Africa Tours CSS Sprite

Tanzania

  • Det perfekte safariland med langt til horisonten
  • Serengetis berømte sletter med et utroligt rigt dyreliv
  • Det dyrerige Ngorongoro krater og smukke Kilimanjaro

Praktiske råd for Tanzania & Zanzibar

Africa Tours byder dig velkommen til det enestående Tanzania, hvor vi med disse praktiske informationer vil gøre dig helt klar til rejsen til de områder, der skabte safaribegrebet.

Du kan også læse mere om tips og råd til rejser i Afrika generelt. Her finder du bl.a. mere om de generelle råd om vaccination og rejsepapirer, tips til hvordan du får den bedst mulige safarioplevelse, hvad man gør og ikke gør på en rejse til Afrika, og meget mere. Du er naturligvis velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Vi henviser desuden til relevante myndigheder og hjemmesider for flere informationer. Informationerne her på siden opdateres konstant, men finder du ting, du mener der bør ændres, så lad os det venligst vide.  

Pas, visum og indrejsekort

For at rejse til Tanzania skal du medbringe et gyldigt pas, som er gyldigt mindst 6 måneder efter forventet hjemrejsedato, samt have mindst 2 blanke sider tilbage. 

Som dansk statsborger er det påkrævet, at du har visum til Tanzania / Zanzibar. Visum til Tanzania / Zanzibar koster per person (også for børn) USD 50 og afregnes kontant ved ankomst til Kilimanjaro. Visum til Tanzania søges gennem indrejsekortet, der udleveres i Kilimanjaro lufthavn. Ved indrejse direkte til Zanzibar udfyldes både visum ansøgning samt indrejsekort ved ankomsten. Her afregnes med kreditkort. Har du ikke dansk statsborgerskab kan der være andre forhold, der gør sig gældende. Det er i dette tilfælde din pligt selv at undersøge, hvad der kræves for rejser til Tanzania. Dette kan ske via ambassaden tilhørende det land, du har statsborgerskab i. 

Ny infrastruktur- og hotelskat på Zanzibar fra 1. juli 2015

Med virkning fra 01. juli 2015 indfører Zanzibar Revenue Bar en hotel- og infrastrukturskat. Skatterne opkræves lokalt og betales kontant for gæster, der har haft ophold på Zanzibar.
Hotelskat: USD 1 per person pr. nat. Beløbet afregnes kontant til hotellet ved check-ud.
Infrastrukturskat: USD 1 eller TNZ 2000 per person ved udrejse fra Zanzibar. Beløbet afregnes ”kun” hvis rejsen videre fra Zanzibar går via Tanzania. Beløbet betales i lufthavnen ved afrejse fra lufthavnen. 

Vaccinationer til rejser i Tanzania

Vi råder til, at du kontakter en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik. På www.vaccination.dk eller på www.sikkerrejse.dk kan du læse yderligere om vaccinationer for rejser til Tanzania. Hvis du kombinerer to lande i Østafrika f.eks. Kenya og Tanzania, er gul feber vaccination påkrævet. 

Når du rejser med Africa Tours, giver lægernes vaccinations organisation 10% rabat på dine vaccinationer. Husk blot at medbringe din ordrebekræftelse fra Africa Tours.

Husk at bestille tid til vaccination i god tid. Vær også opmærksom på at sygesikring Danmark giver tilskud til vaccination.

Valuta i Tanzania

Tanzanias valuta er shilling (TZS). Der kan veksles eller hæves i Kilimanjaro lufthavn, Zanzibar lufthavn og i de større byer. 100 Tanzania shilling er (per maj 2018) 27 øre eller 1000 Tanzania shilling er knap 3 kroner. Det skal dog bemærkes, at ikke alle hæveautomater i Tanzania er lige pålidelige til at udbetale kontanter, men i byer som Arusha og Zanzibar skal du nok finde nogle, der kan. Din chauffør/rejseleder hjælper naturligvis med det. Langt de fleste steder i Tanzania kan der også betales med USD, men lidt lokal valuta er altid en god ide, hvis man skal købe de små lokale steder.

De mest udbredte kreditkort er VISA og MASTERCARD. I Tanzania kan der på langt de fleste lodges og hoteller betales med disse kreditkort, ofte kun på beløbet. Prisniveauet i Tanzania er på lodges og hoteller cirka halv pris af danske hotelpriser. En øl koster ca. 22 kroner. En sodavand ca. 10 kroner og kildevand godt 10-15 kroner. En flaske rød- eller hvidvin koster ca. 150-180 kroner. US Dollar sedler skal være af nyere dato og ikke ældre end fra 2006. Vi fraråder på det kraftigste, at du veksler ”sort”. 

Sikkerhed på destinationen

Vi følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Se rejsevejledninger på www.um.dk. Skulle der opstå problemer i Tanzania, som gør at udenrigsministeriet fraråder rejser dertil vil du få tilbudt en anden rejse eller at få pengene retur. Din sikkerhed er det vigtigste.  

Sygdom under rejsen

Bliver du syg under din rejse i Tanzania, skal du kontakte din rejseforsikring. Din rejseforsikring har en 24 timers vagttelefon, hvor du altid kan få hjælp. Læs yderligere om rejseforsikringer ved at trykke her.

Drikkepenge

Det er normalt, at man betaler drikkepenge i Tanzania, men der forventes ikke nogen bestemt procentsats. Rund gerne beløbet godt op på en restaurant (ikke på dit hotel) og giv gerne lidt, f.eks. 2-3 kroner eller tilsvarende pr. kuffert, til dem der bærer din kuffert i lufthavnen og ved lodges og hoteller. Betjeningen på værelset og til måltider på lodgen vil også sætte pris på en skilling, men det er generelt ikke store beløb typisk nogle få kroner. Regn som en tommelfingerregel med 12-15 kroner pr. dag pr. person. Din rejseleder vil evt. kunne hjælpe med at organisere dette. Til safariens chauffør er det normalt, at man betaler omkring USD 8-10 pr. safaridag pr. person, som afregnes på safariens sidste dag. Det er naturligvis helt frivilligt og beløbet skal afspejle din tilfredshed med kørsel og service.

Vejret

Tanzania ligger lige syd for ækvator. Solen er derfor meget hård ved vores sarte danske hud, og der anbefales en solcreme med en høj faktor. Faktor 30-50 er passende for mange. Undgå for megen direkte sol i timerne midt på dagen.

Klimaet er tropisk med høj luftfugtighed ved kysten, hvor en frisk brise fra havet ofte lufter behageligt. I safariområderne inde i landet er klimaet mere tørt, og varmen føles behagelig for de fleste. Dagtemperaturer på omkring 25-30 grader inde i landet er normalt, men morgenerne, hvor man kører safari, kan være kølige. Temperaturen varierer, i forhold til de områder man befinder sig i. Ophold i højlandet er en del køligere med temperaturer ned til 2-5 grader om natten. Det kan derfor være en god idé at medbringe en fleecetrøje eller jakke. Selvom temperaturen ikke er høj, er solens magt stadig stor. Hvor temperaturerne inde i landet svinger noget gennem året, er de meget stabile ved kysten, hvor luften året rundt er omkring 30 grader. Vandet er ca. 26-28 grader året rundt. Statistisk set regner det i april, maj og november, der er mindst nedbør fra juli til oktober samt fra december til februar. De senere år har klimaforandringerne dog spillet ind, så man kan ofte opleve al slags vejr uanset, hvornår man rejser.

Beklædning og fodtøj på rejse i Tanzania

Tøjet til safarikørslen, må gerne være i naturens egne farver, dvs. sandfarver, brunlige og grønlige nuancer. Ved kysten er det en god idé med lyse farver, der ikke “suger” solens varme til sig, som mørkt tøj gør. Tag både tøj med til de varme dage, men forbered dig også på kølige aftener og morgener med lange bukser og f.eks. fleecetrøjer. Safaris der går til højlandet (mellem 2000 og 2400 meter over havet), f.eks. Ngorongoro krateret i Tanzania, kan i de køligste måneder - juni, juli og august - byde på temperaturer ned til under 5 grader om morgenen. Om aftenen sømmer det sig for de voksne mænd at have lange bukser på til middagen. 

Fodtøj bør afspejle aktiviteten. Skal du på bjergbestigning, bør du havet et par gode vandrestøvler på. Ved badning ved kysten, kan et par badesandaler værne dig mod skarpe koraler, mens et par lette sko med luft til fødderne er passende til safari.   

Telefoni

Der er et fint dækkende mobilnet i Tanzania. Selv på lodges langt ude på savannen og ved kysten er der normalt fin dækning. Husk det er dyrt, hvis du bruger dit danske telefonnummer. Selv at modtage sms fra Danmark koster meget mere end normalt. Skulle der opstå et særligt kommunikationsbehov, kan din rejseleder eller chauffør hjælpe dig med at anskaffe et lokalt sim-kort. Men husk at nyde din safari og det er naturligvis ikke god stil at tale i telefon under safarikørslen. Den internationale landekode i Tanzania +255.

Plastikforbud i Tanzania

I juni 2019 indførte Tanzania et forbud mod plastikposer. Det betyder, at det ikke længere er tilladt at indføre, bære og sælge plastikposer. Har I f.eks. poser med fra taxfree, skal plastikposen efterlades i flyveren.

Tidsforskel

Tanzania er 2 timer foran Danmark om vinteren. Ved skiftet til sommertid i Danmark er Tanzania 1 time foran Danmark.

Africa Tours' kontor i Tanzania

Leopard Tours Kijenge Road Plot No. 17, Arusha, Tanzania Tel: (+255 27) 2503603, 2548441 Fax: (+255 27) 2508219, 2504131, 2504134, 2508874 Email: leopardtours@leopardtours.co.tz
Danske kontakter i nødstilfælde: Claus Lund Sørensen i Danmark: +45 26184359

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere har vi udarbejdet en guide som indeholder endnu flere råd og vejledninger, omkring din rejse til Tanzania.

Guiden kan hentes ved at trykke her

Skal du bestige Kilimanjaro?

Står du overfor at skulle bestige Kilimanjaro, har vi udarbejdet en række praktiske informationer som specifikt omhandler bestigning af Kilimanjaro.  

Fun Facts om Tanzania

  • - Det siges at gnuerne følger tordenskyernes buldren på deres 800 km årlige vandring
  • - Højeste bjerg i Afrika: Kilimanjaro også kaldet "Afrikas Tag" med sine 5.895 meter

Vejret i Tanzania


 

Vind 4 billetter til
Ree Park Safari

Vi trækker en vinder hver måned blandt alle, der tilmelder sig vores nyhedsbrev.

Footer-formular