”Fingrene væk”, sagde medarbejderen i Security og slog ud efter min hånd, da jeg ville pege på hvilke lynlåse hun skulle åbne.
Min rygsæk med videokamera og tilbehør var blevet taget ud til kontrol. ”Er det et kamera?” begyndte hun, hvortil jeg svarede ”ja, et videokamera”. ”Jeg skal lige swipe det. Hvor åbner jeg tasken?” Samtidig med at jeg forklarede det, rakte jeg hånden frem og ville pege på den rigtige lynlås. I min iver kom min hånd forbi den opsatte skærm af plastik. Det udløste ovennævnte reaktion og et ”Undskyld” fra min side.
Da hun var færdig med sit arbejde og gav mig tasken, sagde hun med et smil ”nu klager du ikke over at jeg slog dig, vel?” Jeg smilede tilbage og svarede ”nej, nej, du passer jo bare dit arbejde og endnu en gang undskyld.”
Med alle formaliteter overstået kunne jeg slappe lidt mere af, så jeg købte et rundstykke med ost og en kop te, inden jeg skulle ombord i flyet mod Amsterdam.
Jeg er på vej til Kenya og Karen Blixen Camp. Det bliver 9 gang, at jeg besøger min yndlingscamp og jeg glæder mig til at gense campen, personalet og det enestående dyreliv i Mara North Conservancy.
Regn og mere regn…
Det har regnet en del i Kenya på det seneste og selv inde i Nairobi er der oversvømmelser med mange døde, så klimaforandringerne er bestemt også nået til Afrika. Det ekstreme er blevet mere udtalt. Enten lange tørkeperioder eller voldsomt, langvarigt regnvejr.
Jeg havde flottet mig og opgraderet mit sædevalg. For kun 1.500 kr. fik jeg en fin vinduesplads med god benplads, et komfortabelt sæde med ben- og fodstøtte samt lækker, velsmagende mad. Selvom jeg havde været oppe siden klokken 04:00, var jeg derfor ganske frisk og udhvilet, da jeg nåede frem til Nairobi. Visum og bagageudlevering var overstået på kun ½ time. Det hele gik glat – næsten for godt til at være sandt, men det var det.
Min chauffør stod klar udenfor ankomsthallen med verdens dårligste nyhed. På grund af de seneste ugers regn var flere veje og broer ødelagt, så trafikken var kaotisk.
Det skal jeg love for. Det tog over tre timer at køre fra lufthavnen til hotellet. En strækning på ca. 30 km, der normalt tager ¾ time, så klokken var næsten 2 om natten, da jeg kunne krybe til køjs bag moskitonettet og slukke natbordslampen.
Med fly til savannen
Næste morgen efter dejlig morgenmad gik turen til den lokale lufthavn Wilson. Heldigvis var der ikke megen trafik, så i løbet af en ½ times tid var vi fremme.
Min bagage vejede lige i overkanten af 15 kg, men med en munter bemærkning og et smil slap jeg for videre tiltale.
Det viste sig at kun 10 passagerer skulle med flyet denne morgen. Nåede lige et glas friskpresset juice i den lille café med udsigt over lufthavnen, for da alle 10 var kommet, blev vi kaldt ud til afgang før tid.
Fra luften fik vi et fint overblik over landskabet og konsekvenserne af den megen regn. Vi kunne se oversvømmede områder og floder, mindre vandløb samt vandhuller der bugnede af vand.
Undervejs blev ruten ændret, så jeg skulle af ved stop 3 i stedet for stop 2 og vi fik lige lov at komme ud og strække ben et kvarters tid, fordi flyet skulle afvente nye passagerer. Der er en vis fleksibilitet i flyvningerne med de små fly. Undertiden er det dyr på start- og landingsbaner, der griber forstyrrende ind, men det giver kun en ekstra oplevelse.
Ankomst Karen Blixen Camp
Kort efter landing i Mara North begyndte det at småregne og fra afstand kunne vi se det regnede kraftigt i området med Karen Blixen Camp. Hele højderyggen bag campen var indhyllet i tunge, mørkegrå skyer.
Da jeg kom ind i receptionen og kunne se floden, var jeg ved at tabe næse og mund. Væk var alle flodhestene og floden viste tænder med en masse strømhvirvler. Vandet nåede næsten op til kanten af græsplænen foran restauranten. Absurd og surrealistisk med så megen vand. Som nævnt tidligere har jeg besøgt campen mange gange, og jeg har aldrig tidligere set floden så fyldt.
Personalet tog det helt roligt men holdt selvfølgelig nøje øje med vandstanden. I løbet af de næste dage begyndte vandstanden stille og roligt at falde, flodhestene begyndte at vende tilbage, ligesom der kom flere og flere dyr på den anden side af floden. Efter en uges tid var vandet faldet 1½- 2 meter. Det er i mindre omfang den lokale regn, der fylder floden, men derimod regnen der falder længere væk i bjergene.
På game drive
Kørte ud fra campen klokken 6:30 næste morgen og på trods af den seneste tids megen regn, så vi masser af dyr i de grønne omgivelser. Zebraer og elefanter dominerede billedet, men der var også en del gazeller og antiloper. Dertil hyæner, en sjakal, en ung Martial eagle (kampørn) og en masse andre fugle, blandt andet widow birds, hvor hannerne i parringssæsonen får nogle lange haler og laver deres imponerende masai-lignende hop i græsset for at imponere hunnerne.
Efter nogle timer med masser af oplevelser fandt min chauffør et godt sted med en fremragende udsigt, hvor vi pakkede vores picnic morgenmad ud. For mig er det ren forkælelse at sidde ude på savannen på en klapstol og drikke min Kenyan tea og spise min morgenmad med udsigt til dyrelivet i baggrunden.
Om eftermiddagen gjorde vi klar til et nyt game drive. Netop som vi var på vej ombord i bilen, begyndte det at regne. Vi besluttede at tage af sted alligevel. Efter kort tid gjorde vi et lille stop og fik rullet ”gardinet” i den ene side af bilen ned, så det ikke regnede ind.
Kørte hen til en gruppe løver, der var blevet spottet. Der var 2 hanner og 5 hunner. De lå i det høje græs. Nogle lå og slappede af andre sov. Nu og da var der én der gabte eller én der rejste sig for straks at lægge sig ned i en ny position. Ikke den store aktivitet og regn er tydeligvis ikke løvers ”livret”. Blev holdende resten af eftermiddagen.
Da mørket var ved at falde på rejste løverne sig op for at gå på jagt. Endnu en hanløve dukkede op. Da de gik videre, kom de helt tæt på bilen. Vi kunne have rørt ved dem. Kommer man tæt på? Ja!
Nyt game drive
Kun få hundrede meter efter vi var kørt ud fra campen, måtte vi stoppe bilen og slukke motoren. En ca. étårig girafunge og dens mor stod midt på vejen. De betragtede os med stoisk ro. Ingen af os havde travlt. Hverken girafferne eller os i bilen.
Da de besluttede at gå ind til siden, startede vi bilen for at fortsætte, men så kom der en gruppe zebraer, der lige skulle krydse vejen. Også de havde god tid. På safari kommer man bare helt ned i tempo. Rigtig sundt.
Efter de to vejblokader fortsatte vi ud til to forskellige løvegrupper. Den ene gruppe lå ude i åbent terræn, den anden gruppe havde nedlagt en flodhest, som de havde bakset ind i noget buskads. Nogle hyæner løb uroligt rundt i nærheden. Vi kunne skimte nogle af løverne inde bag grenene, vi kunne høre at de spiste og snerrede ad hinanden, men først og fremmest kunne vi lugte måltidet. Da det begyndte at rive lidt i næsen, besluttede vi at køre ud på nye eventyr.
Som noget nyt fik vi set en gepard, der lå i skyggen af et træ. Afslappet men vagtsom. Den tog sig dog også tid til nogle rulleture på ryggen. Da to andre biler nærmede sig, rejste den sig og gik videre.
Kenyan express
Det er kælenavnet for vortesvinet. Da vi kører ude på savannen, får vi øje på et granvoksent vortesvin, der er på vej væk fra et hul i jorden. Vi stopper motoren og lige pludselig – som skudt ud af en kanon – kom der tre vortesvin mere fræsende ud af hullet med fuld fart. Wow en kraft.
De fire vortesvin løb væk med halerne lige i vejret – som antenner – og forsvandt i græsset.
Nedlagt eland antilope
På vores morgen game drive var der ikke sket det store. Vi havde set en marabustork i kanten af vejen og et par gnuer. Så fik vi et radioopkald og blev spurgt om vi havde set gepard? Negativt. Manden med opkaldet kunne så fortælle at han tidligere på morgenen havde set en gruppe løver med en nedlagt Eland antilope. Vi fik positionen og besluttede at køre derhen.
Det endte med at blive én af turens største oplevelser.
Da vi kom frem, var nogle af løverne stadig i gang med at spise. Andre lå i græsset med fyldte maver og gispede efter vejret i den tiltagende varme. Vi var ude i åbent terræn, så der var absolut ingen skygge fra buske eller træer. Sjakaler og hyæner vimsede rundt i håbet om at få sig en bid af byttet. Flere og flere hyæner kom til og i baggrunden stod en større gruppe zebraer og fulgte opmærksomt med.
Vi stoppede motoren og satte os godt til rette i sæderne. Mon hyæner eller sjakaler ville få held med deres forehavende? Det var ikke længe, vi sad uden selskab. Flere og flere løver rejste sig og kom over til os for at lægge sig i skyggen af bilen. De kiggede kortvarigt på os, inden de lagde sig i skyggen. Jeg sad helt stille i den åbne bil. Turde næsten ikke trække vejret. Jeg kunne have rørt løverne.
En enkelt løve lå ved byttet og holdt vagt. Fra deres position under og ved siden af vores bil skiftedes de andre løver til at gøre udfald mod de frække hyæner, når det blev for meget for den enlige vagtpost. Det lykkedes dog en hyæne at løbe triumferende bort med et ben fra Eland antilopen.
Efter et par timer besluttede vi at køre væk og spise vores medbragte morgenmad. Til stor skuffelse for løverne. Nu brændte solen igen fra en skyfri himmel.
Da vi kom tilbage efter morgenmaden, slog løverne sig straks ned i skyggen af bilen. Hyænerne skændtes højlydt og frustrationen over ikke at få del i byttet blev større. Til sidst opgav løverne dog og hyænerne kunne slås om resterne. Enkelte gribbe kom til, ligesom sjakalerne fik små bidder.
Vi fik hele formiddagen til at gå dér og vi havde hele oplevelsen for os selv. Ingen andre biler.
Dagene går…
Vi så løver hver dag. Blandt andet lagde vi hver morgen vejen forbi løverne med den døde flodhest. Stanken rev mere og mere i næseborene og en dag var der ingen løver at se. Til gengæld var en del hyæner i gang med at rydde op.
Vi hørte om gepard på radioen og fik atter nydt denne graciøse kat. Giraffer spankulerede adstadigt rundt på vejene og nu og da mødte vi flodheste på land efter nattens græsning. Én af dagene fik det en motorcyklist til at stoppe og vente på afstand, da der var en flodhest, der krydsede vejen. Herefter fortsatte han kørslen.
En anden dag mødte vi en ung mand, som kom gående ude på savannen. Han var på vej ud at passe køer. Han havde fået øje på en løve - der lå i græsset - og han måtte tage en større omvej.
Nogle dage kørte vi først hjem efter mørkets frembrud, så der mødte vi nogle af de nataktive dyr, f.eks. hvidhalet zebramangust, harer og springharer, der hopper ligesom en kænguru.
Tilbage på campen…
Hjemme igen efter gode oplevelser. Det er blevet mørkt. Flammerne leger med hinanden i det tændte bål. Frøerne er begyndt at kvække. Nattens lyde tager over. Så er det tid til at sætte sig ned i en safaristol og slappe af med en drink og lidt snacks inden middagen.
Mæt og træt efter dagens mange oplevelser blev jeg fulgt til mit telt. Sengen med varmedunken under dynen lokkede, men først tog jeg lige et varmt bad under den udendørs bruser med udsigt til de mange tusinde stjerner på den sorte afrikanske nattehimmel.
Det er safari, det er forkælelse.
