Africa Tours CSS Sprite

Sydafrika

  • Stor spændvidde fra nord til syd – hele verden i et land
  • Kvalitetssafari, især i Kruger og naboreservaterne
  • De smukke Kapprovinser og fantastiske Cape Town

Praktisk råd for rejser til Sydafrika

Africa Tours byder dig velkommen til Sydafrika, hele verden i ét land. Med disse praktiske informationer, håber vi på at gøre dig helt klar til din rejse!

Vi opdateres løbende siden, men finder du ting, du mener bør ændres, så venligst lad os det vide. Vi henviser naturligvis til relevante myndigheder og hjemmesider for flere informationer. 

Pas, visum og indrejsekort

For at rejse til Sydafrika skal dit pas være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsen, være maskinlæsbart og samtidig have mindst to blanke sider tilbage. 

Hvis du er dansk statsborger, skal du IKKE have visum til Sydafrika ved mindre end 90 dages ophold i landet. Er du ikke dansk statsborger, kan der være andre forhold, som gør sig gældende. I så fald er det din pligt selv at undersøge, hvad der kræves for at rejse til Sydafrika.

Ind- og udrejse i Sydafrika med børn

Pr. 01.06.2015 er der indført nye regler for ind- og udrejse af Sydafrika med børn under 18 år – reglerne er også gældende selvom man kun er i transit i Sydafrika.
De nye regler er sat i værk af de Sydafrikanske myndigheder for at undgå handel/traficking med børn.

A – Når begge forældre/værger rejser sammen med barnet
• Der skal medbringes original fødsels/dåbsattest, der dokumenterer, at man er forældre til barnet.
• Har man adopteret skal adoptionspapirer/bevis medbringes.
• Alle dokumenter skal være originale eller ved kopi med gyldigt stempel fra myndighed, der beviser dokumentets ægthed

B - Når kun én af forældrene/værge rejser sammen med barnet
• Som ovenstående (A) gør sig gældende.
• Samtykke i form af en erklæring fra den anden forældre/værge, at vedkommende tillader barnet at rejse i den givne periode.
• Retskendelse, der giver den rejsende forældre/værge det fulde forældreansvar over barnet.
• Ved den ene forældres/værges død medbringes dødsattest.

C – Når ingen af forældrene/værgerne rejser med barnet
• Som ovenstående (A) gør sig gældende.
• Barnet rejser med en slægtning eller anden beslægtet person til forældrene medbringes tilladelse fra myndigheder. Denne tilladelse må ikke være ældre end 3 måneder.
• Kopi af forældrenes pas.
• Kontakt informationer til forældrene.

D – Når et barn rejser alene – uden voksne:
• Som ovenstående (A) gør sig gældende.
• En erklæring fra den ene eller begge forældre/værge, at opholdet er godkendt i den givne periode.
• Kontakt informationer til dem, hvor barnet skal bo under opholdet.
• Kontakt informationer til forældre/værge. 

Læs mere uddybende om immigrationsreglerne for børn i Sydafrika, der er udsendt fra de Sydafrikanske myndigheder. Ved tvivlsspørgsmål henvises også til Sydafrikas Ambassade i Danmark.

Vaccinationer

Vi anbefaler altid, at du kontakter din egen praktiserende læge, eller vaccinationsklinik for vejledning omkring hvilke vaccinationer som du har behov for ved rejse til Sydafrika. Du kan læse hvilke vaccinationer som anbefales ved rejse til Sydafrika på lægernes vaccinations organisation, ved at trykke her. Når du rejser med Africa Tours, giver lægernes vaccinations organisation 10% rabat på dine vaccinationer. Husk blot at medbringe din ordrebekræftelse fra Africa Tours.

Husk at bestille tid til vaccination i god tid. Vær også opmærksom på at Danmark giver tilskud til vaccination.

Sikkerhed på destinationen

Vi følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Se rejsevejledninger på www.um.dk. Skulle der opstå problemer i Sydafrika, som gør at udenrigsministeriet fraråder rejser dertil vil du få tilbudt en anden rejse eller at få pengene retur. Din sikkerhed er det vigtigste.

Sygdom under rejsen

Bliver du syg under din rejse i Sydafrika, skal du kontakte din rejseforsikring. Din rejseforsikring har en 24 timers vagttelefon, hvor du altid kan få hjælp. Læs yderligere om rejseforsikringer ved at trykke her.

Valuta

I Sydafrika hedder møntfoden Rand (ZAR). 100 rand (per maj 2018) er kr. 49,29 dvs. 1 rand er godt 50 øre. Der findes hæveautomater i byerne, der fungerer som i Danmark. Dette er langt hurtigere end at medbringe dollars og få dem omvekslet. Bemærk at US Dollar sedler skal være af nyere dato og ikke ældre end fra 2006. På hjemmesiden http://valutaomregneren.dk finder du den aktuelle kurs. De mest udbredte kreditkort er VISA, MASTERCARD og AMERICAN EXPRESS. Kreditkort accepteres på de fleste større lodges og souvenirbutikker men normalt kun på beløbet. Kortet er derfor et kreditkort og ikke et hævekort, da mange af indkvarteringsstederne ikke opbevarer større kontantbeløb.

Bagage på explore- og adventure-rejser

På vores Explore og Adventure rejser er følgende bagage tilladt, også selv om der fremgår et højere kiloantal på flybilletten:
Explore: 20 kilo per person foruden 1 håndtaske og 1 kamerataske
Adventure: 20 kilo per person pr. 01.01.2015 foruden 1 håndtaske og 1 kamerataske. Overvægtsbagage eller store hårde kufferter kommer ikke med bussen.

Drikkepenge

Det er normalt at man betaler drikkepenge i Afrika. Læg gerne 10 % på regningen på en restaurant (ikke på dit hotel), og giv gerne lidt, f.eks. et par kroner pr. kuffert, til dem der bærer din kuffert i lufthavnen og ved lodges og hoteller. Til safariens chauffør er det normalt, at man betaler omkring USD 8-10 pr. safaridag pr. person, som afregnes på safariens sidste dag. Det er naturligvis helt frivilligt og beløbet skal afspejle din tilfredshed med kørsel og service.

Vejret

Sydafrika ligger på jordens sydlige halvkugle, derfor er årstiderne modsatte af de danske. Sydafrika er et stort land. Alene mellem Cape Town og Johannesburg er der næsten 2000 kilometer, hvilket betyder klimaet er meget forskelligt alt efter, hvor man befinder sig i landet. I området omkring Cape Town - det vil sige det sydvestlige hjørne af Sydafrika, er der hovedsageligt tørt klima med megen sol i vores vintermåneder. I vores sommermåneder er der køligere, hvor kolde vinde fra Sydpolen og regn kan forekomme. Bevæger du dig mod nordøst (omkring Krüger National Park), ændrer klimaet sig betydeligt. Det er subtropisk klima, hvilket betyder en meget varm periode i vores vintermåneder med eventuelle voldsomme tropiske regnskyl. Deres vinter, i vores sommermåneder, er behagelig lune men med kølige nætter, der omkring Johannesburg kan komme ned omkring frysepunktet. Sydøstkysten er den vådeste del af landet, mens resten af Sydafrika hovedsageligt har subtropisk klima. Undtaget er dog bjergregionerne, hvor der nogle steder falder sne i vinterperioden - det vil sige mellem juni og august.

Telefoni

Der er et fint dækkende mobilnet i Sydafrika. På lodges ude på savannen er der normalt fin dækning. Husk det er dyrt, hvis du bruger dit danske telefonnummer. Selv at modtage sms fra Danmark koster meget mere end normalt. Det er naturligvis ikke god stil at tale i telefon under safarikørslen. Den internationale landekode i Sydafrika er +27.

Tidsforskel

Sydafrika er 1 time foran Danmark om vinteren. Ved skiftet til sommertid i Danmark har Sydafrika samme tid som Danmark.

Africa Tours' kontor i Sydafrika

Da vi på vores rejser i Sydafrika benytter os af flere forskellige agenter, har vi ikke et kontor, som fast kan benyttes. Du kan i dine rejsedokumenter se, hvilken agent der er benyttet på lige netop din rejse. Her vil du altid kunne finde kontaktinformationerne, som du kan benytte.
Danske kontakter i nødstilfælde: Claus Lund Sørensen i Danmark: +45 26184359

Fun Facts om Sydafrika

- Johannesburg lufthavn (O.R. Tambo International Airport) er Afrikas største og travleste lufthavn
- Johannesburg er verdens største by, som ikke ligger ved siden af en flod, kystlinje eller sø
- Mpumalangas motto er Omnia labor vincit (Labour will conquer all/Arbejde vil erobre alt)
- Kruger blev i 1926 til Sydafrikas første nationalpark
- Kruger nationalpark blev oprindeligt oprettet for at kontrollere jagt og beskytte den aftagende bestand af dyr i området
- De første tre turistbiler besøgte Kruger nationalpark i 1927
- Blyde River Canyon er verdens tredje største kløft efter Grand Canyon i USA og Fish River Canyon i Namibia
- Cape Town ligger på samme breddegrad som Sydney og Buenos Aires og er den mest populære internationale turistdestination i Afrika
- Stellenbosch er også kendt som City of Oaks / Egetræernes by, da byens grundlægger plantede egetræer i byen for at pryde gaderne
- Huler/grotter i nærheden af Plettenberg Bay har været beboet i de sidste 100.000 år
- Tsitsikamma stammer fra det lokale sprog Khoisan og betyder ’place of much water’ - stedet med meget vand
- Tsitsikamma Nationalpark blev Afrikas første marine national park og beskytter 11 % af Sydafrikas sydkyst mod al form for fiskeri
- 120.000 gæster besøger Addo Elephant Nationalpark årligt og 54 % af disse er internationale
- Addo er et afrikansk drengenavn som betyder ’vejens konge’
- Cintsa ligger i Xhosa land, hvilket betyder at 81 % af befolkningen taler Xhosa sproget
- Drakensberg bjergene gemmer også på verdens længste vandfald Tugela Falls på 948 meter
- San folket er blandt de fem folkefærd i verden med den største genetiske variation
- I en hule tæt på St. Lucia er der fundet næsten 69.000 stenredskaber, som kan dateres 130.000 til 30.000 år tilbage i tiden
- Hluhluwe-Umfolozi Game Reserve startede kampen for at redde det udrydningstruede hvide næsehorn tilbage i 50’erne og er i dag verdenskendt for deres hårde arbejde, som sikrede at vi stadig den dag i dag, kan se vilde, hvide næsehorn
- Nelson Mandelas mellemnavn, Rolihlahla, betyder ”ballademager”

Vil du vide mere?

Du kan hente alle informationer ved at trykke her. 

Har du fortsat spørgsmål, kan du altid kontakte os på 88 73 40 00.

Vejret i Sydafrika

Vind 4 billetter til
Ree Park Safari

Vi trækker en vinder hver måned blandt alle, der tilmelder sig vores nyhedsbrev.

Footer-formular