Dag 1: På vej til Kenya
I flyver fra f.eks. København med Qatar Airways via Doha mod Kenya sidst på eftermiddagen. Forhør nærmere for afrejse fra Billund eller Aalborg. Mad og drikke er inkluderet på de oversøiske strækninger. Ombord på flyvningen er der også gratis underholdningssystem, der tilbyder biograffilm, musik og anden underholdning.
Dag 2: Kenya hovedstad Nairobi
Ankomst til Kenyas hovedstad Nairobi om morgenen, hvor en repræsentant fra Africa Tours byder velkommen i lufthavnen og kører jer til den lille stemningsfulde lodge, Karen Blixen Coffee Garden Restaurant and Cottages. Lodgen ligger i behagelig køreafstand fra lufthavnen.
Der bliver mulighed for lige at friske sig op og evt. tjekke ind. Herefter starter oplevelserne, når I sammen med jeres chauffør kører det korte stykke til elefantbørnehjemmet, The David Sheldrick Wildlife Trust, der dagligt er åbent for publikum mellem kl. 11.00 og kl. 12.00.
Mange kender stedet fra film og TV. Et dejligt sted, der bl.a. hjælper forældreløse elefanter og næsehornsunger. Her opfostres de og hjælpes tilbage til naturen igen. I denne time ses de små elefantunger på slap line sammen med deres dyrepassere.
OBS! Der er ikke mulighed for at røre elefanterne.
Fra elefantbjørnehjemmet køres retur til Karen Blixen Coffee Garden, hvor frokosten nydes i restauranten i smukke omgivelser i den frodige have.
Efter frokost går I den korte vej (der er også mulighed for at blive kørt) til Karen Blixens Farm (museum). For mange danskere er det et stort ønske at opleve den store, danske forfatterindes hjem i Kenya, og atmosfæren fra dengang. Mange af værelserne står endnu, som da Karen Blixen levede på stedet. Samtidigt ses også flere giner med noget af den beklædning som Robert Redford og Meryl Streep havde på i forbindelse med storfilmen og klassikeren ”Out Of Africa”.
Der bliver også tid til at aflægge et besøg hos Kazuri, der fremstiller de verdensberømte halskæder og armbånd af keramikperler. Perlerne produceres i hånden og er af fremragende kvalitet. Man følger perlens gang fra den starter som en klump ler til den ender i butikken, hvor der er mulighed for at købe de smukke perlekæder og armbånd til en favorabel pris.
Overnatning for én nat med morgenmad.
Dag 3: Karen Blixen Camp og Mara
Morgenmaden nydes på hotellet inden I afhentes og køres til den lille, lokale lufthavn Wilson, hvor jeres fly til savannen venter jer.
Flyveturen er behagelig, og I får set savannen fra oven - en stor og betagende oplevelse. I lander på en lille air-strip på savannen og kører i åbne safaribiler til Karen Blixen Camp, jeres indkvartering for de næste dage. Stedet er aldeles fantastisk og fra campen er der direkte udsigt til Mara floden. Betagende, vildt og helt utroligt at kunne nyde dyrene, der tiltrækkes af det livgivende vand blot relativt få meter fra verandaen.
Campen, der består af 22 yderst rummelige og luksusprægede kanvastelte, er en af de mest charmerende og stemningsfulde camps i Kenya, og man har på Karen Blixen Camp virkelig formået at kombinere atmosfære fra en svunden tid med høj komfort og alt, hvad den moderne turist forventer.
Indkvartering for tre nætter.
Dag 4: Safari i åbne safaribiler, sundowner og aftensafari - en vild oplevelse!
Mara North er et godt 300 km2 stort privatejet reservat, der ligger i åben forbindelse til Masai Mara, der er godt 1.500 km2 stort, og er hjemsted for en ufattelig mængde dyr.
I kører på safari morgen og aften i campens egne åbne safaribiler, og på jeres safaridage kommer I til at opleve såvel små som store rovdyr, græsædere og masser af fugle.
Tilbage fra jeres morgensafari er der tid til at nyde den varme tid midt på dagen i campen med en god frokost, en svømmetur i poolen eller blot sidde og nyde dyrene, der trækker til Mara floden for at slukke deres tørst.
Karen Blixen Camp er en øko-camp. Det er muligt at få en rundvisning i campen, hvor der er lavet en lang række tiltag for at være så miljøvenlige som muligt. Der er opsat et stort solpanel, der giver strøm til campen. Dertil er der installeret diverse systemer, der gør, at strøm- og vandforbruget er minimalt.
Sidst på eftermiddagen i dagens sidste lyse timer venter en sundowner. I nyder en drink med udsigt over savannen og oplever formentlig en af Afrikas smukke solnedgange.
Herefter er det mørkt og I fortsætter sammen med jeres safariguide ud på et såkaldt night game drive. Mørket er faldet på og temperaturen sænker sig - det er her rovdyrene vågner op og er aktive. Den autentiske Afrika oplevelse forstærkes yderligere, når lydene fra savannen høres i mørket.
Tilbage på Karen Blixen Camp venter personalet med en dejlig, veltilberedt middag.
Dag 5: Bush breakfast og mere safari
Endnu en dag på savannen og dermed endnu flere oplevelser venter jer. Som vanlig kører I tidligt ud. Ligesom I aftenen forinden så solen gå ned, er I nu tidligt ude og nyder solen stå op. Efter jeres morgensafari serveres bush breakfast. En vidunderlig oplevelse, at sidde på savannen og få serveret sin morgenmad med udsigt over den storslåede savanne eller floden.
Mara er en del af det gigantiske Serengeti-økosystem, hvor nationalparken Serengeti ligger syd for Masai Mara og dermed i Tanzania. I Mara finder man de store kattedyr. Særligt er leoparder, geparder og løver rigtig godt repræsenteret. Derudover ses bøfler, flodheste, giraffer, zebraer, krokodiller, aber, elefanter, ja mange af de så kendte ”Afrika-dyr”. Og oplevelserne er tæt på og i et antal, man næsten ikke begriber. Husk derfor masser af hukommelseskort til kameraet og videokameraet.
Mara er også masaifolket, og det er naturligvis også muligt at besøge en masailandsby i forbindelse med jeres ophold i reservatet. Besøget i en masailandsby er både et besøg hos en helt, helt anden kultur end jeres egen, og også muligheden for at købe spændende souvenirs med hjem.
Under hele jeres ophold ser I til at udnytte dagene bedst muligt, så I får de bedste minder med hjem.
Ønskes en tur i en luftballon, er Mara vel nok et af de mest spændende steder for dette overhovedet. Ballonsafari kan bestilles såvel hjemmefra som på campen. Vi anbefaler at booke hjemmefra, da der er et begrænset antal pladser. Der er også mulighed for tilkøb af en bushdinner, der nydes under åben himmel. Forhør nærmere.
Dag 6: Mara North - Det Indiske Ocean
I siger farvel til Karen Blixen Camp, Mara og safari i verdensklasse, inden I i små fly flyver fra den dyrerige savanne til Malindi ved kysten. Der sættes passagerer af i Ukunda og Mombasa, såfremt der er nogle booket. Der skal være minimum 4 booket for at fortsætte til Malindi ellers flyver I til Mombasa og køres til Malindi. En køretur på ca. 2,5 time. Der køres ad god vej gennem landbrugsland og landskaber med smukke baobabtræer.
Flyet afgår om eftermiddagen, så I har tid til et morgen game drive, morgenmad og frokost, inden I flyver mod Det Indiske Ocean. Transfer fra Malindi lufthavn til hotellet.
Indkvartering for 5 nætter med all-inklusive på Malindi Dream Garden. Som hotellets navn indikerer, så er Malindi Dream Garden et lille paradis. Et virkelig fint boutique hotel placeret i en skøn have. Går man gennem haven, ender man ved den fineste palmedækkede sandstrand direkte ved det varme og indbydende Indiske Ocean.
Dag 7-10: Strand, sand og vand - her er Det Indiske Ocean
Et ophold ved kysten er for mange en naturlig forlængelse til store safarioplevelser inde i landet. At lade de mange indtryk fra safarien sætte sig og slappe af i eget tempo. Og med dette for øje, så indbyder Det Indiske Ocean med sine godt 28 grader dejligt varme vand og smukke hvide strande til dette.
Tilbage i 1968 blev havet ved Watamu og Malindi oprettet som Kenyas første havparker og anslåes for at være det bedste sted at dykke i Kenya med smukke koraller og farvestrålende fisk.
Området byder også på masser af muligheder for vandsport, som windsurfing og kajak, paddleboarding og dybhavsfiskeri for blot at nævne nogle af de mange muligheder.
Dag 11+12: Out of Africa - Danmark kalder
En stor, mindefuld og dejlig ferie er forbi, og det er tid til at sige farvel til Kenya. I checker ud fra jeres hotel i løbet af formiddagen, hvor I også afhentes og køres til Mombasa Lufthavn, hvor I sidst på eftermiddagen flyver via f.eks. Doha med ankomst i Danmark tidligt næste morgen med mange oplevelser og minder i bagagen.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder. Længden på rejsen påvirker også prisen. Ligeledes vil årstiden have betydning for den endelige pris.
Det er også muligt at flyve hjem efter safarien, hvis man ikke ønsker badeferie, ligesom indkvarteringen ved Kenyakysten kan ændres. Vi udarbejder gerne et detaljeret tilbud.