Dag 1: Afrejse fra Danmark
Om eftermiddagen flyves der fra Danmark mod Kenya og Nairobi med flyskifte i Doha undervejs. På begge flystrækninger serveres der gratis måltider og drikkevarer. Skærmene på flyenes stolerygge byder bl.a. på et stort udvalg af film og spil.
Dag 2: Ankomst til Nairobi og kørsel til Amboseli for eftermiddagsgåtur
Ved ankomsten til Nairobi om morgenen venter turens rejseleder samt jeres safaribiler og chauffører ved udgangen fra lufthavnsbygningen. Når I er blevet taget godt imod, køres ud af den travle millionby med retning mod sydøst og Amboseli nationalparken.
Denne ligger på grænsen til Tanzania for foden af berømte Kilimanjaro, der med sine næsten 6 km er Afrikas højeste bjerg. Vi holder selvfølgelig en pause undervejs, hvor der er mulighed for toiletbesøg og at købe en kop te, kaffe eller noget koldt at drikke, samt evt. en snack eller noget frugt.
Vi er fremme til frokost på vores hjem for de næste par dage, skønne Kilima Safari Camp. Den ligger midt på savannen på kanten af nationalparken og tæt ved grænsen til Tanzania, så der er mulighed for en spektakulær udsigt til ”Afrikas Tag” – Kilimanjaro – lige på den anden side af grænsen. Måske er vi allerede under frokosten heldige at se de første store dyr, da vandhullet foran campen ofte besøges af disse i de lune eftermiddagstimer. Omkring campen findes desuden et rigt fugleliv, så det er et fantastisk stemningsfuldt sted at starte vores safari i Kenya.
Efter indkvartering i de rummelige og yderst komfortable telte med eget bad og toilet, er der tid til et hvil, før vi går en tur i campens smukke natur, hvor der udover mange fugle også ses enkelte større (ufarlige) dyr. Undervejs på gåturen kommer vi tæt på et vandhul, der ligger udenfor campens hegn, hvor vi kan være heldige at se f.eks. drikkende elefanter.
Kort før solnedgang vender vi tilbage til campens hovedbygning, hvor der er mulighed for at tage en ”Sundowner”, der, hvis vejret tillader det, kan nydes med udsigt til Kilimanjaros isklædte top. Herefter er der tid til en tur i teltene inden aftensmaden serveres og der overnattes til den stemningsfulde lyd af eksotiske dyr, der let høres gennem teltenes kanvas – og med lidt held bl.a. med løvebrøl i baggrunden.
Dag 3: Morgen- og eftermiddagssafari i Amboseli nationalparken
Vi spiser tidlig morgenmad og skal på turens første safarikøretur i Amboseli, et såkaldt game drive, for at søge efter nogle af de klassiske Afrika-dyr.
Især om morgenen er der gode muligheder for at se smukke Kilimanjaro, og med lidt held med nogle giraffer eller elefanter - som her er mange af - i forgrunden. Vi kører en lang tur i parken til ud på formiddagen på den flade græssavanne omgivet af spredte og smukke fladkronede akacietræer, så vi kan nå langt omkring.
Omtrent midt i parken er der store sumpområder og flere åbne vandflader, hvor den største koncentration af dyr normalt findes.
Amboseli er især kendt for de mange og ofte store flokke af elefanter samt enkelte hanner med meget store stødtænder, kaldet ”tuskere”. Fuglelivet er også utrolig rigt med bl.a. mange rovfugle, hejrer, storke samt i perioder masser af flamingoer, men også mange farvestrålende småfugle.
Bøfler, zebraer, gnuer samt flere arter gazeller og antiloper ses ofte, og med lidt held også løver og geparder.
Vi vender retur til campen til en dejlig frokost, mens der i de varmeste timer midt på eftermiddagen holdes hvil, hvor der bl.a. er mulighed for at nyde en svalende dukkert i swimmingpoolen.
Ud på eftermiddagen og frem til solnedgang kører vi på endnu et game drive i Amboseli, hvor der især i den ende af parken vi bor, er gode muligheder for at se mange elefanter, der vender tilbage til Kilimanjaros skovklædte nordskråninger, efter at have tilbragt dagen med at spise, drikke og bade på parkens græsklædte savanne og i de frodige sumpe.
Endnu en overnatning på Kilima Safari Camp med alle måltider inkluderet.
Dag 4: Til Aberdare nationalparken for ophold ved dyrerigt vandhul
Vi spiser tidlig morgenmad og tager afsted på dagens lange men oplevelsesrige rute. Vi kører mod nord tilbage til Nairobi, men på den første del af turen er der stadig mulighed for at se dyr langs vejen, indtil vi rammer den store hovedvej.
Retur i Nairobi skal vi spise en lækker frokost på det dejlige hotel Ole Sereni, der ligger med en skøn udsigt over savannen i Nairobi nationalparken med mulighed for igen at se dyr.
Efter frokosten sætter vi kursen yderligere mod nord, og når vi har lagt den travle millionby bag os, overtages omgivelserne af produktivt landbrugsland, hvor der bl.a. dyrkes ananas, kaffe og te.
Ud på eftermiddagen ankommer vi til Kenyas frodige højland og Aberdare nationalpark. Et kort stykke vej inde i parken når vi dagens mål, den nyrenoverede historiske Treetops Lodge, hvor vi skal overnatte.
Lodgen ligger direkte ned til et permanent vandhul, der om aftenen og natten er oplyst. Dette besøges dagligt af elefanter, bøfler, hyæner og flere arter af antiloper og vildsvin, som man kan se fra såvel udendørs som indendørs observationsdæk – evt. mens man nyder en kop kaffe, en kold øl eller et glas vin. Med mellemrum ses sågar leopard og næsehorn ved vandhullet.
Overnatning på Treetops Lodge inkl. aftens- og morgenmad.
Dag 5: Til Samburu og Buffalo Springs reservaterne for eftermiddagssafari
Omkring solopgang er der lidt tid til at se, om der er aktivitet ved vandhullet, før vi spiser morgenmad. Herefter kører vi mod nord til de tørre og vilde, men også meget smukke reservater Samburu og Buffalo Springs.
Undervejs kører vi rundt om Afrikas næsthøjeste bjerg - Mt. Kenya - og senere passerer vi den travle by Isiolo, der er et spraglet mødested for et væld af stammer og religioner, og den sidste større by på vej ind i det ret øde nordlige Kenya.
Vi er fremme til frokost på Ashnil Samburu Camp. Den ligger med perfekt placering direkte ned til Ewaso Ngiro flodens (den brune flods) sydside, og dermed i Buffalo Springs reservatet trods campens navn. Efter frokost bliver vi installeret i vores komfortable og spektakulære ottekantede telte, der rummer en særskilt afdeling for hhv. toilet og bad, samt en terrasse med vidunderlig udsigt over naturen og floden.
Der er tid til et hvil i de dejlige omgivelser, og måske en tur i swimmingpoolen lokker her i det varme nordlige Kenya, inden eftermiddagens game drive.
Dagens sidste 2-3 lyse timer tilbringer vi på game drive i den vidunderlige natur, hvor Buffalo Springs og de to naboreservater, Samburu og Shaba, danner et enestående smukt safariområde på ca. 850 km2.
Reservaterne byder ikke blot på varierede naturscenerier, men også på en rigdom af dyr og fugle, der er ganske unik. Vi kører primært langs områdets livsnerve - Ewaso Ngiro floden - der altid tiltrækker store mængder af vildt. Den smukke jæger, leoparden, er normalt en sjælden gæst på safari, men her i disse omgivelser ses den relativt hyppigt i træerne ved floden, hvor dens bytte ofte kommer for at drikke. Foruden mange flokke af elefanter, er der også fine muligheder for at opleve geparder og løver.
Vi returnerer til campen omkring solnedgang i god tid før aftensmaden, og har måske allerede set en pæn del af den artsrige naturs store dyr og rige fugleliv.
To overnatninger på Ashnil Samburu Camp med fuldpension.
Dag 6: Hel dag i Samburu og Buffalo Springs med morgen- og eftermiddagssafari
Dagen byder på to dejlige safariture. Den første om morgenen/formiddagen og den sidste ud på eftermiddagen.
Vi kører både i Samburu og Buffalo Springs reservaterne, hvor der er god tid til dejlige game drives og mulighed for at komme godt rundt og nyde den helt enestående natur, der for altid vil stå klart blandt jeres minder fra Kenya. Dagens store oplevelse kan komme, når I mindst venter det, så hold øjnene godt åbne.
I området findes fem dyrearter - ”Samburu Big Five” - som primært kan opleves i det nordlige Kenya. Netgiraffen med sine meget flotte karamelfarvede aftegninger, den graciøse langhalsede gerenuk (giraf-gazelle), der ofte spiser stående på bagbenene, den sjældne smalstribede Grevy's zebra, hvis striber ikke går ned om maven, Oryx-antilopen, som mange forbinder med det tørre Namibia, samt Somalistrudsen med de blålige ben.
Efter mørkets frembrud er der tid til hygge i campen, måske med en ”sundowner” i bålets skær før aftensmaden, og når vi er gået til ro i de dejlige telte, skal vi huske at nyde de mange spændende lyde savannen kan byde på.
Dag 7: Via besøg ved Thomson´s Falls til Lake Nakuru nationalparken for safari
Vi spiser tidlig morgenmad og kører ud af reservatet med den sidste mulighed for at se nogle af det tørre nordlige Kenyas helt specielle dyr.
Efter 4-5 timers kørsel - afhængig af om vi ser noget spændende på vej ud af reservatet - ankommer vi til byen Nyahururu, der tidligere blev kaldt Thomson´s Falls efter de nærliggende vandfald.
Her skal vi spise frokost på en hyggelig restaurant, og hvis tiden tillader det, kan vi, mod en mindre betaling, tage en kort guidet gåtur ned til vandfaldene.
Fra Nyahururu, der regnes for at være den højest beliggende af Kenyas større byer, går turen ned fra højlandet til bunden af den spektakulære Rift Valley og den smukke sø, Lake Nakuru, med dens omgivende nationalpark.
Vel inde i parken kører vi på eftermiddags game drive rundt om søen, hvorunder der især skal holdes øje med såvel det store hvide/bredsnudede næsehorn som det mindre sorte/spidssnudede næsehorn, der begge har en god bestand her.
Der er også mulighed for at se mange andre dyr, bl.a. en sjælden art af giraf og masser af smukke fugle som f.eks. pelikaner og flamingoer, inden vi kort før solnedgang ankommer til vores højt beliggende lodge – i tide til at nyde den helt fantastiske udsigt over søen.
Overnatning på Nakuru Sopa Lodge med alle måltider inkluderet.
Dag 8: Morgensafari ved Lake Nakuru og til Masai Mara for eftermiddagssafari
Vi spiser tidlig morgenmad og har tid til et game drive på vej ud af Lake Nakuru nationalparken. Herfra kører vi mod Masai Mara, og undervejs finder vi et hyggeligt sted, hvor vi spiser picnic frokost. Køreturen i sig selv er betagende og vi oplever virkelig en stor variation i landskabet, når vi kører fra Rift Valleys kuperede terræn med flere større byer og ud på den flade savanne med små landsbyer, hvor de farvestrålende masaier lever.
Om eftermiddagen kører vi på vores første game drive i Masai Mara på vej ind i reservatet. Ingen ved, hvem der byder velkommen på dagen. Er det løverne, girafferne, zebraerne, bøflerne eller mon elefanterne, vi først får øje på?
Vi er fremme på Mara Fig Tree Camp sidst på eftermiddagen. Her indkvarteres vi for to nætter i store dejlige telte med eget bad/toilet, hvor lydene fra savannen høres, når mørket falder på og giver en meget autentisk Afrika-oplevelse.
Alle måltider er inkluderet under de to dages ophold på Fig Tree Camp.
Dag 9: Hel dag i Masai Mara med morgen- og eftermiddagssafari
Vi har hele dagen for os i store og naturskønne Masai Mara. I de tidlige og relativt kølige morgentimer samt ud på de sene eftermiddagstimer, når solen igen begynder at stå lavt, skal vi på safari i reservatet i vores terrængående biler.
De lyseste og varmeste timer tilbringer vi på vores camp, hvor der bl.a. er god tid til at slappe af, spise en dejlig morgenmad og et skønt frokostmåltid, nyde det rige fugleliv i naturen langs Talek-floden samt evt. en svømmetur i swimmingpoolen.
Naturfotografer fra hele verden rejser til Masai Maras savanne for at filme dyr – og med god grund - da de ses overalt i massevis. En ting er sikkert, dagene kommer til at byde på rigtig mange dyr, og naturligvis har vores chauffører åbnet tagvinduet, så vi har en rigtig god mulighed for at se dyrene.
På kryds og tværs gennem det godt 1.500 kvadratkilometer store reservat bugter floderne sig. Her søger dyrene naturligt hen for at drikke, og der er oftest rigtig gode muligheder for fantastiske billeder. Ved floderne ses masser af flodheste og her ligger krokodillerne desuden på lur, og forsøger et eller flere dyr at krydse floden, er dramaet i gang.
I Masai Mara finder man også den største koncentration af løver i Kenya, ligesom både leoparder og geparder er rigtig flot repræsenteret. Derudover også bøfler, næsehorn og elefanter. På Masai Maras sletter kommer vi også til at hilse på flokke af gnuer, zebraer, giraffer, antiloper og gazeller samt et stort og varieret fugleliv. Faktisk er der registreret mere end 450 forskellige fuglearter i Masai Mara, hvoraf de 53 arter er rovfugle, der alle stortrives.
Savannen er næsten flad som en græsmark i Danmark, og at se solen gå ned over savannen i Masai Mara efter en flot dag med masser af dyr og smuk natur, er en stor oplevelse. Helt stille forsvinder solen, og pludselig er det bælgravende mørkt. Som med et fingerknips slukkes lyset, og dagen er ved at være forbi. De næste tolv timer er rovdyrenes. Dagen igennem har de samlet kræfter til nattens jagter, og naturens gang er nu alvor for græsæderne. Antiloperne og zebraerne, små som store, er de i spil som nattens bytte.
Det er muligt med en flyvetur i luftballon ved solopgang (ikke inkluderet). En fascinerende, utrolig smuk og næsten uvirkelig oplevelse, der afsluttes med morgenmad og champagne på savannen, og som alle mindst én gang i livet bør give sig selv. Vi anbefaler dette bookes hjemmefra grundet begrænset antal pladser.
Dag 10: Safari ud af Masai Mara og til Nairobi for ”Farewell Dinner” og hjemrejse
Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Nairobi, men på vej ud af Masai Mara og området nord herfor har vi den sidste chance for at se spændende dyr langs ruten. Undervejs gør vi et stop for at spise vores medbragte madpakker ved borde og bænke ved en souvenirbutik.
Udover souvenirs er der også mulighed for at købe drikkevarer og f.eks. en is, samt at bruge stedets pæne toiletter.
Om eftermiddagen ankommer vi til Nairobis forstad Karen og kører til vidunderlige Karen Blixen Coffee Garden. Her er der tid til at slappe lidt af i den tropiske park omkring stedet, inden vi spiser en lækker ”Farewell Dinner”.
Sidst på aftenen er det slut på vores oplevelsesrige rundrejse i Kenya, når vi bliver kørt til lufthavnen, hvorfra der efter midnat er afgang mod hjemlige himmelstrøg.
Måltider med drikkevarer er inkluderet på flyet hjem.
Dag 11: Ankomst til Danmark
Efter flyskifte i Doha om morgenen ankommer vi til Københavns Lufthavn om eftermiddagen.
Bemærk:
Den nævnte pris er vejledende og med flyrejse t/r København. Forhør evt. nærmere om muligheder og pris fra Aalborg, Billund eller andre ruter.
Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændringer af flyrute, afgangstider og indkvarteringssteder.
Der vil maksimalt være 18 gæster med på rejsen fordelt i 3 safaribiler med plads til 6 personer i hver bil, og alle har vinduesplads.
Chaufførerne er engelsktalende og uddannede safariguider. Den danske rejseleder veksler mellem de 3 biler og deltager naturligvis også ved alle måltider.
Der er selvfølgelig mulighed for at forlænge rejsen med et ophold ved den smukke Kenyakyst eller på eksotiske Zanzibar. Forhør os blot nærmere om dette.
Rejsedatoer 2027
| Dato | Pris fra | |
|
1. apr. - 11. apr. |
11 dage 31.600 DKK |
Få tilbud |