Africa Tours CSS Sprite

Gammel kærlighed ruster ikke.....

Om få dage vender jeg tilbage. Jeg har set frem til gensynet i årevis. Det har været min store drøm at vende tilbage til det sted, hvor min kærlighed til Afrika opstod. Afrika, dette fantastiske kontinent, der har så meget at byde sine gæster. Et kontinent som overrasker, fascinerer og skaber drømme.
Lang tid er gået, mange gange er turen gået til Afrika, utallige store oplevelser og rørende øjeblikke har sat sine aftryk på nethinden og i hukommelsen, men først nu er jeg på vej tilbage til et gensyn med Ngorongoro-krateret eller Finns hul, som mine venner kalder det - jeg foretrækker nu det rigtige navn. Det kan være svært at udtale i starten, men det hjælper at smøre tungen med en lokal øl.
Det var præcis dér, det hele startede i sin tid.

Det forekommer lige nu helt uvirkeligt, at jeg om få dage skal gense denne perle af en seværdighed – et af naturens mange vidundere. Ind imellem kommer nervøsiteten snigende, som før mødet med en gammel flamme. Kan jeg genkende stedet? Matcher virkeligheden minderne? eller ender det hele i én stor skuffelse?

Da vi passerer gaten til Ngorongoro Conservation Area ved hjernen godt, at nu er vi tæt på og adrenalinet begynder at suse rundt i kroppen. Kort efter drejer vi fra vejen og ind på en lille P-plads og dér, lige dér foran os ligger krateret. Solen skinner og vi har den mest fantastiske udsigt hen over og ned i Ngorongoro-krateret. Det ligger foran os i al sin pragt og skønhed – serveret på et sølvfad. Hvilken fantastisk ”forret” inden vi om bare to dage skal have serveret ”hovedretten”, når turen går ned i selve krateret.
I første omgang går turen nemlig videre mod vest til det berømte Serengeti. Det første stykke af vejen mod Serengeti, kører vi imidlertid næsten på kraterkanten og flere steder er der huller i vegetationen, der gør, at vi har en fin udsigt ned i krateret, og der hvor vegetationen forhindrer det frie udsyn, ja dér stiger forventningens glæde over det, der venter nede i selve krateret – efter Serengeti.

Nogle få facts. Diameteren på krateret er ca. 20 km og krateret har et areal på ca. 260 km2. Fra kraterkanten som ligger i ca. 2.300 meters højde og ned til bunden af krateret er der ca. 600 m. Et besøg i krateret klares ikke uden en firhjulstrækker på grund af kraterets stejle vægge.
Dyrene kan frit vandre ud og ind af krateret.

I fantastiske Serengeti - der er på knap 15.000 km2 - møder vi i titusindvis af gnuer, heraf en masse kalve med kun et par måneder på bagen, zebraer, antiloper, løver, geparder, leopard etc. Migration er i gang. Efter et par dage med udsynet til de store åbne vidder, der synes nærmest uendelige, er det blevet tid at vende bilen og køre østpå igen – tilbage mod krateret.

Som vi nærmer os, begynder det atter at krible i maven. Jeg er både glad, spændt og nervøs på én og samme tid. Lever ”hovedretten” op til forventningerne eller har mine erindringer spillet mig et puds gennem alle årene?
Vi gør holdt nogle få minutter, mens vi bliver registreret, betaler osv., men vi ænser knap nok tiden, for bilen er parkeret, så vi kan se ned til bunden af krateret. Kort efter bevæger vi os ud på den stejle nedkørsel. Hvor er det bare smukt! Krateret ligger badet i sollys foran os, og vi kan se både skoven, søområdet og den åbne savanne. Under nedstigningen bliver dyrene også mere og mere tydelige. Som vi nærmer os bunden, går det for alvor op for os, hvilken overdådig rigdom vi skal være vidner til fra første parket. Ikke blot er der mange dyr, men der er mange forskellige dyr.

Det er godt frokosttid og sulten rumler i maverne, da vi kommer ned på bunden af krateret, hvor nogle græssende bøfler tager imod os. Vi kører derfor hen til et picnic site, hvor vi kan komme ud og strække benene, mens vi spiser frokost. Vi har medbragt lunchboxes. Vi har stedet for os selv, så vi kan nærmest falde i ét med naturen. Under frokosten bliver vi akkompagneret af fugle der synger, farvestrålende glansstære der hopper rundt på jorden i håbet om at finde en tabt brødkrumme og lige der ovre mellem træerne, står en gruppe elefanter i skyggen af trækronerne og spiser grene og blade. Man kan næppe tale om, at de også holder frokostpause, idet de jo bruger 16- 18 timer i døgnet på at spise. Der skal også noget indenbords. En voksen elefant indtager ca. 150- 250 kg føde pr. dag.

Det er svært at koncentrere sig om kyllingelår, æg, frugt, kage m.m., når det ene fotomotiv efter det andet dukker op for øjnene af én. En af elefanterne vælger endog at komme frem fra skyggen og hen imod os, for at give sig i kast med noget højt grønt græs. Den har de flotteste hvide stødtænder, og endnu engang forekommer det mig ubegribeligt, at ikke alle værdsætter naturens skatkammer og tænker naturbevarelse frem for krybskytteri.

Efter endt frokost hopper vi igen ind i bilen, for at køre på ”eventyr” i krateret. Vi ser kun en enkelt anden bil denne eftermiddag, ellers har vi krateret helt for os selv.
Listen over dyr, vi ser denne eftermiddag, er næsten uendelig lang. Næsehornet vovede sig ikke ud fra skov og krat, men ellers så vi elefanter, bøfler, flodheste, løver med og uden bytte, gepard med bytte, sjakaler, hyæner, græsædere i et stort antal og en masse forskellige fugle.
Det er som at køre rundt på bunden af en dyb tallerken, og hele tiden kan man i baggrunden af synsfeltet ane kratervæggen, der rejser sig mod himmelen med sin tætte grønne vegetation.

På trods af at rovdyr og byttedyr kan se hinanden i øjnene hernede, hersker der en dejlig ro. En hyæne ligger i en stor vandpyt og køler sin mave, mens den fordøjer sit seneste måltid. Et zebraføl er i gang med at die hos sin mor. To gazeller står og slikker hinandens pels. En mindre flok gnuer ligger og tygger drøv, mens de hviler benene og en hyæne er i gang med at sjæle resterne af byttet fra en gepard. Denne har nu nået, at tage godt for sig af byttet. Maven er så stor og opspilet, at den næppe vil være i stand til at løbe på topfart lige foreløbig.

Efter nogle timers safarikørsel er det blevet tid til et farvel, og vi påbegynder opstigningen fra krateret. Flere gange undervejs op fra krateret åbenbarer den ene smukke udsigt ud over krateret sig efter den anden. En smuk afslutning på en flot ”hovedret”.

Gensynet med krateret blev en stor, varm og dejlig oplevelse. Krateret er ligeså enestående fantastisk, som jeg huskede det. Det gamle ordsprog taler sandt, ”Gammel kærlighed ruster ikke”.
Én ting er sikkert, jeg skal derned igen.

At kalde dette naturvidunder for Finns hul er nok kærligt ment, men jeg synes nu alligevel, at man skal lære sig navnet – Ngorongoro-krateret.
Det ligger i Tanzania og et besøg kan varmt anbefales!

Vind 4 billetter til
Ree Park Safari

Vi trækker en vinder hver måned blandt alle, der tilmelder sig vores nyhedsbrev.

Footer-formular