Dag 1: Afgang fra Pretoria
I kører fra Rovos Rail Station i Pretoria om formiddagen kl. 10.00. Rovos er en gennemført helhedsoplevelse. Allerede inden man stiger ombord på toget sidder man i Rovos´ afgangslounge, hvor man får en smagsprøve på, hvordan rejsen kommer til at føles. Loungen er elegang og i smuk kolonistil, og ventetiden slås ihjel med dejlig vin og hyggelig musik.
Når du stiger ombord på toget, mærker du straks den romantiske og hedengangne æra, der strømmer en i møde allerede på vognenes gange, når I vises til jeres kupé.
En rejse med Rovos har det ultimative mål at gøre jer gæster glade og tilfredse samt give jer en mindeværdig rejse. Alt personalet I møder ombord virker næsten til at vide, hvad man ønsker, før man selv gør det. De formår at ramme en perfekt balance mellem at være høflige og formelle, men samtidig afslappede og oprigtige. Den høje service er en kæmpe del af togoplevelsen.
Fra Pretoria kører I afsted mod sydøst gennem de guldrige mineområder i Gauteng provinsen.
Ombord er der mulighed for at friske sig op i de stemningsfyldte suiter, inden man møder sine medrejsende i loungevognen eller udsigtsvognen bagerst i toget. Frokosten serveres i spisevognene.
Mens I bevæger jer afsted på skinnerne, begynder de smukke Drakensberg-bjerge at komme til syne.
Drakensberg fik oprindeligt sit navn af Voortrekkerne, de tidlige nybyggere af hollandsk afstamning. De syntes at den ubrudte kæde af vejrbidte bjergspidser mindede dem om kammen på en drageryg, og derfor fik det navnet Dragebjergene eller Drakensberg på Afrikaans.
Eftermiddagsteen serveres i loungevognen eller udsigtsvognen. Toget fortsætter afsted til Majuba Hill – stedet for det afgørende slag, som afsluttede den første anglo-boer krig. Herfra går det videre til Newcastle. I Newcastle har den indiske befolkning opført, hvad der efter sigende skulle være den største kuppel på et hindutempel på den sydlige halvkugle.
Om aftenen serveres middagen i spisevognene. Maden ombord er fremragende, og består af traditionelle sydafrikanske retter med et internationalt præg. Alt maden er tilberedt med friske lokale råvarer, og måltiderne sammensættes med nøje udvalgte vine.
Ombord på toget er der en formel/semi-formel dress code, som skal overholdes. Om dagen er den smart casual og om aftenen er den formel, medmindre andet står anført. Skal I ud på udflugter og f.eks. safari, anbefales mere praktisk tøj og gode sko at gå i. Det er også en god idé at medbringe lunt tøj, da morgentimerne godt kan være kolde.
Smart casual betyder pæne lange bukser til herrerne, gerne sammen med en pæn trøje eller afslappet skjorte, og pæne sko. For kvinderne betyder det bukser eller nederdel til knæene med en pæn bluse, eller en kjole der ligeledes går til knæene. Undgå også gerne for bare skuldre.
Den formelle påklædning betyder for herrerne jakke og slips, og til kvinderne anbefales en cocktailkjole, aftenkjole eller et pænt sæt.
Sidst på aftenen passerer I Glencoe, som var slagmark for det første slag i anglo-boer krigen, og som nu er centrum for provinsens kulmineområde.
Dag 2: Safari i Nambiti reservatet og slagmarkerne ved Spionkop
En tidlig morgenmad serveres i spisevognene, inden det er tid til at stige af ved Nambiti Reservatet. Nambiti er et privat reservat, som udgør et 200 km2 stort malariafrit område i KwaZulu-Natal provinsen. Området og savannen er en mosaik af åbne græssletter samt busk- og skovsavanne med især mange akacietræer, og her findes to smukke vandfald.
I Nambiti kan man opleve The Big Five - løve, leopard, elefant, bøffel og næsehorn. Det var i gamle dage de fem dyr, som storvildtjægerne anså for at være de farligste og sværeste at nedlægge til fods. I dag er The Big Five et populært safarimål for mange gæster, og det er en speciel oplevelse at få lov til se dem i naturen. Den gode plads og de perfekte føde- og vandforhold gør, at Nambiti har en god koncentration af dyr, og derudover ses også gepard, giraf, flodhest, hyæne, impala, springbok og zebra i reservatet.
I Nambiti nyder I togrejsens første safarikørsel, inden I stiger ombord på toget igen, hvor en dejlig brunch venter, inden toget passerer Chieveley Siding. Her ses et mindesmærke for englands populære premierminister Sir Winston Churchill, da han som ung blev tilfangetaget i november 1899, da han prøvede at redde et tog, som var blevet fanget i et boer baghold.
Om eftermiddagen stiger I igen af toget for transfer til Spionkop Lodge, hvor I kan vælge mellem to udflugter; safarikørsel i det 44 km2 store Spionkop Reservat eller tage med på en guidet tur med en fremragende historiker til de gamle slagmarker.
På slagmarkerne i KwaZulu-Natal har nogle af de blodigste kampe i Sydafrikas historie fundet sted, da boerne, briterne og zuluerne bekrigede hinanden. Den frodige region rummer det største område af slagmarker på den sydlige halvkugle
Slagmarken ved Spionkop er måske især kendt af én grund. Det var nemlig her, at tre ekstraordinære mennesker, som senere skulle ændre verdenshistorien, krydsede hinandens veje under det store slag i 1900.
De tre var ingen andre end Louis Botha (der var Afrikaan og blev Sydafrikas første premierminister i 1910), Winston Churchill (Englands premierminister under 2. verdenskrig fra 1940-45 og igen fra 1951-55) og Mahatma Gandhi (indisk politiker og åndelig leder der stod bag Indiens ulydighedsbevægelse og boykot, startende i 1919, mod den engelske kolonimagt for at få selvstyre).
Vælger I at tage på safari i Spionkop Reservatet, får I mulighed for at udforske den majestætiske bjergkæde og uspoleret afrikansk bush. I reservatet opleves både næsehorn, giraffer, bøfler og antiloper.
I horisonten ses de funklende ”dragebjerge”, Drakensberg, som har mange brusende vandfald, krystalklare bjergsøer, spændende grotter og piblende bjergstrømme, og den friske bjergluft runder den skønne naturoplevelse perfekt af.
Efter udflugten vender I tilbage til toget, hvor middagen serveres i spisevognene.
Dag 3: Ardmore keramik, "De tusinde bakkers dal" og ankomst til Durban
Morgenmad serveres I spisevognene, inden toget bevæger sig nedad til Lions River. Det er blevet tid til et besøg ved Ardmore Ceramics Gallery. Værkerne, der kan ses ved Ardmore, kombinerer klassisk keramik med både utraditionelle og moderne metoder og ikke mindst farvestrålende og fantasifuld afrikansk sjæl.
Ved Ardmore bliver kunstnere fra hele verden opfordret til, og oplært i, at udtrykke deres fantasi, med baggrund i naturen og zuluernes historie og traditioner. Især zuluernes utrolige naturlige sans for farve, rytme, dans og sang bliver brugt som inspirationskilde.
Efter det spændende besøg er der afgang videre til Pietermaritzburg, hovedstaden i KwaZulu-Natal provinsen. Frokost serveres i spisevognene, og toget krydser den spektakulære Valley of a Thousand Hills, eller "De tusinde bakkers dal". Dalen er opkaldt efter de uendelige bakker, der ruller ned mod Umgeni floden, som løber hele vejen fra Drakensberg til det Indiske Ocean.
Området er stærkt præget af dets komplicerede historie, der på den ene side involverer europæiske nybyggere og på den anden side den farvestrålende og traditionsrige zulu kultur.
I dag er det et populært område, på grund af udsigten til de smaragdgrønne bakker, og fordi der hele året rundt er et dejligt klima. Dalen er også et yndet mål for turister, og der er masser af forskellige tilbud, hvis man gerne vil slappe af.
I ankommer til vejs ende i Durban kl. 16.00. I Durban finder man et udvalg af f.eks. museer, kulturelle seværdigheder, den smukke botaniske have og en god og hajbeskyttet strand.
Vi er selvfølgelig gerne behjælpelig med at booke videre ophold i Sydafrika som transfer, indkvartering, udflugter m.m. Forhør nærmere.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende og afhængig af periode samt valg af togkupé. Den endelige pris afhænger af prisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider.
OBS! Køres også med start fra Durban kl. 10.00 og ankomst Pretoria kl. 16.00.
Rejsedatoer 2024
Dato | Pris fra | |
4. okt. - 6. okt. |
3 dage 15.900 DKK |
Udsolgt |
7. okt. - 9. okt. |
3 dage 15.900 DKK |
Udsolgt |
15. nov. - 17. nov. |
3 dage 15.900 DKK |
Udsolgt |
18. nov. - 20. nov. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
24. dec. - 26. dec. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
Rejsedatoer 2025
Dato | Pris fra | |
27. jan. - 29. jan. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
14. feb. - 16. feb. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
17. feb. - 19. feb. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
7. mar. - 9. mar. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
10. mar. - 12. mar. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
11. apr. - 13. apr. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
14. apr. - 16. apr. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
15. aug. - 17. aug. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
18. aug. - 20. aug. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
19. sep. - 21. sep. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |
22. sep. - 24. sep. |
3 dage 15.900 DKK |
Få tilbud |