I denne klumme går turen mod Tanzania og de berømte nordlige parker – Tarangire, Serengeti og Ngorongoro krateret.
De nordlige parker i Tanzania ligger relativt tæt, så køreafstandene mellem de forskellige parker er overkommelige. Lake Manyara som ligger mellem Tarangire og Ngorongoro krateret indgår i mange rejser, men jeg har denne gang fravalgt parken og så tilvalgt mere tid i Serengeti på grund af migrationens start – beskrevet i min seneste klumme.
Mount Kilimanjaro
Med afgang fra København først på aftenen er der ankomst til Kilimanjaro internationale lufthavn ved middagstid næste dag. Fra ca. 11 km’s højde var der fin udsigt til landskabet, der gled forbi under os. Kun spredte skyer på himlen. Havde valgt en vinduesplads i venstre side af flyet, så alle betingelser for at opleve Afrikas højeste bjerg – det 5895 meter høje Mt. Kilimanjaro – fra luften var opfyldt. Som vi nærmede os, steg spændingen. Står bjerget synligt i al sin pragt med sne på toppen i dag? Desværre nej! Bjerget var indhyllet i skyer.
På grund af den lange flyrejse havde jeg valgt en enkelt overnatning på Kia Lodge, der ligger kun fem minutters kørsel fra lufthavnen. Det var derfor mit håb, at skyerne i dagens løb ville lette og bjerget komme til syne. Desværre nej!
Efter afslapning og en god nats søvn gik jeg til morgenmad akkompagneret af fuglesang og solens varmende stråler. Noget af en kontrast til frostvejret og den kolde blæst, som jeg forlod hjemme i Danmark. Efter dejlig morgenmad var der lige tid til at tage trapperne op til et udsigtspunkt ved siden af swimmingpoolen. Wow, der stod bjerget. Nogle skyer og morgendis hang omkring bjerget, men det var synligt og jeg kunne se toppen.
Dejlig optakt til køreturen mod Tarangire.
Tarangire National Park
Klokken var halv ni, da bilen var pakket og vi begav os på vej. Fra Kia Lodge er der en kort køretur op til hovedvej A23, som går mod Arusha. På denne korte tur har man Kilimanjaro lige foran sig.
Det var nu fuldt dagslys. Skyerne var væk, men det var stadig diset. Konturerne af bjerget og sneen på toppen var dog fuldt synlige.
Da vi midt på formiddagen passerede Tanzanias safarihovedstad Arusha, havde solens stråler brændt disen væk og Mt. Meru - lige nord for Arusha – lå fuldt synlig med en hvid sky på toppen. Mindede lidt om kvasten på en nissehue.
Ved 13-tiden kørte vi ind i Tarangire National Park og kort efter sad vi ved et bord og pakkede vores medbragte lunch boxes ud. Kylling, sandwich, pasta, kage og popkorn. Dugen var et rød- og grønternet masaitæppe.
Tarangire er berømt for to ting, om end der er meget andet at opleve. Elefanter og baobabtræer. To giganter på hver deres måde.
Baobabtræerne, der kan blive mange hundrede år gamle, og de ikoniske elefanter, der på én og samme tid bevæger sig rundt i landskabet med både kraft og ynde.
Baobabtræerne er spredt ud i landskabet i Tarangire og når de ikke bærer blade, ser det ud som om, de står på hovedet med rødderne opad.
Vi så både mange baobabtræer og mange elefanter i eftermiddagens løb. Temperaturen havde sneget sig over 30 grader, så mange elefanter havde søgt skygge og stod og viftede med de store ører for at kontrollere kropstemperaturen.
Ved et vandhul tæt på vejen fik vi en helt særlig oplevelse. Elefanterne lå og krydsede vejen ud og ind imellem de holdende biler. Vi flyttede os flere gange. Der blev drukket, vandpjasket og trompeteret for fulde gardiner.
I gruppen af elefanter var der også en meget lille unge, som moderen hele tiden passede på og guidede med små kærlige berøringer med snablen.
Vi blev holdende et stykke tid og nød underholdningen, inden vi fortsatte for at kigge på giraffer, dik-dik, impalaer, vortesvin og en masse forskellige fugle.
Ankom til Tarangire Sopa Lodge ved 18-tiden og blev budt velkommen af både mennesker og dyr. Zebramangust, grønne marekatte, dik-dik og klippegrævling for at nævne nogle.
Serengeti
Efter et par skønne dage i Tarangire fortsatte vi mod Ndutu området lige syd for Serengeti. Køreturen ind i Ngorongoro Conservation Area og højlandet omkring Ngorongoro krateret er smuk. Der er meget grønt i området og der er nogle betagende udsigter både til krateret og ud over landskabet.
Efter 5-6 timers kørsel gennem masailand ankom vi til Nyikani Camp Ndutu. Hvilken fornøjelse at blive budt på lækker frokost, mens man sidder og nyder udsigten til den omgivende natur. Efter frokost blev jeg ledsaget til mit telt.
Wow. Af campens 13 telte havde jeg fået nummer 7. Fra min terrasse var der en fantastisk udsigt over Ndutu søen med lyserøde flamingoer. Udover migrationen oplevede jeg både elefanter, giraffer, antiloper, løver og leoparder i dette område.
Efter tre dage pakkede vi bilen og sagde pænt farvel og tak for denne gang, inden vi fortsatte ind i verdensberømte Serengeti. Der er vitterlig tale om ”endeløse sletter”, som Serengeti betyder på masai sprog. Flad savanne så langt øjet rækker og så de berømte granitformationer – kopjes – som ligger spredt ud i landskabet.
Med indkvartering i Kati Kati Tented Camp i Seronera området centralt i Serengeti, var der mange muligheder for gamedrives og store oplevelser i de smukke landskaber.
En af dagene tog vi lunch boxes med og kørte over i den østlige del af Serengeti. Vejen var ikke i god forfatning. På et tidspunkt da jeg med nød og næppe undgik at ryge ned fra sædet, da vi kørte hen over nogle store huller i vejen, sagde min chauffør/guide: ”Vejen til Himmerige kan være dårlig og hullet, men når man når frem…”. Det skulle vise sig at han fik ret. Da vi nåede frem, lå en større gruppe løver på toppen af en stor granitblok. Wow!
På en anden granitblok i nærheden lå der flere løver og tre store hanløver lå på jorden lige uden for bilen. Vi lavede en afstikker til et akacietræ, hvor der lå en leopard og sov til middag oppe i trækronen med en gnu ved siden af sig.
Kørte tilbage til løverne, som nu var blevet lidt mere aktive. En god afslutning på oplevelserne i Serengeti.
Ngorongoro krateret
Turen ud af Serengeti tilbage til Nabi Hills Gate var relativ begivenhedsløs, men der var så rigeligt med store oplevelser at fordøje og landskabet var bare mageløst. Passerede Ngorongoro krateret på vej til min næste indkvartering Ngorongoro Farm House i Karatu. Nåede frem til frokost i haven med udsigt til smukke blomster, grønne kaffebuske, avokadotræer og bananpalmer. En skøn indkvartering med en smuk placering. Brugte eftermiddagen på afslapning og deltog i en rundvisning på kaffefarmen.
Med medbragte lunchboxes gik turen dagen efter retur til og ned i Ngorongoro krateret. Jeg er bare vild med det sted. Udsigten over krateret, nedstigningen ad den stejle vej og alle oplevelserne på bunden af krateret.
Her kan man opleve stort set alle de kendte afrikanske dyr bortset fra giraffer. Dyrene kan frit vandre ud og ind af krateret på nær altså giraffer. Væggene i krateret er simpelthen for stejle. I krateret er der savanne, sø, sump og skov, hvilket giver meget varieret safarikørsel (gamedrive). Der er god plads i krateret, selvom der er mange biler der kører rundt, bortset fra når der bliver spottet f.eks. løver og næsehorn. Så stimler bilerne sammen også selvom de fire næsehorn, jeg så denne dag alle var på stor afstand.
Et andet sted bilerne stimler sammen og der kan opleves trængsel er ved toiletter og frokostområde i den østlige side af krateret med det knap så mundrette navn Ngoitokitok. Her skal man passe godt på sin mad for glenter i området er verdensmestre i at styrtdykke og tage en bid. Vi blev siddende i bilen og indtog vores frokost i stedet for at bruge de opstillede borde og bænke.
Afslutning
Når man tager på safari, er man sikker på fantastiske oplevelser. Hvilke er dog svært at forudsige. Som jeg nævnte indledningsvis, havde jeg denne gang fravalgt Lake Manyara dels for at bruge mere tid i Serengeti, dels fordi parken har skuffet mig de sidste gange jeg har været der. På vej til middag på min turs sidste indkvartering - Ngorongoro Farm House – overhørte jeg lidt tilfældigt en samtale mellem to danske par. ”Nå, hvad har I oplevet?” ”Vi kommer lige fra Lake Manyara. En fantastisk oplevelse. Elefanter, træklatrende løver og en leopard samt mange flamingoer. Absolut et besøg værd.”
Måske skulle jeg lægge vejen forbi Lake Manyara, næste gang jeg er på de kanter?
