Lige landet og så…
”Hold on” var et rigtig godt råd. Vores safaribil nærmest dansede hen over underlaget. Med beundringsværdig præcision styrede vores chauffør uden om store sten, huller, buske og træer. Alligevel giver det en del rystelser, når farten på det ujævne underlag pludselig bliver skruet op til 40-45 km/t.
Jeg klamrede mig til sidestolpen i den åbne firhjulstrækker. Chaufføren styrede med den ene hånd og holdt mikrofonen i den anden, for under kørslen blev der udvekslet mange korte beskeder over den knitrende radio.
Jeg kan nogle få ord på swahili - primært høflighedsfraser - og så ved jeg at ”chui” betyder leopard. Nu ved jeg at afrikansk vildhund hedder ”mbwa mwitu”. Det var dog først, da chaufføren sagde ”wild dog” til os, at det hastigt opskruede tempo gav mening. Endda rigtig god mening for den afrikanske vildhund er truet og et meget sjældent syn i Kenya.
Efter nogle minutter fik vi øje på de to vildhunde. De bevægede sig hastigt igennem terrænet og vi forsøgte at holde trit på afstand. Først da de nåede frem til de stejle skrænter ved Mara floden, sænkede de farten lidt. Løb lidt frem og så lidt tilbage. Åndedrættet var hurtigt og tungerne hang ud til siden af de åbne munde under den hastige vejrtrækning. Så besluttede de at søge skygge under et stort træ, mens de fik pulsen ned. Vi trillede stille nærmere og dér holdt vi de næste mange minutter som eneste bil og nød synet af den sjældne afrikanske vildhund. Jeg sad dér med gåsehud på armene. Wow! Fantastisk.
I dag til dag-programmet for vores tur stod der: ”I lander på en lille air-strip på savannen og kører i åbne safaribiler til Karen Blixen Camp, jeres indkvartering for de næste dage.” Det gjorde vi og meget mere end det. Alenetid med et af de truede afrikanske dyr. Hvor eksklusivt. Hvilken start på vores ophold på savannen.
Da vildhundene brød op, gjorde vi det samme. På kørslen frem mod vores camp, stoppede vi dog også lige op for at se på geparder. En mor med en 3 måneder gammel killing lå og slappede af i skyggen af en busk. Den eneste overlevende unge af et større kuld. Chaufføren fortalte, at der også var set en mor med tre unger i området, så hvis heldet var med os…
Karen Blixen Camp
Nåede frem til Karen Blixen Camp til sen frokost, men de store oplevelser havde fået os til at glemme alt om mad. Vi blev modtaget med stor hjertelighed og efter den rørende velkomst, fik vi serveret frokosten i haven med den fantastiske udsigt til floden og de mange flodheste. Det havde ikke regnet i 3 måneder, så vandstanden i floden var lav. Mange af de store sten i floden var nu synlige, i modsætning til sidste gang vi var her. Det der ikke var ændret på, var de mange skiftende scener på den anden side af floden. Giraffer, zebraer, elefanter, impalaer og eland antiloper passerede forbi i bushen eller kom til floden for at drikke.
Det er en af de bedste ”TV- kanaler”, man kan forestille sig.
Noget andet i campen der også var uforandret, var de store rummelige telte med direkte udsigt til floden. Vi nåede kun en kort tur til teltene, inden der igen stod safarikørsel på programmet. Heldigvis havde vi denne gang valgt fem overnatninger og havde dermed god tid til at nyde teltene, udsigterne, floden, den gode service samt stemningen. Ren luksus. Det ER bare vores yndlingscamp.
På gamedrive
Kl. 16 gik bommen op og vi trillede ud af campen klar til nye oplevelser. Bommen markerer godt nok, at nu kører man ud fra eller ind i campen, men campen er i øvrigt helt åben, så de vilde dyr kan frit bevæge sig omkring og det gør de. Vi placerede for sjovs skyld et vildtkamera uden for et af vore telte, og der kom både, aber, vortesvin, dik-dik og flodheste forbi.
Eftermiddagen bød på to store oplevelser og begge gange gav vi os rigtig god tid. Vi var heldige at spotte geparden med de tre unger - ca. 2 måneder gamle. Moren lå i græsset og de tre unger løb rundt og legede. Én af dem var meget nysgerrig og kom helt tæt på vores bil.
Som vi sad der, begyndte det at regne – for første gang i tre måneder. Ungerne legede uanfægtet videre og på et tidspunkt begyndte de at kravle op i et træ. Noget lettere at komme opad end nedad.
I en pause i legen var der samling ved moren, hvor de begyndte at slikke hinanden, inden legen fortsatte.
Senere på eftermiddagen da det var blevet halvmørkt, løb vi ind i en større løveflok med unger. Da vi regnede med at se dem på et senere tidspunkt under vores ophold, blev vi ikke så længe, men længe nok til at få et løvebrøl med på vejen af hanløven. Den var kun få meter fra bilen, så det var ret gennemtrængende.
Gik i seng ved 22-tiden. Trætte lagde vi hovederne på puderne. Udenfor teltet kvækkede frøerne og vandet i floden brusede. Fantastisk ”musik” at falde i søvn til.
Den ene dag tager den anden
Det var ret let - også for vores medbragte førstegangsrejsende til Kenya - at vænne sig til safarilivet. Tidligt op, de smukke solop- og nedgange, de mange store og tæt på oplevelser på savannen, den lækre mad i campen, det servicemindede personale, massagen, swimmingpoolen og varmedunken i sengen om aftenen.
Som sagt havde vi denne gang taget fem overnatninger på Karen Blixen Camp og hver aften ved bålet gennemgik vi dagens ”bedste oplevelse”. Allerede på andendagen ændrede vi det til dagens ”bedste oplevelser”, fordi det var umuligt kun at nævne én.
Kørte ud fra campen kl. 6:00 efter en hurtig kop te og en småkage. Mange zebraer lige uden for campen kunne anes i det svage morgenlys. En hyæne luskede rundt med benet af en gnu i munden. Et par topier og nogle vortesvin dukkede også op. Gårsdagens regnbyger havde bundet støvet, En stor fordel, når man kører rundt i en åben firhjulstrækker.
Fik en dejlig udsigt til den opstigende sol med et par enlige akacietræer foran. Himmelen antog flere og flere røde, gule og orange nuancer, efterhånden som solen stod op. Jeg løsnede det varmende masaitæppe om mine skuldre, da solens første stråler ramte mig. Hvilken start på dagen.
De næste dage brugte vi blandt på løver, leoparder, geparder, zebraer, elefanter, flodheste og de mange forskellige antiloper. Der var små løver og store løver. Løveunger i leg. Hunløven der legede med en hullet t-shirt. Hanløverne der havde givet sig i kast med et gnukadaver, der ikke lugtede særlig frisk. Hunløven der ikke ville dele sit bytte med flokken. Løveparringen. Dejligt med så meget tid i selskab med dyrenes konge og hans familie.
Én af dagene stod vi ekstra tidligt op for at flyve i luftballon. Vi fløj næsten uden vind, så vi måtte prøve to gange, før det lykkedes at komme i luften. Vi fløj ikke langt omkring på grund af den svage vind, til gengæld måtte vi efter landing køre temmelig langt for at nå ud til vores bushbreakfast med champagne. Alligevel var det en stor oplevelse at se tingene fra oven og at glide næsten lydløst gennem luften.
Vi slappede af ved swimmingpoolen og tog en dukkert i det kolde vand.
Vi fejrede nytårsaften med sundowner og lækre snacks på savannen og vi tog på naturewalk for at se nærmere på insekter, dyrespor og høre guiden fortælle om planter og dyr.
Slangen der forsvandt
Jeg var lige kommet ud af mit telt og hen på stien op til receptionen, da jeg fik øje på en mørk slange i græsset. Min første indskydelse var Black Mamba. Gik min søn i møde og sagde ”skynd dig, der ligger en slange i græsset”. Da vi kom tilbage, var der ingen slange. Havde jeg set syner? Vi fortsatte op mod receptionen. Kort efter fik vi begge øje på slangen lidt længere fremme i græsset. Jeg havde ikke set syner. Slangen bugtede sig lynhurtigt væk fra os.
Ud fra vores beskrivelse mente guiden, at det var en Giant Spitting Cobra og ikke en Black Mamba.
”Okay” tænkte jeg, ”så er de her altså, selvom det er sjældent man ser dem.”
Kenyakysten
Efter de mange oplevelser på savannen var det blevet tid til at sige farvel og på gensyn til Karen Blixen Camp og sætte os i det lille fly, som i løbet af de næste par timer skulle bringe os ud til afslapning på Kenyakysten. På turen derud fik vi lige et glimt af Mt. Kilimanjaro med sne på toppen.
Der var varmt ude på savannen, men på kysten var der både varmt og fugtigt. Flyet landede i Malindi International Airport og derfra kørte vi ca. en times tid sydpå til vores indkvartering Kilifi Bay Beach Resort. Havudsigt, høje palmer, kridhvidt sand, blåt hav. Nu skulle der slappes af og livet nydes de næste dage. En perfekt start på året.
De næste dage gik rent faktisk med afslapning på stranden og ved poolen. Vi fik massage, spillede lidt bordtennis og lidt billard samt fordøjede de mange skønne oplevelser i Nairobi og på savannen. Dertil tog vi et par udflugter. Vi tog blandt andet en udflugt lidt nordpå til Watamu, hvor min søn og hans kæreste havde arrangeret dykning.
Mens de unge var nede og svømme rundt med farvestrålende fisk og kigge på blandt andet koraller, nød jeg opholdet på båden, der blidt vuggede frem og tilbage. Skipper og jeg satte os i skyggen, fandt ind i bådens vuggende rytme og sad og nød udsigten ind til kysten. Snakken gik lystigt om familie, fodbold etc. Jeg fandt også videokameraet frem og viste ham nogle klip med løver fra Mara North. ”Wow. They are dangerous”, nærmest hviskede han.
De unge foretog to dyk af tre kvarters varighed med en indlagt pause på båden og så meget fornøjede ud, da de fortalte om dagens oplevelser. Mente endog at jeg skulle med ud at snorkle næste gang, så jeg også kunne opleve det forunderlige liv under havets overflade. Nu må vi se.
Efter dykningen sejlede vi tilbage til kysten. Vandet havde nu trukket sig tilbage, så båden kunne ikke sejle helt ind. Det var bare om at smøge buksebenene op og smide skoene, inden jeg hoppede i vandet. Det gjorde nu ikke så meget. Vandet var ca. 28 grader og der var sandbund.
På dykkercenteret blev vi anbefalet to ting. Vi skulle prøve at spise samosaer på en restaurant med udsigt over Prawn Lake og vi skulle prøve en isrestaurant.
Samosaerne var nu ikke færdige, så jeg tog en rejecocktail. Uhm, den smagte fremragende og var rigeligt sine 50 kr. værd. Dejligt at få kold frokost til afveksling for al den varme mad, og en skøn udsigt til den nærliggende sø.
Derfra gik turen til Amici Miei Café, uden tvivl Afrikas bedste sted at spise is. For 25 kr. velsmag i både sorbet og flødeis. Mange varianter. Uhm!
Dagen efter kørte vi næsten hele vejen til Mombasa for at besøge Bamburi Haller Park. En lidt nedslidt zoologisk have, som skuffede os. Helt forgæves var besøget nu ikke. Dels fik vi bekræftet, at det var en ”Giant Spitting Cobra”, vi havde set i græsset på Karen Blixen Camp, dels kom vi helt tæt på nogle kæmpestore skildpadder.
Da vi nåede tilbage til Kilifi, spiste vi frokost på Nautilus en lille restaurant med udsigt over vandet. Virkelig velsmagende mad, friskbagte kuvertbrød, en fantastisk beliggenhed og fornuftige priser. Oplevelsen var så god, at vi bestilte bord til næste aften, inden vi gik ud til vores ventende bil. Middagen blev en lige så god oplevelse som gårsdagens frokost havde været. Igen dejlig mad og så aftenudsigt over vandet. En perfekt afslutning på vores tur, inden vi dagen efter satte os til rette i Madaraka Expressen og tog toget tilbage til Nairobi.
Desværre fik det en ende med afslapning, vejende palmer, den brede, hvide sandstrand og de kølige drinks med udsigt til Det Indiske Ocean. Vi kom imidlertid hjem med mange storslåede oplevelser i rygsækken, som vi kan leve højt på, mens vi drømmer om og planlægger nye eventyr i Afrika.
I næste måned hopper vi ud af bilen…
Fotos og film fra dykning: Mads Jørgensen
