I min forrige klumme var vi i Kenya, hvor vi besøgte min yndlingscamp; Karen Blixen Camp. Denne gang har jeg taget turen et par hundrede kilometer længere sydpå til Tanzania.
Der er både ligheder imellem og forskelle på Kenya og Tanzania. Vi er i Østafrika. I begge lande kan man blandt rigtig mange dyr opleve The Big Five (elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard), varierede landskaber og få store safarioplevelser.
I Tanzania er der 4- 5 mill. flere indbyggere end i Kenya (2018 niveau) og de har ca. 360.000 km2 større areal at brede sig på. Kenya er ca. 13,5 gange større end Danmark og Tanzania er ca. 22 gange større end Danmark.
Via Amsterdam fløj vi til den relativt lille Kilimanjaro International Airport i det nordlige Tanzania. Den ligger mellem byerne Moshi og Arusha, hvor sidstnævnte er udgangspunkt for mange safariaktiviteter. En flyvetur på 8½ time med en Airbus A330-200.
Vi hoppede ikke af i farten, men flyet fortsatte efter et meget kort ophold på jorden længere sydpå til Dar Es Salaam (Tanzanias største by). Da vi ankom om aftenen, blev vi indkvarteret på Kia Lodge, som ligger få minutters kørsel fra lufthavnen. Der er trods alt en dagsrejse fra Danmark, så det er rart at nå hurtigt frem til sin første overnatning, så man er udhvilet næste dag og klar på at nyde Afrika i fulde drag.
Efter en god nats søvn og dejlig morgenmad slog vi lige et smut omkring Mt. Kilimanjaro. Ikke at vi skulle bestige bjerget, men vi kørte lige op og så startstedet for Machame-ruten. Der er utrolig smukt og grønt omkring bunden af bjerget - kombinationen af varme og fugt – og vi blev da også modtaget af både tåge og en lille regnbyge. Der var trods regnen stor aktivitet på markerne mellem kaffebuske og bananpalmer.
Tarangire
Herfra fortsatte vi via Arusha til Tarangire National Park. Vejene var gode og landskaberne flotte. I Tanzania ser man mange baobabtræer. Disse imponerende tykke, grå stammer og flere gange kan man komme i tvivl om ”Skaberen”, kom til at vende træet på hovedet, så det er rødderne, der stikker op i luften.
Vi havde kun lige passeret gaten til parken, da vi både mødte en større ungkarlegruppe af impalaer, en flok giraffer og en elefanttyr med imponerende stødtænder.
Tarangire er blandt andet kendt for sine mange elefanter.
Indkvartering på Tarangire Safari Lodge, hvor vi overnattede i telt. Juhu!
Fra lodgen er der en fantastisk udsigt ned til floden, der bugter sig igennem det grønne landskab. En meget velsmagende kartoffelsuppe og en kold øl var en perfekt afslutning på en god dag. Nu skal vi bare lige sove, så er vi klar til gamedrive og oplevelser med de vilde dyr.
Vi er i starten af april. Det er regntid og lavsæson. Vi havde derfor stort set Tarangire for os selv og der var meget grønt. Der var både noget for ørerne og for øjnene. Utrolig mange fugle i parken underholdt os med deres skønne morgensang og imponerede med deres flotte farver.
Elefanterne snød os heller ikke. Vi mødte i løbet af morgenen to store grupper, som begge var tæt på bilen. En af ungerne var sågar lige henne og lægge sin snabel op på bilens kølerhjelm.
Vi havde medbragt morgenmadsbokse, så vi fik maksimalt ud af tiden i parken, hvor vi også så blandt andet impalaer, giraffer, vandbukke og løver.
De spændende og meget forskellige områder ligger tæt her i det nordlige Tanzania. Fra Tarangire fortsatte vi lidt nordpå til en overnatning på Kirurumu Manyara Lodge, som ligger på et højdedrag nord for Lake Manyara – én af de mange søer i Great Rift Valley. Imponerende flot udsigt ud over området og jeg vågnede til fuglesang. Vi sprang parken over i denne omgang og efter morgenmaden satte vi kursen mod Lake Eyasi og Serengeti.
Igen kørsel igennem utrolig flotte landskaber. På turen kom vi forbi det legendariske Ngorongoro-krater, hvor vi gjorde et kort stop for at nyde udsigten over krateret. Det blev dannet for 2,5 mill. år siden, da en vulkan eksploderede. Senere på vores tur skal vi ned i krateret, der rummer et fantastisk dyreliv.
Der var ikke så mange fugle at se, da vi nåede frem til Lake Eyasi, men det blæste også en halv pelikan, da vi steg ud af bilen. De andre pelikaner befandt sig et stykke ude på søen. Vi besluttede derfor ret hurtigt at fortsætte hen til Hadza-stammen, Blacksmiths og Datoga-folket, hvor vi skulle se og høre om deres levevis. En meget spændende oplevelse.
Serengeti
Serengeti er stor. Næsten 15.000 km2. 10 gange større end Masai Mara i Kenya. Dobbelt så stor som Sjælland.
Navnet Serengeti betyder ”de endeløse sletter”. Det er også præcis den oplevelse man har, når man kører derudaf. Man kan se uendelig langt og i tilgift får man en masse forskellige dyr, der går og græsser. Undervejs møder man nogle store stenformationer, som bryder den endeløse græssavanne. Det er 500 millioner gamle granitblokke, hvor jorden i årenes løb er eroderet væk. De kaldes kopjes og er tilhørssted for både mange planter og dyr. De bruges også ofte af rovdyrene til at få et overblik over landskabet og eventuelle byttedyr. Da vi kørte forbi, havde en stor hanløve lagt sig ned på toppen af klippen for at tage en eftermiddagslur.
Lige før vi nåede frem til Serengeti Sopa Lodge, hvor vi skulle overnatte, kom vi forbi en løvegruppe. To af løverne lå på jorden, mens de andre var klatret op i et træ, hvor de lå og dasede. En løve kan se meget afslappet ud på jorden, men liggende på en gren med benene hængende ned til siden, det slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet af løvemagelighed.
Der er altid mange dyr i Serengeti, men i april oplever man også de mange gnukalve, som fødes i februar- marts i Ndutu-området i det sydlige Serengeti. De springer glade rundt og forbereder sig måske på at skulle deltage i den årlige gnu- og zebravandring op til Masai Mara i Kenya. Vi så også store flokke af zebraer og Thompson gazeller samlet og de deltager jo også i stort tal i vandringen.
Tænk sig at mange af disse dyr senere på året - efter mange kilometers vandring - ligger og krydser frem og tilbage over floden med livet som indsats i jagten efter frisk græs.
Ngorongoro
Efter mange store oplevelser i Serengeti med både løver og geparder tæt på, var det blevet tid at vende om. Det var dog endnu ikke slut på de store oplevelser. På vejen tilbage kørte vi lige en tur ned i Ngorongoro-krateret. Intet at sige til at krateret er blandt Afrikas syv naturlige vidundere. Området omkring krateret er smukt.
Der er kun et par nedkørsler til krateret og på vej derhen, kører man på kanten, der har grøn bevoksning af træer og buske. Flere steder er det dog muligt at kigge ned i krateret. Ned til bunden ca. 600 meter nede. Krateret er ca. 18 km i diameter og dyrene kan vandre frit ud og ind.
Det er et miniparadis med sine utrolig mange dyr og sine varierede landskabstyper. Der er sø, der er skov og der er slette.
Det er helt sikkert et sted, jeg skal tilbage til.
Efter besøget i krateret – se klummen ”Gammel kærlighed ruster ikke” – har vi kun en kort køretur foran os hen til Rhino Lodge, hvor vi skal overnatte. Slog straks døren op til den lille veranda foran mit værelse, hvor jeg satte mig og kiggede ud på det grønne landskab. Bortset fra nogle fugle der puslede i træernes grønne løv, var der helt stille. Inden jeg gik hen og spiste aftensmad foran pejsen i restauranten, dukkede der et par antiloper op imellem buskene.
Da det blev tid at bryde op og gå til ro, kom et par masaier og fulgte os til værelserne. Det var helt rart for lodgen var nu omringet af en stor gruppe bøfler, som var i fuld gang med at græsse.
Da vi næste morgen forlod lodgen for at sætte kursen videre mod Lake Manyara NP, Arusha og lufthavnen, løb vi igen ind i den store bøffelflok, som nu gik og spiste af vegetationen tæt på vejen. Enkelte af dyrene havde endda stillet sig op på selve vejen, som om de lige ville sige farvel.
Mange store og dejlige oplevelser rigere var det blevet tid til at vinke farvel til Tanzania fra vores Airbus A330-200, som skulle bringe os retur til Amsterdam.
