Dag 1: Danmark – Nairobi
Om morgenen flyves der fra Danmark mod Kenya og Nairobi med flyskifte i f.eks. Amsterdam. Der er gode forbindelser fra både København, Aalborg og Billund. På strækningen mod Kenya serveres der gratis måltider og drikkevarer, mens skærmene på stoleryggene byder på et stort udvalg af film og spil m.m.
Ved ankomsten til Nairobi samme aften venter en chauffør/repræsentant for Africa Tours og kører jer til Tamarind Tree Hotel, der ligger i relativt kort afstand fra lufthavnen. Her er det tid til at få en god nats søvn inden safarieventyret starter i morgen tidlig.
Dag 2: Nairobi til Ol Pejeta reservatet for eftermiddagssafari
Efter et skønt morgenmåltid mødes I med jeres dansktalende rejseleder. Sammen følges I til parkeringspladsen foran hotellet, hvor de engelsktalende chauffører og safaribilerne venter. Tidspunkt for opsamling på hotellet er normalt kl. 07:30.
Først går turen ad den travle ringvej rundt om Nairobi før retningen sættes mod nord. Når vi er kommet ud af den travle millionby, bliver omgivelserne langsomt mere grønne og frodige. Først køres gennem store områder med ananasmarker, der senere afløses af kaffe- og teplantager i højlandet omkring Mount Kenya, som er Afrikas næsthøjeste bjerg på 5.199 meter.
Turen fører os mellem Mount Kenya og Aberdare nationalparkerne og langsomt bliver landskabet mere tørt nord herfor. Vi er fremme på vores destination på ækvator, det private Ol Pejeta reservat og den yderst komfortable Sweetwaters Serena Camp i tide til en dejlig frokost.
Måske er vi allerede under frokosten heldige at se de første dyr, da vandhullet foran restauranten ofte besøges af disse i de lune eftermiddagstimer. Efter indkvartering i de rummelige telte er der tid til et hvil, før vi skal på turens første safarikørsel
I Ol Pejeta reservatet findes flertallet af Afrikas store og ikoniske dyr, der bl.a. omfatter de berømte Big Five – elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Især næsehornene kan være vanskelige at finde i mange reservater og nationalparker, men netop her i Ol Pejeta er der en stor og sund bestand. Det store bredsnudede (hvide) næsehorn findes sågar både i den sydlige og den nordlige variant. Sidstnævnte er der dog kun to gamle hunner tilbage af, efter den sidste han døde for nylig, og de kan begge ses her. Selvom det lyder som en absolut uddøende race er der dog et lille håb forude, da man med sæd fra de sidste to afdøde hanner og æg fra de to nulevende hunner har haft held til at frembringe et pænt antal embryoner. Disse opbevares nu stærkt nedkølet, mens man er ved at finde nogle velegnede rugemødre – blandt de unge og friske hunner af det sydlige bredsnudede næsehorn i Ol Pejeta.
Det er dog især det lidt mindre spidssnudede (sorte) næsehorn, der har en relativt stor bestand i Ol Pejeta. Dette er overordnet set det mest sjældne og truede på det afrikanske kontinent og samtidig det mest sky, men netop her er chancerne rigtig gode for at se det. Omkring solnedgang vender vi tilbage til campen de første store dyreoplevelser rigere, der forhåbentligt inkluderer næsehorn.
Efter et dejligt aftensmåltid er der mulighed for at tilkøbe et night game drive i campens åbne biler, hvor der med kraftige projektører søges efter en række nataktive dyr, hvoraf nogle stort set aldrig ses i dagslys.
Der overnattes i de komfortable telte med eget bad og toilet, hvilket giver en autentisk Afrika-oplevelse, da lydene fra savannen ikke mindst om natten høres tydeligt.
Dag 3: Morgensafari i Ol Pejeta reservatet. Til Meru nationalparken
Efter en kop kaffe eller te samt en småkage e.l. tager vi tidligt afsted på morgen game drive. Omkring solopgang kører vi igen ud på savannen i vores søgen efter flere af de store dyr, mens vi også giver os tid til at nyde den smukke natur og det rige fugleliv i det gyldne morgenlys. Undervejs er der tillige mulighed for at besøge et chimpanse-reservat. Der lever ikke vilde chimpanser i Kenyas natur, så disse dyr er alle konfiskerede eksemplarer fra ”privat eje” i Centralafrika, der ikke kan klare at blive genudsat i naturen. De lever nu i stedet et anstændigt og relativt naturligt liv her i reservatet, hvor de kan ses i et særligt indhegnet område. Efter nogle timer på savannen vender vi tilbage til campen, hvor det er blevet tid til et solidt morgenmåltid.
Om formiddagen forlader vi Ol Pejeta for foden af Mount Kenyas nordvestside. Vi skal køre nord om bjerget mod Meru nationalparken på nordøstsiden, men undervejs holder vi pause på Mount Kenya Safari Club. Her skal vi nyde en imponerende frokostbuffet suppleret med en god kop lokal kaffe eller te. For dem der har lyst, kan der her tilkøbes et besøg i Mount Kenya Wildlife Conservancy med mulighed for at se de sjældne og smukke Bongo-antiloper samt stedets dyreinternat/dyrebørnehjem. Man kan dog også blot holde en middagspause og nyde de frodige og naturskønne omgivelser. I klart vejr er der udsigt til de ofte snedækkede tinder på Mount Kenya, der er på UNESCOs liste over verdens naturarv.
Først på eftermiddagen køres til vores lille hyggelige overnatningssted for de næste to nætter, iKweta Safari Camp. Den ligger godt placeret lige ved indgangen til Meru nationalparken og rummer kun 10 store telte med eget bad og toilet. Vi er fremme sidst på eftermiddagen, så der skulle være tid til at få sig en svalende dukkert i den store swimmingpool, eller måske en kort gåtur i det lille naturområde indenfor hegnet omkring campen, inden mørket falder på. Om aftenen serveres et dejligt aftensmåltid tilberedt af lokalt produceret råvarer, før det er blevet tid til at gå til ro inden morgendagens spændende oplevelser i Meru nationalparken.
Dag 4: Morgen- og eftermiddagssafari i Meru nationalparken
Efter tidlig morgenmad tager vi på game drive i Meru nationalparken til godt ud på formiddagen. Parken er gennemskåret af et netværk af vandløb og floder og rummer derfor en god bestand af store vilde dyr, bl.a. bøfler, flodheste og krokodiller, samt et enestående fugleliv med f.eks. mange gribbe, ørne, hejrer og storke. Da den ligger relativt langt fra Nairobi, forventer vi ikke at møde ret mange andre safari-turister, så vi regner med at have det store, naturskønne og vilde område næsten for os selv. I nationalparken lever bl.a. en del af det tørre nordlige Kenyas smukke arter som netgiraf, lille kudu, oryx-antilopen og somali-struds, ligesom alle Big Five har en god bestand.
Meru byder særligt på gode muligheder for at se næsehorn i det nye og meget succesrige næsehornsreservat. Størst chance er der for at se det bredsnudede næsehorn, som er det mindst sky og som der er flest af, men her findes også en god bestand af det spidssnudede næsehorn.
Det næsten 100 km2 store reservat er indhegnet, og der passes godt på næsehornene, men alle andre dyr end næsehorn og flodheste kan passere gennem sindrige faunapassager til resten af nationalparken.
Vi returnerer til iKweta Camp sidst på formiddagen i god tid til at få frokost og et middagshvil samt evt. en svømmetur. Efter en kop eftermiddagskaffe eller -te tager vi på endnu et game drive i nationalparken i søgen efter flere natur- og dyreoplevelser, og vi returnerer først til vores dejlige camp omkring solnedgang. Om aftenen er der tid til et tiltrængt bad, inden aftensmaden serveres og vi senere går hver til sit i de stemningsfulde telte for den anden og sidste nat i campen.
Dag 5: Fra Meru til Samburu og Buffalo Springs reservaterne for eftermiddagssafari
Da der ikke er særlig langt til vores næste destination, er der god tid til at nyde morgenmaden samt evt. en svømmetur. Der er også tid til en dejlig morgengåtur i naturområdet omkring campen, hvor vi har fokus på vegetationen samt de mindre dyr som småfugle og insekter, der kan være svære at få øje på fra safaribilerne på game drives.
Om formiddagen kører vi så mod nord til de tørre og vilde, men også meget smukke reservater Buffalo Springs og Samburu. Undervejs passerer vi den travle by Isiolo, der er et spraglet mødested for et væld af stammer og religioner, og den sidste større by på vej ind i det ret øde nordligste Kenya.
Vi er fremme til frokost på safariens tredje og sidste teltcamp, Ashnil Samburu Camp, hvor vi har to overnatninger. Campen ligger med perfekt placering direkte ned til Ewaso Ngiro flodens (den brune flods) sydside, og dermed i Buffalo Springs reservatet trods campens navn. Efter frokost bliver vi installeret i vores komfortable og spektakulære ottekantede telte, der rummer en særskilt afdeling for hhv. toilet og bad, samt en terrasse med vidunderlig udsigt over naturen og floden. Der er tid til et hvil i de dejlige omgivelser, og måske en tur i swimmingpoolen lokker her i det varme nordlige Kenya inden eftermiddagens game drive.
Dagens sidste 2-3 lyse timer tilbringer vi på game drive i den vidunderlige natur, hvor Buffalo Springs og de to naboreservater, Samburu og Shaba, danner et enestående smukt safariområde på godt 845 km2. Reservaterne byder ikke blot på varierede naturscenerier, men også på en rigdom af dyr og fugle, der er ganske unik. Vi kører primært langs områdets livsnerve, Ewaso Ngiro floden, der altid tiltrækker store mængder af vildt. Den smukke jæger, leoparden, er normalt en sjælden gæst på safari, men her i disse omgivelser ses den relativt hyppigt i træerne ved floden, hvor dens bytte ofte kommer for at drikke. Foruden mange flokke af elefanter, er der også fine muligheder for at opleve geparder og løver.
Vi returnerer til Ashnil Samburu Camp omkring solnedgang i god tid før aftensmaden, og har måske allerede set en pæn del af den artsrige naturs store dyr og rige fugleliv.
Dag 6: Morgen- og eftermiddagssafari i Samburu og Buffalo Springs reservaterne
Dagen byder på to dejlige safarikørsler. Den første om morgenen/formiddagen og den sidste ud på eftermiddagen. Vi kører både i Samburu og Buffalo Springs reservaterne, hvor der er god tid til dejlige game drives og mulighed for at komme godt rundt og nyde den helt enestående natur, der for altid vil stå klart blandt jeres minder fra Kenya. Dagens store oplevelse kan komme, når I mindst venter det, så hold øjnene godt åbne.
I området findes fem dyrearter - ”Samburu Big Five” - som primært kan opleves i det nordlige Kenya. Det er netgiraffen med sine meget flotte karamelfarvede aftegninger, den graciøse langhalsede gerenuk (giraf-gazellen), der ofte spiser stående på bagbenene, den sjældne smalstribede Grevy's zebra, hvis striber ikke går ned om maven, Oryx-antilopen, som mange forbinder med det tørre Namibia samt Somalistrudsen med de blålige ben.
Under morgenens eller eftermiddagens game drive er der desuden mulighed for, mod betaling, at besøge en Samburu-landsby, hvis der er stemning for det.
Efter mørkets frembrud er der tid til hygge i campen på denne sidste aften i ”bushen”, måske med en ”sundowner” i bålets skær, og vi skal huske at nyde de mange spændende lyde, da det jo også er sidste nat i telt på savannen.
Dag 7: Morgensafari i Samburu/Buffalo Springs. Til Nairobi og hjemrejse
Efter en tidlig, opfriskende kop kaffe/te og lidt sødt kører vi ud på turens sidste game drive. Her skal vi opleve solopgangen og den morgenfriske luft, hvor mange dyr er mere aktive, inden middagsheden sætter ind, og hvor især fuglene høres mere. Hvis vi da ikke allerede har haft succes med at finde The Big Five, Samburu Big Five og mange af de andre spændende dyr vi har søgt efter, så er dette sidste chance. Vi returnerer til campen for et skønt morgenmåltid, hvorefter vi tjekker ud af teltene og kører ud af Buffalo Springs reservatet med retning tilbage mod højlandet mod syd.
Efter ca. 3 timers kørsel (afhængig af om vi ser noget spændende på vej ud af reservatet) ankommer vi til byen Nanyuki, hvor den dejlige Trout Tree Restaurant ligger. Her skal vi spise frokost på restauranten, der er bygget omkring og delvis oppe i et gigantisk figentræ. Mange retter med ørred fra lokalområdet er på menukortet, men for dem der ikke kan lide fisk serveres der dog også andre retter. Efter frokosten kan en medarbejder, mod en lille erkendtlighed, vise os det primære tilholdssted for de smukke sort-hvide colobusaber. Netop her kan man komme tæt på dem, da de er ret tilvænnet mennesker, men de fleste steder er de ellers ret sky.
Retningen sættes nu videre mod syd ned fra højlandet og til Nairobi, hvor vi regner med at være fremme på Karen Blixen Coffee Garden Restaurant omkring solnedgang. På dette vidunderlige sted med fantastisk mad spiser vi vores ”Farewell Dinner”, inden vi kører til lufthavnen for sen hjemrejse.
Ønskes det at forlænge safarien med badeferie på f.eks. Kenyakysten eller Zanzibar, bliver I kørt til et hotel for natten, inden I fortsætter til det Indiske Ocean næste morgen. Forhør nærmere om de mange muligheder der er for dette.
Dag 8: Ankomst til Danmark
Efter flyskifte i f.eks. Amsterdam er der ankomst til Danmark om formiddagen efter en uges vidunderlig safari i naturskønne og dyrerige Kenya.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder.
Der er max. 18 gæster på rejsen fordelt i 3 biler med plads til 6 personer i hver bil og alle har vinduesplads. Chaufføren er engelsktalende og uddannet safariguide. Den danske rejseleder veksler mellem de 3 biler, og deltager naturligvis også ved alle måltider.