For de fleste er en safarirejse en drøm, der går i opfyldelse. Overvejelserne om hvilken rejse, man skal vælge har været mange, og nu er man endelig klar til at tage af sted. Rejseplanen er fastlagt, kufferten er pakket, rejsestikket er husket, valuta er vekslet, pas og billetter er tjekket – endnu en gang. Man er forberedt og klar.
Klar til drømmerejsen. Og en safarirejse er en oplevelse for livet. Smukke, rørende, betagende og berigende oplevelser står i kø. Det skønne ved at tage på safari er imidlertid også, at naturen altid har sin egen dagsorden, som ikke fuldt ud kan forudses og planlægges. Ser vi the Big Five, oplever vi gnuer og zebraer i en flodkrydsning og hvad med gepardjagten?
Denne klumme skal handle om nogle af disse uforudsigelige oplevelser, hvor man lang tid efter stadig siger ”Kan du huske dengang…”
”Vi holdt ude på savannen i Masai Mara og beundrede udsigten, nød naturens lyde og den lette brise, der tog toppen af varmen og samtidig fik græsset til at bølge. Det hele var badet i eftermiddags solens gyldne, bløde lys. Ude i terrænet spottede vi en gepard på udkig. Det var som om den havde fået øje på noget. Et bytte?
Den rejste sig op, sænkede skuldrene og hovedet.
Pludselig gik det løs. Fuld fart i hælene på en Thomson gazelle, en unge. Hurtigt indhentet. Slået omkuld, lå stille i græsset. Geparden stoppede op, så lidt forvirret ud, skubbede til gazellen. Ingen ting skete.
Kiggede, puffede igen, og denne gang rejste gazellen sig på ny og begyndte at løbe. På ingen tid var det hele dog overstået. Efter få meter var den indhentet og med et fast bid om struben, var det hele slut.
Den slags dramaer er der mange af hver dag ude på savannen. Den enes død, den andens brød, kan man sige.
At få lov til at opleve det fra første parket er dog et privilegium, som det er få forundt. Som oftest ser man kun resultatet af jagterne, når de er afsluttet, og rovdyrene ligger med deres bytte.”
”Det var i slutningen af februar. Det havde regnet hele natten. Skyerne hang lavt og tungt på himmelen, da vi sad ved Lake Nakuru og spiste morgenmad. Det var blevet tid til at fortsætte rejsen mod Masai Mara. Chaufføren var meget i tvivl om, hvilken vej vi skulle køre. Faktisk kunne vi ved at skyde genvej spare et par timers kørsel. Problemet var bare, at genvejen var af knap så god kvalitet, så vi skulle kun skyde genvej, hvis der var andre biler, der skulle samme vej.
Det var der, så vi besluttede at spare et par timers kørsel, hvem vil ikke gerne det?
Lige i starten småregnede det, men ikke noget af betydning. Vejen blev dårligere og skiftede til jordvej. Vi nærmede os en mindre landsby, terrænet var let stigende og dér fremme holder en lastbil delvis på tværs af vejen. Den er omgivet af lokale folk, der synes at være i gang med en ”redningsaktion”.
Vi sagtner farten. Det kniber med plads på grund af den forulykkede lastbil. Vi skal ret langt ud i siden af vejen for at passere. De lokale vinker os hjælpende frem, dirigerer. Vores bil kører fast i mudderet. Vi bakker. Kører frem igen. Vi bakker på ny. De lokale hjælper med at skubbe. Bilen står mere skævt. Vi prøver fortsat at komme fremad. Intet hjælper. Hældningen bliver større. Vi giver det et sidste forsøg.
Da jeg kigger ud af vinduet kigger jeg ind i en masse barneansigter. Til den anden side kigger jeg op i himmelen. Vores venner klamrer sig til bagagestropper og sæder for ikke at falde over i min side af bilen. Hvorfor tog vi ikke bare den længere vej?
De mange lokale hænder får bilen vippet op på ret køl og nærmest løftet bilen gennem mudderet forbi den forulykkede lastbil. Mod betaling viser det sig.
Den næste bil, der skulle forbi, var en firhjulstrækker. Han ku’ godt selv. Han ville ikke betale. Vel tilbage på vejen kunne vi bare stiltiende betragte forløbet. Første forsøg forgæves. Bakke. Frem. Andet forsøg forgæves. Bakke. Frem. Tredje forsøg forgæves. Der betales, og de mange hjælpende hænder får også firhjulstrækkeren forbi det skrånende mudderbad.
Resten af turen til Masai Mara gik planmæssigt, og vi havde noget at snakke om.
Om eftermiddagen skulle vi ud på gamedrive, og sandelig om ikke chaufføren møder op med en helt nyvasket og ren bil. Imponerende.
Efterspil.
Vi fik sidenhen at vide, at den ”forulykkede lastbil” var et stunt fra de lokale. Politiet rykkede ud, og de fik lov til både at reparere vejen og betale pengene tilbage.”
”Vi var på vej nordpå mod Samburu. Landskabet bliver mere og mere tørt, og gedeflokke langs vejen suppleres nu også af flokke af kameler. Da vi nærmer os byen Isiolo, beder chaufføren os om ikke at tage fotos. Befolkningen er meget religiøs, og de kan finde på at vise deres utilfredshed med fotograferingen ved stenkast mod bilen. Vi bliver samtidig orienteret om, at der kan komme mange sælgere til bilen, når han skal ind og betale vejskat. Vi bliver enige om at holde vinduerne lukket.
Ulla lader sig dog friste til at kigge nærmere på et armbånd og åbner vinduet. Ikke meget, kun på klem. Alligevel er der pludselig 4-6 arme inde gennem det åbnede vindue med smykker, dolke, bananer mm. Martin sidder frustreret på bagsædet og forsøger at kalde sin kone til orden. Forgæves.
Lige pludselig begynder vinduet ved min plads også at gå op, og flere hænder forsøger at række varer ind til mig. Jeg har åbenbart ikke fået skubbet mit vindue helt i, og betaler nu prisen. Aldrig har jeg sagt ”No” så mange gange på så kort tid. Først da chaufføren dukker op igen aftager presset.
Vi kører videre. Jeg fik en forskrækkelse, Ulla fik sit smykke og Martin er stadig irriteret.”
”Vi kører rundt i Samburu. Ikke på udkig efter noget specielt. Området vi kører i er præget af lave buske og meget sandet jord. Vi standser bilen for at kigge efter dyrespor i sandet. Der er både spor efter nogle fugle og efter løve. Hvor friske er de? Svært at sige med det løse sand og den friske brise. Vi sætter bilen i gang og kører videre.
Pludselig dukker løven op fra krattet på vores venstre side, nogle få meter foran bilen. Ingen havde spottet den, heller ikke chaufføren. Det gav lige et gib i os alle sammen, men i dag er det ét blandt mange gode safari minder.”
I næste måneds klumme får du nye uddrag fra min dagbog.
