Denne gigant blandt hajerne er verdens største fisk og bliver sågar større end langt de fleste hvaler. Ligesom de største af disse, bardehvalerne, lever den primært af mikroskopisk dyreplankton, som den filtrerer fra store mundfulde havvand, men lyskrebs, små blæksprutter og stimefisk samt planktoniske æg fra fisk, krebsdyr og koraller kan også stå på menuen. Mens bardehvalerne bruger lange rækker af hornplader, kaldet barder, der hænger ned fra mundloftet, til at si de små byttedyr fra vandet, så bruger hvalhajen nogle filtre i gællespalterne.
Hvalhajen, hvor hunnen er størst, kan blive op til 20 meter lang med en vægt på over 30 tons og en 1,5-2 meter bred mund, men eksemplarer på over 12 meter ses sjældent. Den bliver dermed tre gange længere og 10-20 gange tungere end den store hvide haj. I modsætning til hvidhajens berømte og berygtede gab har den mange og meget små tænder, som altså ikke anvendes til angreb på store byttedyr.
Hvalhajen er udbredt i tropiske oceaner rundt om hele kloden, hvor den på visse årstider trækker ind til kysterne på lavere vand. Den er ikke talrig nogen steder, men i sæsonen kan der samles mange individer i et lille område, f.eks. ved Tanzanias Mafia Island i Det Indiske Ocean.
Vores viden om denne imponerende haj er faktisk relativt begrænset. Man kender bl.a. kun lidt til trækruterne på oceanerne og ved ikke med sikkerhed hvor gamle de bliver, men regner med over 100 år. Man ved dog, at hunnerne føder levende unger på ca. en halv meters længde, mens de op til 300 æg, som de opbevarer inde i sig, er ca. 30 cm lange og dermed verdens største æg.
Ud over størrelsen er hvalhajens smukke mønster af hvide pletter på den gråsorte baggrundsfarve og den hvide bug karakteristisk. Man ved dog ikke hvad pletterne er godt for, men ligesom fingeraftryk hos mennesket og striberne på zebraen er der ikke to individer som har ens mønstre.
Hvalhajen - fiskenes absolutte kæmpe
De strittende haler - Vortesvinet
Savannens vampyrfugl - Oksehakkeren
Det lyserøde badedyr - flamingoen
Klikkende Kæmpe – Eland antilopen ala Elsdyrantilopen
Øjne på størrelse med golfbolde! - Strudsen
Oceanernes imponerende jæger - den store hvide haj
De rette hvaler - Sydlig rethval
Se alle indlæg