Dag 1: Danmark - Kilimanjaro
Fra Danmark flyves mod Tanzania med flyskifte i f.eks. Amsterdam. Der er gode forbindelser fra både København, Aalborg og Billund. På flyvningen mod Kilimanjaro lufthavnen er der gratis måltider, drikkevarer og underholdning. Der er ankomst til Kilimanjaro samme aften, hvor I bliver budt velkommen i lufthavnen. Herefter kører I den meget korte vej til KIA Lodge, der ligger kun 5 minutter fra lufthavnen.
Dag 2: Kilimanjaro - Ngorongoro
Efter morgenmaden på KIA Lodge, hvor der på klare dage er udsigt til Kilimanjaro, kører I gennem Tanzanias safari-hovedstad Arusha til Ngorongoro højlandet. Når I har passeret den mindre men travle by Karatu tjekker I ind i det fredede område, Ngorongoro Conservation Area, og har en kort stejl køretur op gennem frodig og tæt bjergskov til kraterkanten. Her er der tid til at stige ud og nyde den helt ubeskrivelige udsigt over krateret, som kan tage pusten fra de fleste.
Herefter kører i det sidste meget smukke stykke på kraterranden frem til jeres lodge med udsigt over krateret, Ngorongoro Serena Safari Lodge, i tide til en god frokost. Om eftermiddagen skal I på et par timers spændende gåtur med en lokal guide, som især vil fokusere på spændende historier om de mindre dyr samt områdets helt specielle vegetation. Tilbage på lodgen er der tid til at nyde udsigten og solnedgangen over det enestående krater, der er på UNESCO´s liste over verdensarv.
Dag 3: Ngorongoro til Serengeti
Efter at have nydt solopgangen over krateret og et solidt morgenmåltid er der afgang mod Serengeti. Der køres igen langs kanten af krateret i den frodige bjergskov med jævnlige kig ned på bunden. I bliver ikke snydt for at køre safari blandt den tætte bestand af store vilde dyr dernede, men det gøres på turen den samme vej tilbage fra Serengeti. På vestsiden af krateret, hvor skoven langsomt tynder ud og erstattes af græs og urter, går vejen ned mod Serengetis næsten endeløse sletter med græssavanne som I har et bjergtagende syn over.
For foden af Ngorongoro gør I holdt på et lille fint museum i Olduvai Gorge, der især har fokus på menneskets tidlige forfædre, som der er gjort mange yderst berømte fund af i området. Herefter kører I ind i Serengeti og er fremme på jeres camp for de næste to dage, den skønne Serengeti Kati Kati Camp. Det giver en autentisk Afrika oplevelse at overnatte i telt, hvor lydene fra savannen høres tydeligt, ikke mindst om natten. Det kan være løven der brøler eller hyænen der hyler. I er fremme i tide til frokosten og et hvil på campen inden en kort eftermiddags safari her i den centrale del af Serengeti.
Dag 4: Serengeti
Hele dagen er afsat til safari i fantastiske Serengeti, der ligeledes er på UNESCO´s liste over verdensarv. I medbringer frokostmadpakker, som midt på dagen spises på en af nationalparkens picnic-lokaliteter. Der er mulighed for at besøge flere af det centrale Serengetis mest dyrerige og berømte områder som f.eks. Moru Kopjes, hvor de imponerende afrundede klippeformationer giver ly for nogle af de store kattedyr og sågar enkelte næsehorn i vegetationen omkring dem. En anden berømt lokalitet, Seronera Valley, er også et godt sted at se rovdyr og er blandt hele kontinentets bedste steder at se den smukke men sky leopard. Overalt hvor I kører er der gode muligheder for at se savannens planteædere, bl.a. de største af dem alle, elefanten, giraffen og i flere mudrede vandhuller og floder også flodheste, der sjældent kommer på land om dagen. Fuglelivet er ligeledes imponerende, bl.a. med mange store rovfugle og sværvægteren af dem alle, strudsen.
Sent på eftermiddagen vender I tilbage til Serengeti Kati Kati Camp for endnu en overnatning her.
Dag 5: Serengeti - Ngorongoro - Karatu
I dag går turen tilbage mod Ngorongoro krateret, og denne gang skal I ned på selve kraterbunden og køre safari. Når I hen på formiddagen kører de ca. 600 højdemeter ned af den stejle adgangsvej dukker dyrene langsomt til syne, da de næsten er usynlige oppe fra kraterranden på grund af højdeforskellen og afstanden. Nede i krateret er der tid til en god lang safari blandt de mange store dyr, der udgør en af de tætteste koncentrationer på kloden. Her findes bl.a. en fin bestand af løver, hyæner og næsehorn. I spiser jeres medbragte madpakker på picnic-pladsen under vejs. Sidst på eftermiddagen ”kravler” I op til kanten af krateret og ned igen på ydersiden.
Vel ude af Ngorongoro indkvarteres I på den dejlige Ngorongoro Farm House mellem krateret og byen Karatu for jeres sidste nat på safarien.
Dag 6: Karatu - Arusha - Kilimanjaro
Turen går nu tilbage mod Arusha. Har I valgt at forlænge safarien med en badeferie på Zanzibar bliver I kørt til den mindre lufthavn i Arusha, hvor jeres fly afgår midt på dagen. Hvis ikke, kører I til markedet i Arusha, hvor der er tid til at opleve et afrikansk marked og f.eks. shoppe noget fint lokale kunsthåndærk, inden I sidst på dagen kører til den internationale Kilimanjaro lufthavn ca. en times kørsel fra Arusha.
Det er også muligt at forlænge rejsen med bade- eller cykelferie på krydderi-øen Zanzibar, der ligger i det smukke og varme Indiske Ocean eller I kan nyde et par dage nær Arusha, der byder på indkvartering i tropiske omgivelser på en af områdets mange kaffeplantager eller I kan bestige Afrikas Tag – Kilimanjaro. Der er hjemrejse fra Tanzania/Zanzibar hver dag året rundt, hvilket gør det muligt at tilkøbe præcis det antal dage I ønsker jer. Forhør blot nærmere.
Dag 7: Danmark
Har I valgt at flyve hjem efter safarien, er der ankomst til Danmark i løbet af formiddagen efter flyskifte undervejs fra Tanzania, f.eks. i Amsterdam.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende og ved fire deltagere. I kan rejse det antal I ønsker, forhør nærmere for pris. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles samt deltagerantal har også indflydelse på prisen. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder.