Afrika har smukke landskaber og et imponerende dyre- og fugleliv, som kan begejstre selv den mest kræsne safarirejsende. Ikoniske dyr som elefanter, giraffer, løver kan beundres fra safaribilen, ligesom store flokke af zebraer, gnuer og en lang række af antiloper.
Mange safarirejsende tager afsted på deres drømmerejse i håbet om at opleve ”The Big 5” – et velkendt begreb for mange. De fem dyr som det var sværest og farligst for storvildtjægerne at nedlægge. Elefanten, bøflen, næsehornet, løven og leoparden.
The ugly five
Knap så mange har styr på begrebet ”The Ugly Five” – hyænen, gnuen, gribben, vortesvinet og marabustorken. Vortesvinet har fundet plads i manges hjerter enten på grund af Disneys berømte film ”Løvernes Konge” eller fordi det ofte skaber underholdning, når det hovedløst styrter afsted med halen lige i vejret ude på savannen. Derfor er der også en del safariguider, der har givet vortesvinet kælenavnet ”The Kenyan Express”.
Gnuen kender de fleste fra TV, når der bliver vist film om den store vandring og dramaerne når dyrene passerer floderne, hvor de store krokodiller tålmodigt venter.
Jeg bryder mig ikke selv om begrebet ”De fem grimme”. Hvert eneste dyr er unikt og har sin egen skønhed og historie. Nogle af dyrene er endda vitale for balancen i økosystemerne. I denne klumme kan du læse mere om et par af de dyr, der er med til at rydde op på savannen. Oprydningen på savannen er ikke kun kosmetisk, den er også med til at forhindre smittespredning med diverse sygdomme både til dyr og mennesker. Hvem tager del i denne oprydning?
Gribben
I Afrika kan man møde op til 11 forskellige gribbearter med øregribben som den største og det er den, der regnes med til ”De fem grimme”, selvom mange vil hævde, at ingen af gribbene er særligt kønne.
Hver især er gribbene specialiseret og det afspejler sig i udseendet. Nogle har lange nøgne halse, så de kan nå langt ind i et ådsel. Øregribben har det kraftigste næb af alle og er i stand til at åbne et ådsel op. Mange af de andre gribbe er derfor afhængige af øregribben til at åbne ådslet op med mindre hyæner eller én af de store katte har været der først.
Det er et fantastisk syn at se en flok gribbe svæve højt på himmelen og kan nogle gange bruges som indikator for, at en jagt er endt succesfuldt og at et byttedyr er blevet nedlagt. Med deres meget skarpe syn har gribbene et fantastisk overblik, når de svæver rundt højt oppe. Man har beregnet at en grib kan se en mus på op til 1000 meters afstand. Fra højderne holder de ikke blot øje med byttedyr, men også med andre rovdyr og deres færden.
Elegant ser det ud når gribbene svæver højt på himlen, men da gribben er en relativt tung fugl, så er den afhængig af at der er varme i luften, som giver gunstige opvinde. Derfor kan man også som safarigæst være heldig at se gribbene tæt på tidligt om morgenen i toppen af savannens træer, mens de venter på solens varmende stråler.
Lige så elegant den ser ud på himlen, lige så klodset ser den ud, når den som en anden jumbojet skal i luften igen efter at have fået stillet sulten ved et ådsel på jorden.
Når der skal ryddes op på savannen, er der både en hakkeorden og en ”arbejdsfordeling”. Lidt forenklet fortalt nedlægger de store katte et byttedyr. Mens de tager deres del, kommer hyæner, sjakaler, gribbe og marabustorke til. På et tidspunkt tager gribbe og marabustorke over. De største af gribbene kan fortære alt, andre – f.eks. hættegribben – har meget spidse næb og kan pille et skelet helt rent for kødrester. Gribbene omkring et ådsel ”jager” jævnligt med hinanden for at få de bedste bidder.
Desværre er antallet af gribbe for nedadgående. Det skyldes blandt andet nogle af de konflikter der er mellem mennesker og vilde dyr. Hvis de lokale lægger forgiftet kød ud for at få ram på en løve eller en leopard rammer det også ådselædere som gribbene rigtig hårdt.
Victoria Falls Safari Lodge i Zimbabwe er ét af de steder, hvor man gør en aktiv indsats for at udbrede kendskabet til gribbene og deres betydning for økosystemerne. Dagligt bliver kødrester fra restauranten serveret for gribbe og marabustorke i ”Vultures Restaurant”. Denne begivenhed tiltrækker op mod et par hundrede fugle og giver gæsterne et fint indblik i de trusler, der er mod fuglene.
Gribbene fjerner op til 70 % af alle ådsler, så de er afgjort meget vigtige i rollen som savannens skraldemænd.
Hyænen
Mange safarigæster har stiftet bekendtskab med hyænen, enten når den duknakket lusker rundt på savannen, som om den er tynget af dårlig samvittighed eller når man om natten kan høre dens karakteristiske lyd gennem teltvæggen.
Ingen tvivl om at hyænen er brutal, når den nedlægger sit eget bytte, og begynder at spise endnu inden byttet er dødt, men den er også én af savannens vigtige skraldemænd.
Når man kører på gamedrive om morgenen, møder man ofte omstrejfende hyæner, som er på vej hjem til hulen efter nattens jagt på føde. Hyænen har skarpe sanser både når det gælder syn, lugt og hørelse. Med sine skarpe tænder og kraftfulde kæber kan den knuse knogler og med en stærk mavesyre opløse de spiste knogler.
Ikke længe efter at løven har nedlagt et bytte, dukker de første hyæner op og kredser tålmodigt omkring til de ser deres snit til at få fat i en bid. Så snart løven har taget sin del kaster hyænerne sig grådigt over resterne og det kan gå stærkt i konkurrence med sjakaler, gribbe og marabustorke.
En morgen da jeg kørte rundt på savannen fandt vi en større gruppe hyæner, der var i færd med at stille sulten på en død bøffel. Efter ca. 1½ time var der kun nogle ribben og hovedet tilbage. Det gik stærkt og der var både tid til indbyrdes konflikter, stridigheder med to løver og med sjakaler, der luskede omkring.
Hyænen lever i større klaner og en rigtig god start på dagen ude på savvanen er at mærke solens varmende stråler, mens man sidder i bilen ved en hyænehule og følger med i livet. De små, helt sorte unger – som er rigtig kære – kigger forsigtigt frem fra hulen, de lidt større, plettede unger – som er meget nysgerrige – kommer hen og kigger på bilen, og de voksne lunter roligt omkring eller ligger i græsset og hviler sig.
Det er altid vemodigt at se en gepard miste sit bytte til et par omstrejfende hyæner, men det ændrer ikke ved at hyænen grundlæggende spiller en vital rolle som skraldemand på savannen.
Marabustorken
Denne fugl – med øgenavnet ”Bedemanden” – er ofte ét af de første dyr man stifter bekendtskab med, når man er landet i Afrika. Det skyldes at de ofte ses i toppen af træer langs vejene eller svæve over lossepladser, hvor de er på udkig efter noget spiseligt. Ligesom øregribben spiser de ikke kun ådsler, men kan også selv gå på jagt efter fisk og andre fugle.
Når man sidder ude på savannen i sin safaribil og nyder synet af gribbe og marabustorke, der er ved at rydde op efter et ådsel, går marabustorken stille og roligt rundt blandt de andre fugle og samler rester op. Anderledes aktiv har jeg set den i forbindelse med migration, hvor den kan sidde ovenpå et af de døde dyr i floden og forsyne sig med føde. Med sit kraftige næb kan den løsrive store bidder, når først der er hul på ådslet.
Udseendemæssigt er marabustorken måske ikke en charmetrold med sin højde, sit plettede næb, det næsten nøgne hoved, den lyserøde strubeballon (bruges til temperaturregulering) og undertiden afføring på de lange ben. Til gengæld er den én af de mest elegante flyvere, når den svæver på himlen, og den er tillige en af naturens vigtige skraldemænd.
Afslutning
En safarirejse byder på en perlerække af oplevelser og store øjeblikke. Man mødes af et dyre- og fugleliv, der kun kan imponere. Hvert dyr – stort som lille – har sin egen betydningsfulde rolle at spille i økosystemerne og det gælder ikke mindst, gribbene, hyænerne og marabustorkene, der udfylder den vigtige rolle som savannens skraldemænd.
