Der er mange måder at opleve Afrika på. Jeg startede rækken af klummer med at fortælle, hvordan jeg blev smittet med Afrika-feber under en ferie hos en kollega, der var i Tanzania og arbejde for Danida.
Mange år er gået. Børn er kommet til og vokset op. Nu har min niece, som led i sin uddannelse til læge været en tur i Zambia for at arbejde som frivillig, og hun har sendt situationsrapporter hjem om tiden i Afrika.
Hun har skrevet meget om dårlige veje, overfyldte busser, strømafbrydelser, svigtende vandforsyning, manglende hygiejne, stuegang blandt syge og stegning af ged over bål, som jeg vil springe let henover i denne klumme. Til gengæld vil jeg gerne dele hendes beretning om en rejse/udflugt til Victoria Falls i Zimbabwe med jer. Hun var sammen med et par studiekammerater/ venner og det var i juni måned.
Min niece:
”Lørdag kl. 10.30 gik turen mod Victoria Falls. Det er ubeskriveligt! Alle burde gøre sig selv den tjeneste at opleve vandfaldet.
Simpelthen fantastisk og magisk.
I stedet for at låne/leje/købe en poncho hver, besluttede vi os for at omfavne det - det er efter min mening det eneste rigtige at gøre. Man bliver gennemblødt hele vejen igennem med vandsprøjt, som kommer både oppefra og nedefra.
Der er talrige regnbuer. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det var ikke langt vi kunne se pga. alt vandet fra vandfaldet. Hvilken oplevelse! Enkelte gange kunne man se bunden af faldet, andre gange forsvandt det igen bag en sky af vand.
Efter at have været helt tæt på vandfaldet gik vi ad de andre stier, som ligger omkring faldet. Først ad den fotografiske rute, hvor vi satte os i solen for at få varmen og frokost, og selvfølgelig for at tørre. Bagefter gik vi ad bavianernes sti til Boiling pot, og til sidst gik vi upstreams og nød solen lidt mere. Med fødderne i floden, til lyden af faldet og solen i ansigtet, er det svært ikke at føle sig lykkelig bare et øjeblik.
Jeg glæder mig til at komme tilbage dertil, og havde det ikke været fordi vi havde andre planer, havde jeg nok taget samme tur dagen efter. Jeg har stadig svært ved at slippe Victoria Falls helt fra mine tanker.
Søndag
S for søndag, S for safari. Så bare lige for at opsummere så vi: Elefanter, giraffer, bøfler, flodheste, ørne, hejrer, storke, flere fugle, løver, krokodiller, og nåh ja, en leopard(!). Så jeg må ud og finde et næsehorn, så jeg kan krydse ”The Big Five” af på min liste. Både elefanter, giraffer og løver sås også i ”børne” størrelse.
Vi hyrede taxachaufføren Paul til at køre os til grænsen til Botswana, Namibia og Zimbabwe. Herfra blev vi sat i en båd, som sejlede os til grænsen op til Botswana, og herfra hoppede vi i en jeep og kørte til et fint hotel, hvor første del af safarien udgik fra.
På vejen over grænsen blev vi lige fuldstændig desinficerede, så der ikke var nogen chance for at vi bragte Ebola ind i landet. Det var en simpel metode, som andre måske burde tage til sig, i stedet for at gennemgå alle mulige omstændelige metoder – vi trådte op på en våd måtte og så var vi good to go. Velkommen til Botswana!
Første del var en tur på Chobe- floden i en båd i to etager, vi var 12 gæster i alt. Efter frokosten var vi på anden del, som foregik i føromtalte jeep. Det var fra denne vi bl.a. så leoparden og løverne. Det var fantastisk!!
I bilen kørte vi en del af tiden langs Chobe-floden, så vi så det samme stykke land både fra vand- og landsiden, og derudover noget ekstra i begge elementer.
På vejen hjem fra Botswana fik vi Paul til at fortælle om sit liv, en spændende historie, fra en inspirerende mand.
Han har ikke selv færdiggjort sin skole, fordi han mistede sine forældre, og der ikke var penge til det. Nu har han så arbejde som taxachauffør for at tjene penge til at hans egne børn kan komme i skole, og så snart bilen er betalt af, håber han på overskud til, at han selv kan blive færdig med skolen.
Om aftenen fik vi bøf med salat inkl. feta. Lykken var gjort endnu en gang.
Mandag
Mandag stod på White Water Rafting – det var simpelthen så sjovt! Jeg havde klar rekord i at ryge i vandet flest gange.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg bar mig ad, men heldigvis blev jeg hevet op igen. Men at lade sig suge ned i en hvirvelstrøm, slappe af i hele kroppen for at stole på at vesten får én op igen, fordi ens guide har sagt det, er en udfordring, jeg gerne tager på mig, så det gjorde jeg så.
Er ret sikker på, at det er en sund øvelse. Ikke nok med at jeg selv røg ud en del gange, så påstår vores guide, Boyd, at jeg skubbede ham i. Så alt i alt en rimelig godkendt indsats.
Tror ikke Boyd har været ufrivilligt i vandet mange gange i lang tid. Det ville have været sjovt at have videoen, men de 40 $ vil jeg hellere bruge på noget andet – fx at være halvvejs mod en tur mere i båden.
Efter rafting var vi på sunset cruise på Zambezi-floden. Fri bar, og mad inkluderet, og så med udsigten over Victoria Falls mod øst og solnedgang mod vest. Udsigten mod nord og syd bød på bl.a. giraffer, flodheste, krokodiller og flere fugle.
Jeg kunne godt lige holde til det.”
I næste klumme skal vi ud og flyve i luftballon over savannen.
Vi ses!
