Karen Blixen Camp Trust og Englunds Fond bag stort fælles projekt i Mara North Conservancy

Den 23.05.2019

Mara North Conservancy Dog project

Fem veterinærstuderende fra Københavns Universitet og to fra Tuffts University, USA, er netop taget af sted fra Karen Blixen Camp i Mara North Conservancy, Kenya. Sammen med tre veterinary interns fra Nairobi Universitet har de deltaget i MNC Dog Project, et projekt finansieret af Karen Blixen Camp Trust og Englunds Fond, og med lektor Rikke Langebæk, Institut for Klinisk Veterinærmedicin, KU, som projektleder. Projektets overordnede mål er at begrænse antallet af tamhunde i Masai Mara økosystemet, og hindre spredning af sygdomme fra tamhunde til den vilde fauna gennem vaccinationer og ormebehandling. Endelig er det et mål at øge den lokale forståelse for værdien i at have få, sunde hunde, i stedet for mange underernærede, parasitbefængte hunde, som konstant får hvalpe.

Projektets otte dages workshop var fantastisk vellykkede. Med hjælp fra Dr. Gabriel Turasha fra VetAid organisationen og den lokale dyrlæge James Leyian Nayetuni var der på forhånd lavet aftaler med en række hundeejere, som gerne ville have deres hunde neutraliseret. Men helt enkelt blev det ikke, for masai-hundene er ikke ligefrem kæledyr, og ofte tog det James op til timer fange hundene til dagens operationer.

Selve ’klinikken’ var en film værdig. Dr. Turasha havde lejet en relativt stor bygning i udkanten af Mararienda by: Elephantee Bar and Restaurant! En dejlig luftig bygning, malet indvendigt i skriggrøn og blå og med et ramponeret poolbord i midten af det store lokale. I husets ene ende var der et fint luftigt rum hvor vi indrettede operationslokale, og bag poolbordet var der tre mindre rum med senge og myggenet, velegnede til hundenes postoperative opvågning. Overalt i huset hang der reklamer for diverse former for alkohol, så det var jo ikke ligefrem en ’klinik’ vi befandt os i – men det blev det på magisk vis. I fællesskab gik vi i gang med at indrette lokalerne: skrøbelige borde blev med forhåndenværende materialer sikret fra at falde sammen, der blev udtænkt måder at sterilisere instrumenter og tamponer på, operationsborde blev konstrueret i den rette højde, scrub-in område og anæstesi-station blev oprettet, og endelig fik vi indrettet det stærkt nødvendige ’lounge-område’ med de tilstedeværende fyldige sofaer.

Det var så fantastisk at se hvordan alle deltog og medvirkede til at skabe denne klinik. For det endte virkelig med at være et helt lille hospital, inklusiv laboratorie. Og de studerende selv udviklede allerede i løbet af første dag et anæstesiskema, en metode til at lave et ’ear-notch’, en manual for sterilisation af instrumenter, osv. Så de skabte løsninger og udfyldte de huller som de selv havde behov for at udfylde, og som vi andre ikke på forhånd kunne have forudset ville opstå. Så alle fik denne fine følelse af ejerskab.

Forløbet for en patient (hund) var som udgangspunkt at James kørte pick-up truck’en ud til et homestead og hentede hunde efter aftale. Hundene blev iført mundkurve og transporteret til ’klinikken’, hvor de blev vejet og injiceret med Medetomidin og Ketamin, for derefter at falde i søvn i ét af de små baglokaler. Først når hunden sov udførte to studerende en klinisk undersøgelse, da disse hunde slet ikke er vant til at blive håndteret, og enhver manipulation med dem ville have gjort dem unødigt stressede. Efter den kliniske undersøgelse og med hunden liggende på et pap-stykke på gulvet, blev operationsfeltet klargjort og hunden derefter båret ind i operationsrummet. Her stod to plastic-haveborde på vakkelvorne ben – de var blevet forlænget på interimistisk vis for at få en passende arbejdshøjde – og en let brise susede kølende ind gennem det tætte net, som dækkede vinduesåbningerne. Hunden blev placeret på bordet, støttet af to skumgummi-blokke, udskåret af en madras vi fandt i ét af soverummene. Én studerende havde ansvaret for anæstesien af hunden, mens to andre foretog selve operationen. Fra Kruuse A/S og Johnson & Johnson havde vi fået doneret diverse utensilier, som bidrog til at operationerne kunne udføres på et efter omstændighederne højt niveau. Som regel var der to operationer i gang samtidig – enten kastrationer af hanhunde eller neutralisationer af tæver. Selvom kastrationsproceduren anses for relativt simpel, så blev de studerende mødt af udfordringer, da ikke havde set før. For mange af hanhundene havde ar efter bidsår på scrotum, hvilket gjorde, at de studerende pludselig skulle tænke kreativt og selv finde ud af hvordan de enkelte tilfælde skulle løses.

Ved afslutning af operationen blev der lavet et ’ear-notch’ så hunden kunne identificeres efterfølgende, og der blev taget blod-, fæces- og slimhindeprøver. Til sidst blev hunden lagt ind i et rum til opvågning iført et fint nyt halsbånd.

I løbet af fem dage nåede vi at kastrere/neutralisere 31 hunde (han og hun) – vi ville sagtens have kunnet nå flere, hvis det havde været nemmere at få fat i hundene, så det skal tænkes lidt anderledes til næste gang. Samtidig med aktiviteterne i klinikken var der to studerende, som kørte ud med Mr. Inderjiit (VetAid) til bostederne og vaccinerede hunde (108 i alt) – besøg som virkelig var en eye-opener for de danske og amerikanske studerende.

Visse dage arbejdede vi til sent om aftenen og måtte operere i lyset fra pandelamper – så vi var trætte men meget glade hver dag, når vi gik i seng i teltene i KBC.

Nogle af de gennemgående ord, som er dukket op i løbet af ugen er: magisk; meget større end bare kirurgi; teamwork; skabe noget sammen; gøre noget som har større betydning end bare min egen udvikling; kulturelt møde; …og meget, meget mere!
Gabriel Turasha sagde på den afsluttende dag:
“I’m normally not a lazy person, but I was sitting there in the clinic watching all the efficiency and the very competent girls, and I was so impressed. If I had had this kind of experience when I was a young vet, my life would have been completely different. So, Amos, Simel and Matthew (de kenyanske detagere), I hope you realize what an exceptional opportunity this has been for you and that you will continue to learn and to grow as you have done this week!”

Flottere ord kunne man jo ikke ønske sig! Det var virkelig også en helt fantastisk oplevelse. Vi endte med at have et team, hvor hver eneste person – uanset nationalitet eller uddannelse – havde en vigtig rolle. Ingen kunne undværes.

Vi føler alle, at disse dage har været en fuldstændig succes, også selvom vi selvfølgelig gerne ville have opereret endnu flere hunde. Men det allervigtigste er i virkeligheden, at der på den sidste dag var folk som kom op til klinikken og bad os om også at operere deres hunde – vi har nu over 60 hunde stående på venteliste! Og det ser vi som noget meget betydningsfuldt i det store billede: at lokalbefolkningen pludselig ser den positive betydning af det projektet gør, og at de har tillid til os.

Mararienda og MNC Dog Project har potentialet til at blive et forbillede for andre byer/områder, hvor man ønsker en harmonisk balance mellem lokalbefolkninger, deres husdyr og den natur vi alle ønsker at beskytte.

Deltagende dyrlæger:
Dr. Stephen deVincent, Tuffts University, chair of Karen Blixen Camp Trust
Dr. Therese Hård, Borås Djurpark
Dr. Gabriel Turasha, VetAid Kenya
Dr. James Leyian Nayetuni
Dr. Esther Simash, Nairobi University
Dr. Topirian Kerempe, Kenya Wildlife Service
Associate Professor Rikke Langebæk, Copenhagen University, Project leader