klima mellem Norge og Rusland tillader det, har vi ved ankomst til Kirkenes mulighed for at køre en to-timers tur/retur til mundingen af Grense Jakobselv, som på det sidste stræk danner grænse mellem Norge og Rusland.
Undervejs skal vi ud at stå på Norges ældste grundfjeld og langs vejen passerer vi et brat fjeldmassiv, hvor der er chance og fotomulighed for ynglende jagtfalk. Uanset om vi er heldige med fuglene eller ej er det en forunderlig oplevelse at stå på den norske side af elvmundingens udløb i Barentshavet og kikke over på Rusland et stenkast væk, med militære observationsposter og rusten pigtråd som værn mod de kapitalistiske vesterlændinge.
(Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet)
Dag 8: Hjemrejse
Efter en god nattesøvn og dejlig morgenmad på hotellet er det tid til at tage afsked med Varangen og køre mod lufthavnen i Kirkenes. Vores fly letter ved middagstid og efter flyskift i Oslo lander vi i København sidst på eftermiddagen med masser af gode oplevelser i rygsækken.
(Morgenmad inkluderet).
Bemærk:
Program – dag for dag.
Bemærk, at dagsprogrammet har indlagt elastik i forhold til vejr og vind, deltagernes ønsker og til de overraskelser turen vil servere. Lars Gejl holder sig opdateret på vejrforhold, tidevand og ikke mindst observationer gjort af andre fuglekikkere og fotografer i området, så vi i fællesskab kan planlægge spændende små-afvigelser.
Bemærk:
Turen gennemføres med minimum 7 gæster og der vil maksimalt være 14 gæster med på rejsen.
Prisen er per person i delt dobbeltværelse.
Der tages forbehold for ændring af flyrute, afgangstider og indkvarteringssteder.
Rejsedatoer 2026
Dato | Pris fra | |
14. jun. - 21. jun. |
8 dage 26.900 DKK |
Book nu |