Vi sidder på bageste sæde i en åben firhjulstrækker på vej fra Maun (Botswana’s ”safarihovedstad”) til en lejrplads inde i Moremi Wildlife Reserve – en del af Okavango-deltaet. Bag os på de sandede veje hopper og danser traileren, der er tungt lastet med lejrudstyr til et par dage ”ude i naturen”. Vi kører i virkeligheden ikke så stærkt – for det tillader vejene ikke – måske 35- 40 km i timen, men det føles meget stærkere, som man sidder der i den åbne bil, mens man spejder efter de vilde dyr, samtidig med at man forsøger at beskytte fotoudstyr og ansigt mod al det løse sand, der hvirvles op under kørslen.
Både Tanzania og Kenya har budt på fantastiske oplevelser igennem årene. Denne gang går turen som noget nyt til Botswana og Zimbabwe.
Vi er i fuld gang med Botswana Adventure. En tur der startede et par dage tidligere, hvor vi forlod København for via London at flyve til Johannesburg i Sydafrika. Her mødtes vi med resten af deltagerne i den internationale gruppe, vi skal dele oplevelser med de næste 16 dage.
I vores gruppe var der deltagere fra Italien, USA, Australien, New Zealand og Danmark.
Da bagagen var læsset ombord i den ombyggede overlandtruck fra Kiboko, var det tid til at indtage vores pladser. Med på turen er der en guide, som også er chauffør på vognen, en kok og en hjælper. De næste mange timer tilbragte vi i bilen, som satte kursen nordpå mod Botswana. Der var dog tid til pauser undervejs, blandt andet gjorde vi holdt på en rasteplads langs en af de lange, lige, øde veje, hvor kokken på relativt kort tid fik stablet en glimrende frokost på benene med brød, salat, ost, skinke, pølse mm. og så sad vi der på en safaristol og nød det gode vejr, samtidig med at vi fik stillet sulten.
Vi krydsede grænsen til Botswana i dagslys, og her mødte vi for første gang nogle af de mange tungt lastede lastbiler med kobber fra områdets miner. Køreturen fortsatte i nordvestlig retning, og mørket havde sænket sig, da vi nåede frem til byen Palapye, hvor teltene skulle slås op.
Som sagt er vi på Adventure tur, hvilket betyder, at det hele er lidt mere primitivt, end vi har været vant til fra vores ture til Kenya. Her får vi også teltoplevelsen med, men det er små tomandstelte, og overnatningerne foregår på feltsenge og i soveposer, så vi har skruet ned for niveauet af indkvartering i forhold til de tented camps, vi tidligere har benyttet i Samburu og Masai Mara, til gengæld har vi skruet op for eventyrlysten, for her er vi virkelig i tæt kontakt med naturen – det vender jeg tilbage til – og den får for fuld skrue på, stemning, lejrbål og intensitet.
Efter en god nats søvn, tidlig morgenmad og sammenpakning af lejren gik turen videre nordpå og med stop undervejs for frokost og besøg i et næsehornsreservat, nåede vi sent på dagen frem til næste stop. Desværre så vi ingen næsehorn, men der var alligevel en del at tale om rundt om bålet, inden vi trætte indtog vores soveposer og gik til ro.
Det var endnu mørkt, da der begyndte at komme liv i lejren, men der var masser af hygge, for kokken havde gjort morgenmaden klar, og der var tændt bål, så vi kunne få ristet vores toastbrød og varmet fingrene. De sidste par nætter har været rimeligt kolde, så dejligt med varmen fra bålet om morgenen.
Vi bevægede os videre mod nordvest langs Makgadikgadi- sletten mod Maun, hvor vi i forbindelse med frokost rokerede rundt på bagage og lejrudstyr og fortsatte turen i åbne firhjulstrækkere.
Her er virkelig øde, som vi bevæger os længere ind i Moremi Wildlife Reserve på de sandede veje. Undervejs spottes både elefanter, giraffer, antiloper og bavianer. Det er blevet sen eftermiddag, og solen står lavt på himmelen, da vi lige pludselig kører fast i sandet. Chaufføren gør et ihærdigt forsøg på at slippe fri, men nej sandet holder os som i et jerngreb. Anhængertrækket til traileren har boret sig ned under sandet. Vi kan hverken komme frem eller tilbage. Gode råd er dyre.
Efter nogle minutter kommer der til alt held nogle modkørende biler, og én af dem er en monsterstærk firhjulstrækker, og chaufføren stiller beredvilligt op med slæbetov og maskinkraft.
I begejstring over at vi har fået hjælp hopper et par af deltagerne ud af bilen og går lidt væk for at få nogle gode fotos af hændelsen, uden at tænke på, at der kunne ligge en sulten løve i det høje græs, nogle få meter væk. Vores guide fik derfor travlt med at få hevet folk ombord i bilen igen.
Trukket fri af sandet fortsatte turen frem mod lejrpladsen, der henlå i mørke, da vi nåede frem. Ved hjælp af lyset fra pandelamper og lommelygter blev teltene rejst inde mellem nogle træer, og der blev gravet to toilethuller bag et par buske. En lækker middag bestående af coleslaw, buttersquash og en ½ kylling pr. mand blev indtaget i lejrbålets skær her inde midt i Okavango-deltaet. Over os stod den klareste nattehimmel med tusinder af lysende stjerner. Virkelig betagende smukt her ude i ødemarken, hvor ingen storbyers lys forstyrrer billedet.
Med klare formaninger dels om ikke at opbevare frugt i teltene, dels ikke at gå ud af teltet i nattens løb alene, på grund af risikoen for at møde vilde dyr i lejren, gik vi tidligt til ro for kl. 6 næste morgen, skal vi ud på gamedrive.
Da jeg vågnede næste morgen var det med bevidstheden om, at jeg ikke havde sovet specielt tungt. Alligevel kunne jeg konstatere, at flere af de medrejsende havde ligget vågne i teltene og lyttet nervøst til besøgende elefanter, for ville der mon falde en afbrækket gren ned i teltet, eller ville elefanten måske vælte teltet? At det ikke bare var noget de havde drømt, vidnede adskillige afbrækkede grene i lejren om.
Da den første morgensol kastede sine stråler over lejren, kunne vi konstatere, at vores lejr lå i kanten af en skovtykning ned mod et sumpet område indhyllet i den smukkeste morgendis. Fuglene var aktive fra morgenstunden, og et eller andet sted ude i sumpen gryntede flodhestene. This is life!
Dagens to gamedrives bød på masser af smukke øjeblikke og blandt andet også nærkontakt med en hanløve. Da vi sidst på eftermiddagen, da solen var gået ned nåede tilbage til lejren, kunne kokken og hans hjælper fortælle, at der lige havde været besøg af en elefant i lejren. Den følgende nat kom der igen en flok på besøg, men det var jo os selv der var ude om det, vi havde lagt vores lejr, hvor de var vant til at gå ned til sumpen og drikke.
Fortsættelse følger……
