5 kilometer kridhvidt og pudderblødt sandstrand, det er hvad der møder en, når man flyver til Bird Island på Seychellerne. Et fantastisk syn, når man i klart vejr øjner den grønne ø forude, omkranset af hvidt sand og det blå hav.
Man flyver fra lufthavnen på Mahé og en halv time senere er man fremme på denne smukke paradis-ø. I 1967 købte Guy Savy øen, da han ønskede et sted, hvor sodfarvet terne havde mulighed for at yngle i fred – og det er lykkedes. På godt 40 år er antallet steget fra 16.000 par til 750.000. I marts begynder de at vende tilbage til øen, hvor man kan se dem overalt på himlen indtil slutningen af april. I starten af juni lægger de normalt deres æg og flyver fra øen i løbet af vores efterår, hvor de sidste forlader øen i slutningen af oktober. Et imponerende skue.
Udover den sodfarvede terne er øen også blevet hjemsted for tusindvis af tropiske fugle og de store landskildpadder. Øen er en skattekiste for naturelskere, hvor man opholder sig i smukke omgivelser og indkvarteres godt. Det er heller ikke unormalt at se delfiner og manta rays tæt ved kysten. Øen ligger også på de store hvaler; som den sydlige ret hval og pukkelhvalens migration rute, hvor de svømmer forbi i månederne oktober og november.
På øen lever også 24 store landskildpadder, der frit går rundt til stor glæde for både børn og voksne. Skildpadden Esmeralda (trods navnet, så er det en han) er at finde i Guinness World of Records, som verdens længst levende skildpadde. Hans officielle fødselsår er 1771, og der er ikke tastet forkert.
Bird Island er den nordligste af Seychellernes mange øer og ligger blot 500 meter fra et plateau, hvor havet bliver 2.000 meter dybere. Det gør øen til et fantastisk sted at fluefiske. Dette er tilladt på øen uden omkostninger, man skal blot selv medbringe sit udstyr.
Bird Island er også med i et stort projekt om bevarelse af de stærkt truede havskildpadder. Seychellerne er det eneste sted i verden hvor havskildpadderne lægger æg i dagslys. I højsæsonen november og december er det ikke unormalt at se op til 5 havskildpadder dagligt gå i land og lægge deres æg på stranden. I januar og februar begynder æggene at udklækkes og marts april søger de små skildpadder mod havet.
Projektet er under ledelse af Robbie, og man er velkommen til at hjælpe Robbie med noget af hans arbejde, eller høre ham fortælle om skildpadderne og blive klogere på disse.