Farvestrålende fotos af elefanter foran Kilimanjaro med sne på toppen, en leopard der ligger synligt henslængt på en vandret gren i et træ med både poter og hale hængende nedad, en giraf der står med spredte ben og drikker, en hanløve der gaber, så hele det imponerende tandsæt kan ses samt kridhvide sandstrande med azurblåt hav, svajende palmer og skyfri, blå himmel eller en orangerød, nedgående aftensol bag et akacietræ med silhuetten af en grib i toppen er blot nogle af de motiver, der møder én, når man afsøger markedet for safarirejser.
Synssansen
Alle disse fotos og mange flere appellerer til vores synssans. Når vi så først sidder i safaribilen, er det synssansen, der scanner savannen for dyr eller håbefuldt kigger både op i træerne og ned mod jorden og ind i krat og buske for at spotte leoparden. Det er ligeledes synssansen der primært opfatter det mylder af blinkende stjerner, som lyser nattehimlen op, når solen er gået ned.
Synssansen bruger vi i dagligdagen med største selvfølgelighed.
Under min første tur til Afrika, gik det dog hurtigt op for mig, at min synssans ikke var helt skarp – til trods for en nylig synstest - nærmere i en form for dvale.
Jeg overraskedes over, hvor svært det kunne være at få øje på en fugl i et træ eller et firben på en træstamme. Ja selv de større dyr faldt nogle gange i ét med baggrunden. Undervejs på safarien oplevede jeg hvordan synssansen blev skærpet.
Måske sker det ubevidst for én, at der skrues lidt ned for ”skarpheden”, når man ikke er fuldt afhængig af én eller flere sanser. Hvis man dagligt lever blandt de vilde dyr, er ens sikkerhed på en anden måde afhængig af skarpe sanser end for mig, der bor i Danmark.
Høresansen
Det skal understreges, at alle sanser er i spil, når man er på safari. Høresansen er et vigtigt supplement til synet ikke bare i dagtimerne, men så sandelig også når mørket falder på, og i Afrika bliver der RIGTIG mørkt, når solen går ned.
Det er som om, at lyde træder tydeligere frem, når det er mørkt. Der er hyænernes hyl, zebraernes vrinsken og løvernes brøl. Der er cikadernes sang og frøerne der kvækker, men der er også ilden der knitrer i bålet og vandet der bruser i floden.
Flere sanser
Lugtesansen er også i brug på safari. Det kan være dyr der har markeret territorium, lugten af et ådsel, lugten af elefanter, der har passeret tæt forbi bilen eller naturen i sig selv efter en forfriskende regnbyge.
Lugtesansen er ligeledes i spil sammen med smagssansen, når sulten skal stilles og maden serveres. I Afrika laves der fantastisk mad, som forkæler sanserne.
Følesansen får du rig mulighed for at bruge, specielt hvis du hopper ud af bilen og mærker på tingene, et blad, en træstamme, en torn fra et akacietræ. Der er mange muligheder sammen med din guide.
Husker man at få alle sanser i spil på en safari, så bliver oplevelserne mere intense og fuldendte.
Det er tid til et eksperiment.
Nu vil jeg tage på safari med fokus primært på høresansen og derfor ind imellem lukke øjnene.
På vej
Sidder på sæde 18A i en Boeing 787-10 med kurs mod Nairobi. Det er en vinduesplads lige ud for den store kraftfulde Rolls Royce motor. Sidder og døser for jeg har været tidligt oppe, men motorens blide summen når mine øregange, ligesom duften af min sidemands varme måltid når mine næsebor. Jeg er træt og orker ikke at åbne øjnene for at se om jeg går glip af pasta med fisk eller ris med kylling.
Må være faldet i søvn for vågner op til kaptajnens opfordring til at spænde sikkerhedsbæltet, fordi vi nærmer os et område med turbulens. Har beholdt mit bælte på, og mine øjenlåg er stadig tunge, så jeg holder øjnene lukkede. Nøjes med at vippe lidt med tæerne og andre fodøvelser for at holde blodcirkulationen i gang. Kan godt mærke at flyet bevæger sig lidt mere uroligt nu, men den store motor spinder fortsat som en velfornøjet kat. En beroligende lyd for øret.
Næste gang jeg vågner er det duften af varm kaffe fra sidemanden, der når mine næsebor. Jeg beder bare om et glas vand.
Visum og paskontrol
Står i køen hos immigrationsmyndighederne. Der er mange mennesker. To store maskiner er landet næsten samtidig i Jomo Kenyatta International Airport. Det går meget langsomt. Har både mit pas og mit eTA klar. Henne ved skranken er der en diskussion i gang mellem en rejsende og den ansatte bag skranken. Lukker øjnene et øjeblik. Foran mig i køen står et par og taler engelsk. De overvejer åbenbart at skifte kø. Bag mig står en familie der taler fransk. Et sted ude fra siden er der nogen der taler swahili. Min søn spørger på dansk om jeg er træt. Lige da jeg skal til at svare kan jeg høre lyden af et stempel og kort efter hjulene på en kuffert der ruller. ”Lidt” svarer jeg og åbner øjnene. Det er tid til at rykke lidt fremad i køen.
Til hotellet
Finder uden problemer både kufferten på bagagebåndet og chaufføren udenfor ankomsthallen. Overhører de mange menneskestemmer der tilbyder taxa og hjælp til bagagen. Den lune, fugtige aftenluft fyldes af lydene fra bilmotorer der starter og stopper, biler der dytter og bagagevogne, der bumler hen over den ujævne asfalt.
Mod savannen
Jeg har sovet godt i nat. Føler mig udhvilet. Kom ned til dejlig morgenmad. Der blev arbejdet flittigt med panderne ved de to gasblus og duften af både omeletter og pandekager nåede mine næsebor.
Vi satte os i et hjørne og nød morgenmaden, mens vi snakkede lidt om formiddagens flyvetur ud til savannen og hvilke forhåbninger vi havde til oplevelserne på savannen. Ved bordet ved siden af sad det, der kunne ligne en familie og snakkede om deres forestående besøg på elefantbørnehjemmet. ”Will we come close?”, spurgte én af de unge. Ingen vidste det med sikkerhed, og vi undlod at svare.
Sad i bilen til den lille lufthavn Wilson og nød morgenens mylder af gående, cyklende og ventende mennesker. Et virvar af farver, lyde og dufte.
I den lille maskine mod savannen er lyden af de snurrende propeller rimelig ensformig, hvorimod de smukke landskaber jævnligt skifter karakter. Fra storbyens huse over den dramatiske Great Rift Valley til den flade savanne med spredte masai bebyggelser. Det hele krydret med små skyer der glider forbi udenfor. Nogle af dem ligner små bløde vattotter.
På savannen
Forude dukkede en større elefantflok op. Vi kørte lidt nærmere, men stoppede så bilen. Jeg lukkede øjnene i det skarpe sollys. Der blev en vidunderlig stilhed, da chaufføren slukkede for bilens motor, dvs. et par af de andre gæster i bilen kommenterede på nogle impalaer, vi lige var kørt forbi. Bortset fra det var der stille og så alligevel ikke. En dyb rumlen nåede mine ører og så lyden af græstotter, der blev flået af. Først én, så flere. Nu og da en stille rumlen iblandet lyden af spisende dyr. Disse enorme dyr bevæger sig bemærkelsesværdigt stille rundt i naturen medmindre de er i gang med at brække større grene af træerne.
Pludseligt kom der et ordentligt ”trut” og så ét til, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. Bilen var omringet af elefanter, små, store, mange, men os var de ligeglade med. Det var to unge hanner, der havde en kontrovers og som lige ville markere deres tilstedeværelse. De stod og skubbede til hinanden.
Jeg lukkede øjnene igen og nød lydene fra de mange dyr. Lyde som blev svagere og svagere som dyrene kom længere væk fra bilen. Så skrattede radioen og chaufføren startede bilen. Jeg åbnede øjnene – wow et lydbillede. Vi fortsatte ud på savannen.
Løverne havde nedlagt en bøffel og nu var der gang i en ”fest”. Vi kørte nærmere. Sad og kiggede lidt på løverne der spiste, hyænerne, der gerne ville have en luns og sjakalerne, der vimsede rundt lidt længere ude i periferien, inden jeg gentog mit ”eksperiment” med at lukke øjnene. Løverne havde naturligvis førsteret til byttet, men der var ikke fuld enighed om, hvem der havde ret til hvad, så der blev ind imellem snerret højlydt af ”sidemanden”. Hyænerne begyndte at hyle utålmodigt, ligesom sjakalernes gøen blandede sig i lydbilledet. Duften eller rettere lugten af byttet nåede mine næsebor.
Lidt senere kunne jeg høre nogle tunge vingeslag. Da jeg atter åbnede øjnene, sad der både hvidryggede gribbe og øregribbe i græsset lidt væk, ligesom en marabustork var dukket op.
I mørke
Da vi kørte ud igen om eftermiddagen, besluttede vi at opsøge gruppen af løver igen. De lå med deres fyldte maver og dasede i kanten af et buskads. Lugten af kadaver rev lidt i mine næsebor. De mange timer i solen havde absolut ikke gjort lugten af kød mindre skarp. Løverne lugtede heller ikke af at være nyvaskede.
Der skete ikke rigtig noget, men vi besluttede at blive holdende for at se, om der kom mere liv i gruppen, når mørket sænkede sig.
I tusmørket kunne vi se nogle af løverne begyndte at vågne op. De strakte sig, gabte og nogle begyndte at slikke pelsen ren.
En af hanløverne vågnede også op til dåd. Det var nu så mørkt, at vi kun kunne ane konturerne af hanløven. I det fjerne kunne vi svagt høre lyden af et løvebrøl.
Nu sad vi på første parket, da ”vores” hanløve gik i gang. I flere minutter gennemrev hans brøl den ellers stille aften. Brølene kom helt dybt nede fra maven. De små hår på mine arme rejste sig. Wow.
Ingen i bilen sagde noget, selv ikke da hans brøl begyndte at aftage i styrke og til sidst bare var en slags grynten.
Vi startede bilen og kørte hjemad til campen i nattemørket. Hvilken afslutning på dagen.
Hjemme på campen
Der var gang i bålet, da vi kom hjem. Lugten af gammelt kød i mine næsebor afløstes af røgen fra bålet. Der kom mere brænde på bålet og nu tog lyden af knitrende flammer mere over. Lidt efter blev vi kaldt ind til spisning. Nu var det tid til forkælelse for både syn, smag og lugt. Maden er altid rigtig lækker og velsmagende.
I morgen skal jeg igen have alle sanserne i spil. Jeg skal have det hele med hjem fra min safari, så minderne står stærkest muligt.
