Kære Africa Tours
Så er vi tilbage i Danmark igen efter en fantastisk safaritur i Masai Mara med Geoffrey i juledagene.
Som der står i jeres rejsekatalog, har vi nu også erfaret, at Geoffrey er Danmarks bedste rejseleder. Han er bare fantastisk og ved alt, både omkring Kenya, masai-kulturen, de vilde dyr, Masai Mara – ja, ALT - og formår at formidle det hele på en super god måde, så både voksne og børn får det maksimale ud af turen. Det er tydeligt, at han kender Masai Mara ud og ind, og vi følte os meget trygge ved at køre rundt med ham. Han var super god til at få alle deltagere med ved på skift at henvende sig til den enkelte deltager, og desuden er han meget sympatisk på hans stille og rolige facon og har god humor. At han kan tale flydende dansk er et kæmpe plus og helt utrolig flot.
Vi kan kun rose ham til skyerne og anbefale ham til alle! Vi fik ham selv anbefalet af nogle venner, og han var årsagen til, at vi bestilte rejse gennem Africa Tours. Vi håber, at I sætter stor pris på at have denne fantastiske guide i jeres rejsebureau, for han er et stort aktiv for ethvert firma!
Dagene med Geoffrey forløb fuldstændig planmæssigt og uden slinger i valsen. Han tog imod os i lufthavnen, var præcis hver eneste dag, når vi skulle af sted og havde bare styr på ALT. Til gengæld kneb det lidt mere, da han havde forladt os, og vi har et par kommentarer til resten af turen:
1. Der skulle stå en mand fra Africa Tours i Mombasa og bringe os fra lufthavnen til hotellet, da vi ankom den 31. december, men han var der ikke. Flyet var forsinket ca. halvanden time, så han burde have haft tid til at nå frem, men han er måske undskyldt med, at trafikken var fuldstændig kaotisk denne aften, og han kunne ikke komme frem. Da vi havde ventet en halv time og kontaktet nogle folk i lufthavnen og ringet til hotellet, bestemte vi at tage en taxa til hotellet. Alle taxaer var imidlertid ude og køre, men til sidst hjalp en lokal mand og fandt en bil, der kunne have os alle seks med. Vi var dog i tvivl om, om det overhovedet var en taxa og var usikre på, om vi kom det rigtige sted hen, eller blev kørt et helt andet sted hen. Det var ikke så rart og vi var meget trætte efter 17 timers rejse den dag.
2. Fyren fra Africa Tours kom til hotellet den 1. januar og beklagede, at han ikke havde været i lufthavnen til at hente os. Han sagde så, at der ville komme en den 6. januar, når vi skulle hjem og hente os kl. 2 om natten og køre os i lufthavnen. Vi spurgte en ekstra gang – klokken 2, er det så også kl. 2? når nu han ikke var kommet sidste gang og han bekræftede: Kl. 2 er kl.2! men endnu en gang blev vi snydt – og der kom ikke nogen og hentede os! Vi måtte derfor endnu engang selv bestille en taxa for at komme til lufthavnen. Vi håber, at det er muligt at få refunderet de penge, vi har brugt på taxaen til lufthavnen, og jeg vedhæfter kvittering.
3. Da vi ankom til Travellers Beach Hotel and Club i Mombasa den 31. december hævdede de, at vi kun havde halvpension, men jeg havde papirer med, hvor der stod at vi havde all-inclusive. Fyren fra Africa Tours sagde også næste dag, at han var ikke sikker på det med all-inclusive. Det var lidt irriterende at skulle bruge energi på noget, som burde være helt på plads.
Vi anser Africa Tours for at være et meget professionelt firma og har også generelt været godt tilfredse med vores tur (ovenud tilfreds med Geoffrey), men sådan noget som transfer til og fra hotellet samt halvpension/all-inclusive skal der være styr på! Vi rejser dog gerne med Africa Tours igen – men det allervigtigste for os på en kommende tur er, om vi kan få Geoffrey som guide.
Hej Claus
Tak for din mail.
Vi har fået meget fin service fra Africa Tours, inden vi tog af sted, og vi har fået indtryk af jer som et seriøst og professionelt rejsebureau. Den måde, hvorpå I håndterer denne situation, bekræfter dette, og vi har også fået fin service, efter vi kom hjem. Vi forventede ingen kompensation for manglende transfer udover refundering af taxa, men det er flot at du sender et vingavekort, og vi siger tusind tak ;-)
Vi har været i gang med et gennemse alle vores skønne billeder, og over et glas vin vil vi nu færdiggøre vores store fotobog og se tilbage på en fantastisk tur til Kenya.
Vi drømmer om at komme af sted igen en anden gang, så vi ses forhåbentlig igen ;-)
Med venlig hilsen
Ditte med familie
Hold da op for en fantastisk tur til Uganda
Tak for en fantastisk og uforglemmelig rejse til Kenya
En helt fantastisk rejse med hele familien til Kenya
Endnu en fantastisk tur til skønne Kenya og Karen Blixen Camp
Emma, Frederic, Jesper og Mette på privatsafari i Kenya
Mange tak for en dejlig tur vi altid vil huske ☀️
Turen til Karen Blixen Camp er én af de bedste ferie vi nogensinde har haft
Fantastiske safari helt efter planen i Kenya og ingen utryghed trods corona
Indkvartering på Ku Sungula i Sydafrika var helt fantastisk med masser af dyr
Kæmpe oplevelser på Tanzanias Højdepunkter
Elefanterne er røde i Tsavo nationalpark i Kenya
Se alle indlæg