Har sovet uroligt i nat. Det må være de mange oplevelser. Følte mig lidt bombet, da tjeneren vækkede os med morgen te uden for vores værelse. Da jeg først havde frigjort mig af lagner og tæpper og fundet vej ud fra indespærringen bag moskitonettet, kunne jeg konstatere at regnskoven og morgenlyset var lige så smukt som i går. Et par turacoer (fugle) sad i de høje træer og bød mig velkommen, da jeg satte mig på verandaen foran værelset og skænkede mig en kop varm te.
Som forleden startede dagen for trekking med morgenmad, udlevering af madpakker og vandflasker samt en kort køretur til centeret for gorilla trekking, hvor der var temperaturtjek og indskrivning.
Tilbage til regnskoven
Vi startede igen med underholdning i form af sang og dans, generel briefing, briefing fra guiden, hyring af hjælpere og et ”goddag” til de to rangere, der skulle passe på os.
I dag var vi 8 turister i vores gruppe. Vi fik tildelt Mubare gruppen, som var den første gruppe der blev habitueret (vænnet til besøgende) helt tilbage i 1991.
Alle ture starter fra centeret. I modsætning til i forgårs var der ingen kørsel. Vi startede ud til fods. Det gik opad i dag - MEGET opad. På smalle stier næsten som serpentinesving på en bjergetape i Tour de France. Jeg havde kun mig selv at sørge for. Havde hyret en hjælper, som bar min rygsæk med regnjakke, myslibarer, vand og madpakke. Han bar også mit videokamera, bortset fra når jeg skulle filme, så byttede vi og han holdt mine vandrestave. En stor del af vejen var der så stejlt, at han gik foran og gav en hjælpende hånd og når det gik ekstra opad eller hen over store sten eller væltede træstammer, så skubbede en anden hjælper også bagpå.
Ubeskrivelig smuk var regnskoven med sine utallige grønne nuancer, sine meget forskellige planter, sine svampe og sine smukke orkidelignende blomster. Det var som om de kæmpe høje træer, blandt andet mahognitræerne med deres tykke brune stammer rakte ud efter himlen. Skoven genlød af fuglestemmer og mange sommerfugle flagrede omkring kun afbrudt af korte stop på et blad eller en blomst.
Vi tog mange drikkepauser undervejs, så de langsomste også kunne følge med. Det gav tid til at nyde de fantastiske udsigter, stemningen og duftene. Stemningen i gruppen var god og afslappet, selvom vi fik brugt fysikken godt undervejs. Inden i havde jeg en spændt forventning til endnu et møde med gorillaerne.
3½ time tog det os at nå toppen og sveden haglede af os. Vi stoppede op og fik pusten og en tår vand mere. Vores hjælpere havde undervejs plukket nogle bregneblade, der nu blev brugt som vifter, der gav lidt luftcirkulation til de svedende ansigter. Brugte også den korte pause til at kigge tilbage ned på den skov, vi havde kæmpet os op igennem. Det lignede et stort grønt tæppe, hvor stien igen havde gemt sig. Så fortsatte vi yderligere en ½ time fremad, nu i mere jævnt og fladt terræn. Dér mødte trackerne os. På med mundbindene og kameraet i hånden. Resten af oppakningen blev efterladt sammen med hjælperne. Nu var vi klar til at møde gorillaerne.
Denne gruppe af gorillaer bestod af en silverback, 4 hunner og 4 unger. Den yngste kun 4 måneder gammel, de andre ca. 1 år gamle. Efter kort tid havde vi øjenkontakt med den store silverback, der sad under en busk sammen med to hunner og et par af ungerne. Han sad helt roligt og kiggede sig omkring, mens et par af ungerne øvede sig i at klatre og svinge sig i lianerne. Én af hunnerne lå tålmodigt og fungerede som fodskammel.
Den næste time gav os sjove, rørende og fantastiske oplevelser. Ungerne legede, silverbacken slappede af og mødrene lå tålmodigt, beskyttende og kiggede på. Nu og da rakte de en hjælpende hånd ud til ungerne. Nogle af ungerne kendte tydeligvis ikke 7 meter reglen og kom meget tæt på. Det samme gjorde en hun med ungen på ryggen, da gruppen flyttede sig lidt længere væk for at spise.
Tid til farvel
Viserne på mit armbåndsur løb rundt og rundt uden at sænke tempoet. Alligevel var det som om tiden indimellem stod stille, som jeg sad der i skovbunden i øjenhøjde med disse prægtige dyr. Alt foregik stille, roligt og tilsyneladende velovervejet. I modsætning til hos chimpanserne, hvor der af og til var stor tumult grænsende til kaos.
Det siges at vi mennesker drømmer om at opføre os som gorillaerne, men at vi mennesker i opførsel ligner chimpanserne.
Én af trackerne tog min arm for at vise mig en gorillamor med unge, der sad lige bagved. Hviskede til mig, at her kunne jeg få et godt billede. Jeg vendte mig om, men tog ingen billeder. Nød bare øjeblikket og privilegiet i at være der og få oplevelsen.
Vores timeglas randt ud og det var tid til at sige farvel. Jeg kastede et sidste blik på silverbacken, som stadig sad afslappet i skovbunden og puttede blade i munden. Han så meget tilfreds ud og samme følelse gik jeg derfra med.
Vi gik ca. ½ time inden vi satte os ned i regnskoven for at fordøje indtrykkene og for at spise vores medbragte madpakker. Wow for en oplevelse med gorillaerne.
Derefter startede nedstigningen, som tog os ca. 2 timer. Igen var det langsomste deltager, der bestemte tempoet. Næsten sværere at gå nedad end opad. Krævede virkelig fuld koncentration. Hele tiden skulle der bremses og klatres over store fugtige, glatte sten på den smalle sti. Forsøgte i bogstavelig forstand at følge i min hjælpers fodspor. Satte min fod hvor hans fod lige havde været. Faldt heller ikke en eneste gang i modsætning til en ældre amerikaner af typen ”Ka selv, vil selv”. Ikke så gennemtænkt når der nu hele tiden var en hjælpende hånd, der blev tilbudt. Aldrig har jeg holdt så længe i hånd og er blevet taget så mange gange på hofterne som på denne nedstigning.
Bare guld værd at hyre en hjælper til 20 amerikanske dollars (ca. 135 kr.).
Vel nede igen efter en ”arbejdsdag” på godt 7 timer, 400 højdemeter og 10 km’s gang, blev vi mødt af vores guide med en kold øl. Turens gennemførelse skulle fejres. Derefter fik vi overrakt diplomer af turens guide som bevis på, at vi havde gennemført trekkingen.
Tilbage på lodgen gik det op for mig, at mine bukser ikke bare var beskidte, men også var revnet så meget at reparation ikke lod sig gøre. Pyt, det var det hele værd og selvom jeg knap kunne slæbe mig op at trapperne til vores hytte, ja så gør jeg det gerne igen.
Tilbage til Entebbe
Da jeg vågnede, var min første tanke, mon det regner her til morgen? Dernæst gik mine tanker tilbage til gårsdagens oplevelser med gorillaerne og endelig fortrød jeg, at jeg kun tog ½ times massage af mine trætte ben i går.
I dag tager vi afsked med Buhoma Lodge - dette vidunderlige sted. Vi har en køretur på 1½ times tid og derefter flyver vi tilbage til Entebbe. En tur på en times tid med det lille fly.
Stort set skyfrit hele vejen. En fantastisk udsigt til de grønne bakkede landskaber under os. Fra de ca. 3 km’s højde så man tydeligt veje, byer m.m. Da vi fløj hen over Mbamba swamp, fik jeg øje på det sted, vi sejlede ud fra på vores rejses anden dag for at lede efter træskonæb og kigge på fugle.
I morgen på rejsens sidste dag har vi booket endnu en sejltur i vådområdet, så vi forhåbentlig kan opleve det sjældne træskonæb en sidste gang, inden vi flyver retur til Danmark.
Farvel til Uganda for denne gang
Vi sad længe i vores båd og kiggede på træskonæbbet. Jeg overvejede at filme den i slowmotion, men så gik det op for mig, at det var helt unødvendigt. Den bevægede sig simpelthen i slowmotion, når den bevægede sig fremad i vandet. Satte sine fødder lige så forsigtigt som en leopard på jagt.
På en eller anden måde virker træskonæbbet lidt som en fortidslevning ligesom næsehornet, men er vildt fascinerende. Efter 3 timer i den efterhånden bagende sol, sejlede vi tilbage igen og tog hjem til hotellet.
I aften påbegynder vi hjemrejsen via Doha i Qatar, så der er lige tid til lidt afslapning på terrassen, en gang massage og lidt mad på en nærliggende restaurant med udsigt over Victoriasøen.
Hjemme igen
Det var min første tur til Uganda. Det bliver bestemt ikke den sidste. Uganda var lige så grønt, som jeg havde fået fortalt, men overgik alligevel min vildeste fantasi om nuancerne af farven grøn. Bananer, bananer og flere bananer. Det skal opleves.
Venlige og smilende mennesker, skønne lodges og masser af vidunderlige oplevelser. Det hele toppet med ubeskrivelige ”once in a lifetime” oplevelser med både chimpanser og gorillaer.
Flere har efter min hjemkomst spurgt mig: ”Hvordan var det så at møde gorillaerne?” Jeg synes, det er rigtig svært at sætte ord på oplevelsen, selvom jeg har gjort et forsøg i mine seneste klummer. Ordene fantastisk, fascinerende og rørende dækker så langt fra…
Foto af trekking nedad: Trai Anfield
Fotos iøvrigt: Mads Jørgensen
I næste måneds klumme stiller jeg spørgsmålet ”Har du set giraffen?”
